Kingsbarns Spirit Drink – New-make fra Lowland

Kingsbarns Spirit Drink – mens vi venter på whiskyen

Kingsbarns Spirit Drink er en skotsk new-make på 63,5% Vol. Whiskyen er produceret af Kingsbarns Distillery, der er et af de skotske destillerier beliggende i Lowland regionen. Destilleriet er relativt nyt, og har ikke udgivet whisky endnu. Denne new-make giver mulighed for at smage på rå-spritten mens vi venter på at whiskyen bliver færdig. Rå-spritten er ikke kølefiltreret. Jeg har købt denne sample på whiskymessen 2019, og jeg så det som en mulighed for at få lov at smage spiritus fra dette nye destilleri.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #78

Anmeldelse af Kingsbarns Spirit Drink

Næse:

Det første som rammer næsen er sødme. Det er en blanding af malt- og frugtsødme. Man dufter lidt modne pærer. Da alkoholprocenten er på 63,5% vol. kan man med fordel tilsætte noget vand, for at nedbringe denne, da den ellers forekommer ret tydeligt i aromaen. Men vand tilsat bliver frugtnoterne tydeligere og man fornemmer lidt blomster i baggrunden.

Kingsbarns Spirit Drink - Sample

Kingsbarns Spirit Drink – Sample

Palette:

Smagen er som duften også præget af sødme. Igen er det maltsødme, der er fint bakket op af frugtsødme. Pærer er igen fremtrædende, men man fornemmer lidt tropiske frugter som mango og fersken. Også her kan man med fordel nedvande alkoholen en del, da den ellers brænder så meget, at det meste af smagen går tabt. Med vand tilsat har den et ret blødt udtryk.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne new-make. Man sidder med et sødt udtryk i munden, som dog hurtigt aftager. Også her smages stadig en smule af pærer og de tropiske frugter. Man får en god varme i munden fra alkoholen, men dette justeres naturligvis med en passende mængde vand.

Hvad siger producenten:

“A chance to sample the new make spirit as it tastes when it goes into cask. Fruity floral characters. Add water to taste. “

Konklusion:

Det smager sådan set godt. Det er naturligvis ikke whisky, men det ser lovende ud. Basisproduktet til fremstilling af god whisky er i hvert fald i orden. Man kan købe en flaske på 20 cl. for omkring 200,- kroner, og det må jeg nok sige er en voldsom pris, på noget som bedst kan sammenlignes med snaps eller vodka. Jeg købte en sample, og det er fint for mig, da en hel flaske ville være for meget, da den kun er købt for at tilfredsstille min nysgerrighed. Konklusion på denne anmeldelse af Kingsbarns Spirit Drink er, at det bliver spændende at følge destilleriet, og mon ikke der bliver købt en flaske rigtig whisky på et tidspunkt.

1/5 (1)