Katarinas Stout Cask Edition – Lagret 6 måneder på bourbon fad
Katarinas Stout Cask Edition er en Russian Imperial Stout på 10% vol. fra Bryghuset Kragelund, der er beliggende i den lille by Kragelund ved Silkeborg i Danmark. Denne udgave af deres normale Katarinas Stout er lagret på amerikanske ex-bourbon fad fra Buffalo Trace Distillery i 6 måneder. Øllen er lavet i begrænset oplag, og jeg har fået flaske nummer 263 af de 392 eksemplarer, der er fremstillet. Øllen er endvidere ufiltreret og flaskemodnet.
Besøg bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #276
Anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition
Næse:
Man får først en fin vinøs fornemmelse i næsen. Dette erstattes dog hurtigt af de hårdt ristede malte, der herefter er meget dominerende. Man dufter kaffe og mørk chokolade, og man får en lidt tør følelse i næsen, som giver et lidt melet indtryk. PÅ trods af dette kan man dog også efter lidt tid opfange en god sødme, og måske endda også vanilje, som godt kan komme fra de aflagte ex-bourbon fad fra Buffalo Trace. Man mærker hverken humle eller den høje alkohol på duften.
Palette:
Smagen er også præget af de mørke malte. Det er kaffe og mørk chokolade. Man smager straks vanilje, som sandsynligvis også kommer fra ex-bourbon fadene. Der er også en utrolig god sødme i øllen. En sødme man kan genkende fra amerikansk bourbon, dog uden at øllen smager decideret af bourbon. Blandingen af disse udtryk giver nærmest en smagsoplevelse som man kender fra lakrids. Munden dækkes ligeledes af denne sødme og fylde. Man kan efter nogle mundfulde smage en smule mørke tørrede frugter som rosiner og svesker.
Afslutning:
Øllen har en god og lang afslutning. Katarinas Stout Cask Edition giver en god sødme i eftersmagen. Man smager tydeligt vanilje. Også her træder den mørke malt frem med kaffe og mørk chokolade. Fornemmelsen med at munden dækkes, af lakrids sødme og fylde, forlænges ind i eftersmagen. Dette giver en meget voluminøs oplevelse. Man mærker en lille varme fra de 10% Vol alkohol, men det er ikke dominerende på måde.
Hvad siger producenten:
“Katarinas Stout – er en Russian Imperial Stout – En sort, fed ale og en smagsoplevelse grænsende til det ekstreme! Brygget på den gode marris otter malt og med rigeligt sort ristet byg og sorte malte til at give øllet karakter. Smagen har noter af anis og kaffe. Katarina er humlet med de engelske northdown og East Kent goldings humler.“
Konklusion
Fantastisk øl. Det er særligt interessant at duften forekommer melet, som man ofte kan opleve på øl, der er brygget på de helt mørke malt-typer, men at smagen er helt anderledes fyldig og interessant. Det giver en kompleksitet som kun kan anbefales. Jeg er sikker på at det melede udtryk fra duften også har været i smagen, hvis det ikke havde været for de 6 måneders lagring på Buffalo Trace fad. Som håndbrygger har jeg erfaring med at de meget mørke stouts er melede i starten, men efterhånden som de ligger i flasken, i indtil flere år, des mere erstattes melet med fylde og rundhed. Prisen på denne fadlagrede øl er lige over 70,- kroner. Det er selvfølgelig en ret høj pris for en øl, men jeg mener man får en del for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Katarinas Stout Cask Edition er, at man ikke skal undervurdere fadlagring af mørke øl, da det ofte ender ud i et glimrende resultat, som med dette fine bryg.