Sall Whisky Peated New Make – til Fadandel.dk andele (reklame)
Sall Whisky Peated New Make er en råsprit på 63,5% Vol. Råspritten er fremstillet af det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne råsprit er den 23/4-2021 påfyldt et fad, der tidligere har indeholdt whiskyen Auchroisk 2010 9 Year Old First Fill Port, der er aftappet af den danske uafhængige aftapper Fadandel.dk. Planen er at spritten skal modne omkring 4 år på dette genbrugte ex-portvin fad, der får fadnummer #73. Jeg var forbi butikken, hvor Fadandel.dk donerede denne sample til mig til anmeldelse på bloggen. Det er muligt at købe andele i dette fad, så man kan få fingrene i en flaske, når det engang er blevet til Sall Whisky Peated 2021 second fill port ex-auchroisk cask. Den 30. juli 2023 besluttede jeg mig for selv af købe en andel i fadet.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #299
Anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make
Næse:
Alkohol rammer næsen først. Der er ikke tvivl om, at det er new make med højt alkoholindhold, men den virker ikke sprittet. Det er mere en varm fornemmelse og fyldig fornemmelse det giver. Sødmen følger hurtigt efter og tilfører yderligere fyldighed til duften. Der duftes tydeligt sødme fra malt. Hele duften pakkes fint ind i et lag af røg, der får duften til at minde lidt om pibetobak. Røgen aftager gradvist efter lidt tid i glasset.
Palette:
Røgen smages som det første. Det er en sødmefuld røg, der igen leder tankerne i retning af sød pibe-tobak. Det smages sødme fra malten, der brugt i fremstillingen af denne spiritus. Alkoholen er også tydelig i smagen på denne råsprit. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så nedtones røgen en anelse, men sødmen bliver en del mere fremtrædende.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på denne råsprit. Røgen mærkes stadig i munden, og er mere dominerende i afslutningen. Sødmen er væsentligt mere tilbagetrukket og aftager hurtigt. Det gør indtrykket af røgen mere lignende tør aske, end den søde pibe-tobak, der var i både duft og smag. Man sidder tilbage med varme i munden fra alkoholen.
Hvad siger producenten:
“I samarbejde med det Danske Whisky Destilleri Sall, har vi påfyldt vores tomme fad, fra vores Auchroisk 9 år 1st Fill Port aftapning. Vi påfyldte fadet fredag den 23. april 2021, med 220 liter af Sall’ Peated newmake på 63,5%, som helt sikkert kommer til at spille godt sammen med dette portvins fad.”
Konklusion:
Dette er en god råsprit. Jeg har efterhånden smagt en del new make fra danske destillerier, og det er altid spændende. Det er trods alt grundstenen til det som senere gerne skulle blive til en god whisky. Denne dram viser stort potentiale, og kan sagtens drikkes som den er. Den smager endda ganske godt. Når den har modnet færdig på det second fill port ex-auchroisk fad den er påfyldt, så er jeg sikker på at, at whiskyen også bliver ganske drikkelig. Konlusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make er, at udgangspunktet til at lave god whisky er på plads, og fadet må klare resten.