Paradox Islay – Whisky Cask Aged Imperial Stout

Paradox Islay – lagret på Islay whisky fad

Paradox Islay er en Imperial Stout på 14% Vol. Øllen er produceret af BrewDog, som er hjemmehørende i Ellon, Aberdeenshire i Skotland. Den har lagret i fad, som tidligere har indeholdt Islay single malt whisky. Det oplyses dog ikke, hvilket destilleri disse fad kommer fra, eller om det eventuelt er fra flere forskellige destillerier. På flasken nævnes det heller ikke, hvor længe øllen har lagret på disse fad. Tidligere udgaver har dog lagret 178 dage på fadene, så mon ikke denne øl også er i det leje.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #155

Anmeldelse af Paradox Islay

Næse:

Først får man en tydelig note af mørk og hårdt ristet malt i næsen. Efter nogle minutter i glasset, aftager det mørke udtryk, og øllen får mere fylde. Der kommer efterhånden en god maltsødme frem, som bliver mere og mere tydelig, Man fornemmer noter af kaffe og karamel. Der mærkes lidt røg i baggrunden. De 14% vol alkohol mærkes ikke i aromaen. Efter at have smagt på øllen opfanges også noter af vanilje i aromaen. Det generelle duftudtryk bliver mere vinøst og hengemt, når man har taget et par mundfulde af denne øl.

Paradox Islay

Paradox Islay

Palette:

Man rammes først af en markant fornemmelse af mørk malt, som giver et lidt brændt udtryk. Dette følges hurtigt op af tydelig maltsødme, som er med til at underbygge et kraftigt førstehåndsindtryk. Når smagsløgene er indjusteret, så kommer fine noter af kaffe og mørk chokolade. Der ligger en let fornemmelse af røg over hele smagsbilledet. Ganske som man også kender det fra whisky fra Islay. Langsomt kommer en smule vanilje frem fra baggrunden. Alkoholen er tydeligere i paletten, men bliver aldrig dominerende, på trods af det relativt høje niveau.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Eftersmagen er først præget af maltsødmen, som har lagt sig som et fint lag i munden. Efterhånden tager smagen af mørk chokolade og kaffe over. Der fornemmes en let bitter note på tungen, som næsten leder tankerne hen i retning af peanuts. Stille og roligt aftager den kraftige smagsoplevelse. Det giver plads til en smag af vanilje og let-brændt karamel. Munden tørrer slutteligt en smule ud, og man sidder med lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“A hugely complex and full-bodied beer with powerfull notes of Islay malt, lasting espresso bitterness and dark roasty chocolate, this Paradox returns a power long overdue: It is a time capsule retrieved.”

Konklusion:

Dette er virkelig en god øl. Der er en fantastisk kompleksitet i både duft, smag og eftersmag. Det er ofte et problem at mørke øl som denne, fremtræder tørre og “melede” i sit udtryk. Det er ikke tilfældet med denne øl. Den har haft tydelig gavn af en længere lagringsperiode, som har en tendens til at bløde dette en smule op. Ligeledes leder røgen, og det generelt kraftige udtryk, også tankerne hen på Islay single malt whisky. Øllen koster omkring 130,- kroner for 33 cl. Det svarer cirka til 300,- kroner for 70 cl., eller hvad der svarer til en standard whisky flaske. For 300,- kan man også købe ganske fornuftig whisky, der holder en del længere, end den time, det tog at drikke den øl. Er man øl-nørd, så bør man dog stadig prøve at købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Paradox Islay er, at der kan købes whisky i samme prisleje, men den er stadig oplevelsen værd.