Roulv – øl og mjød

Roulv – med bourbonlagret mjød

Roulv er en dansk Baltic Porter på 9% Vol fra Bryggeriet Frejdahl fra Danmark. Øllen er tilsat dansk mjød som har lagret på ex-bourbon fad. Det har dog ikke været muligt at finde ud af, hvilke fad det drejer sig om. På flasken står at “Mastermind” bag er Jim Lyngvild, der også har haft et samarbejde kørende med det skotske Highland Park Distillery. Der er både udgivet øl og whisky i deres samarbejde. Denne udgivelse er Bryggeriet Frejdahl’s Øl No. 3, og brygmester er Christoph Behnke. Øllen har vundet flere internationale priser.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #73

Anmeldelse af Roulv

Næse:

Man dufter straks at dette er en mørk, næsten sort øl, hvor den tydelige brændte malt kommer først i duften. Dette følges hurtigt op af en god sødme. En sødme som er næsten honning-agtig, hvilket er naturligt med tilsat mjød. Man sidder næsten med en fornemmelse af mørk chokolade i næsen. Man mærker kun svagt at der også er benyttet røgmalt i brygningen. Der er ingen humle at finde i aromaen. Ligeledes mærker man heller ikke de 9% vol alkohol. At mjøden har lagret på ex-bourbon fad er heller ikke noget man kan dufte.

Roulv

Roulv

Palette:

Også i smagen er det de mørke noter, som er tydelige. Den mørke malt giver et næsten brændt smagsudtryk. Dette følges hurtigt op af honningsødmen, som også var tydelig i duften. Ikke at det smager af honning som sådan, men det er en lidt “klistret” sødme, som man kender det fra honning, der ligger sig på tungen. Efter et par mundfulde fremkommer lidt chokolade og kaffe noter frem fra de kraftige smagsindtryk.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Den er præget af sødmen, som ligger som et lag i munden. Også i eftersmagen er de mørke noter tydelige. Man sidder med en fornemmelse af kaffe og mørk chokolade. Slutteligt fremkommer noget som godt kunne lede tankerne hen på fadlagring, da munden tørrer lidt ud, og man sider med en let bitter fornemmelse på tungen. Man mærker et strejf af røg i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“Baltic Porter med røgmalt og bourbon lagret, dansk mjød. Kraftfuld og saftig smag, der skaber en eksplosion af nuancer i munden. Chokolade, rosiner, svesker og blommer tilsat røgaroma fra fynsk hvedemalt røget på bøgetræ. Brygget af fynsk bygmalt, fynsk hvedemalt samt dansk mjød.”

Konklusion:

Dette er sådan set en ganske fin øl. Kan man lide kraftige og mørke øl, så er denne ganske glimrende. Den kan virke lidt voldsom, næsten grænsende til vammel, for nogen. Her kan man dog med fordel dele denne store 75 cl. flaske med et par venner. Man kan købe en flaske for mellem 30,- og 40,- kroner, og det mener jeg absolut den værd. Ikke fordi den er specielt interessant, hvis man leder efter smag fra ex-bourbon fad, men fordi det er en glimrende øl til prisen. Jeg har med fordel haft hengemt øllene nogle år på mit lager. Det nedtoner de mørke og brændte nuancer, samtidig med at øllen fremtræder mere rund i sit udtryk, og bliver nærmest vinøs. Konklusionen på denne anmeldelse af Roulv er, at man skal lede længe efter bourbon smag, men øllen er ganske fin alligevel.