Lindores Abbey Aqua Vitae

Lindores Abbey Aqua Vitae – Den første fra destilleriet

Lindores Abbey Aqua Vitae er en skotsk spiritus på 40% Vol. Spiritussen er produceret på Lindores Abbey Distillery i Lowland regionen i Skotland. Det er et af de nyligt åbnede destillerier i Skotland, og denne spiritus er den første udgivelse fra destilleriet. Det er altså ikke en whisky, da den ikke opfylder kravene til dette. Den er dog lavet som en hyldest til måden, som whisky oprindeligt blev lavet på i 1494 på stedet. Den “rigtige” whisky, som vi kender den nu, må vi vente på nogle år på. I ventetiden har destilleriet valgt at udgive denne snaps destilleret på malt, med krydderier og tørret frugt – blandt andet burresnerre, citronverbena og sødskærm. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #74

Anmeldelse af Lindores Abbey Aqua Vitae

Næse:

Der er en speciel krydret duft i glasset, når man første gang stikker næsen i. Man fornemmer at der er krydderurter i, hvilket giver et godt komplekst udtryk. Efter lidt tid i glasset ændrer det karakter, og den kommer mere i retning af, at dufte som moden banan. Der er en en god sødme over udtrykket, og man mærker ikke de 40 % vol. alkohol.

Lindores Abbey Aqua Vitae - Sample

Lindores Abbey Aqua Vitae – Sample

Palette:

Alkoholen er tydeligere i smagen, men den bliver ikke på nogen måde dominerende. Den er med til at løfte den lidt specielle smag. Igen smager man krydderurter. Blandingen leder tankerne hen på frugt vingummi, dog uden at det bliver en kunstig smag. Efter et par mundfulde fremkommer noterne af banan, som også kom frem i aromaen. Til sidst mærker man lidt syre på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en god sødme, som ligger sig fint på tungen. Igen leder blandingen af sødme og krydderurter tankerne hen på frugt vingummi. Smagen af banan er ikke så tydelig i afslutningen, og forsvinder hurtigt helt. Efter lidt tid i munden sidder man med en fornemmelse, som når man har spist brunkager til jul.

Hvad siger producenten:

“Aqua Vitae, the first release from Lindores Abbey, is a hand-crafted botanical spirit, made on site using spices, dried fruit and locally grown green herbs such as Douglas fir and sweet cicely.”

Konklusion:

Denne dram er interessant på flere plan. Den er interessant, da den præsenterer os for den oprindelige måde, hvorpå whisky blev produceret. Den er også interessant fordi den faktisk smager ganske fint. Den er mere sammenlignelig med kryddersnaps end med whisky i sit udtryk, men det er stadig godt. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Det syntes jeg dog ikke den er værd. Kan man finde en sample, som jeg har gjort her, så bør man dog gøre sig selv den tjeneste at prøve den. Konklusionen på denne anmeldelse af Lindores Abbey Aqua Vitae er, at den er et ganske interessant bekendtskab.

3/5 (1)