Talisker 10 Year Old – til nybegynderen af røget whisky

Talisker 10 Year Old – god for begyndere af røget whisky

Talisker 10 Year Old er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Talisker Distillery ligger på Isle of Skye, og whiskyen er derfor, hvad man kalder en Island single malt whisky. Talisker Distillery er ejet af Diageo. Denne whisky er en af “The Classic Malts of Scotland“, hvor den er Diageos repræsentant for Island regionen. Whiskyen har lagret 10 år på ex-bourbon fad og er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #21

Anmeldelse af Talisker 10 Year Old

Næse:

Det første indtryk af denne whisky er en tyk fornemmelse af røg og tørv. Når den værste røg har lagt sig, så aner man fine toner af tang og frugtagtig – måske æbler. På trods af den kraftige røg fornemmer man dog stadig en form for friskhed i næsen. Man fornemmer en grad af citrus og syrlighed.

Talisker 10 Year Old

Talisker 10 Year Old

Palette:

Dette er en kraftig dram på 45,8% Vol. Uden tilsat vand giver den en krftig fornemmelse af alkohol og brænder lidt på tungen. Det klæder Talisker 10 Year Old at få tilsat lidt vand. Det åbner smagen mere op, og man kan nu tydeligt fornemme den røgede smag. Bag den røgede smag gemmer sig flotte toner af frugt og peber. Man fornemmer også en vis form for sødme, dog uden det bliver kvalmende på nogen måder. Man kommer til at tænke på pibetobak.

Afslutning:

Afslutningen på denne whisky efterlader drikkeren med en god, varm fornemmelse. Man fornemmer tydeligt røg og peber i eftersmagen. På trods af en vis sødme i paletten, som oftest efterlader en blød fornemmelse i munden, så virker denne dram tør i eftersmagen. Eftersmagen er vedvarende i en god rum tid, så man virkelig kan nå at nyde den.

Hvad siger producenten:

“The classic stalwart of the Talisker family. The perfect companion for when the day is done, smooth, smoky with a comforting afterglow.”

Konklusion:

Denne whisky kan købes for mellem 300,- og 400,- kroner for en flaske. Det er den helt sikkert værd. Den kan ved første oplevelse virke en lille smule barsk, men når man lærer den at kende, så er det en god dram. Hvis man ikke er vandt til at drikke røgede whiskyer, så er dette et godt sted at starte. Man får lidt “bid” i whiskyen, men stadig med fine undertoner.  Whiskyen er med i Diageos serie af single malt whiskyer, der repræsenter de forskellige regioner i Skotland, og jeg synes det er en værdig repræsentant for Island regionen. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 10 Year Old er, at det er en god whisky – særligt til prisen.

4/5 (3)