Ardbeg Ten – The Ultimate

Ardbeg Ten – definitionen af røg fra Islay

Ardbeg Ten er en skotsk whisky på 46% Vol. Ardbeg Distillery ligger på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Louis Vuitton Moët Hennessy. Whiskyen er modnet 10 år på en blanding af first fill og second fill ex-bourbon fad. Endvidere er denne whisky ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #25

Anmeldelse af Ardbeg Ten

Næse:

RØG! Det første der rammer næsen er røg, røg og atter røg, så det næsten minder om afbrændt gummi. Men med lidt tålmodighed med whiskyen i glasset, og en næse der ofte dufter til drammen, så kommer man dybere ind i duft aromaerne. Når røgsløret har lagt sig, så dufter man frugter, som æbler og umodne pærer, der giver et lidt syrligt tilsnit. Man mærker også en utrolig bund af sødme efter lidt tid. Drikker man den som den kommer fra flasken, så har man også en tydelig fornemmelse af alkohol. Jeg syntes whiskyen vinder ved at få tilsat et par dråber vand, som i den grad er med til at lukke op for godteposen af dufte.

Ardbeg Ten

Ardbeg Ten

Palette:

Paletten er også præget af røg. Men som i næsen, så kan smagsløgene også komme igennem røgsløret, og opfange utroligt fine nuancer. Man smager straks en god bund af sødme i denne dram. På trods af den relativt kraftige sødme, så smager man også syren fra umoden frugt. Der er svage toner af vanilje, krydderi og egetræ, som de 10 år på fad har givet, og man mærker tilstedeværelse af salt. Man får endvidere en lidt olie-agtig fornemmelse på tungen.

Afslutning:

Eftersmagen på whiskyen er også indhyllet i røg. Også her er der en blanding af god restsødme og syrlighed man kender fra umodne frugter. Det hele toppes af med en næsten mint-agtig, og tydelig saltet smag i afslutningen. Afslutningen trækkes fint ud over en længere periode, og tungen tørrer slutteligt lidt ud, med en let prikken på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Ardbeg Ten Years Old is revered around the world as the peatiest, smokiest, most complex single malt of them all. Yet it does not flaunt the peat; rather it gives way to the natural sweetness of the malt to produce a whisky of perfect balance. Named World Whisky of the Year in 2008.”

Konklusion:

Denne whisky er utroligt spændende. Ikke alene er det en røg-bombe, men den er faktisk samtidig fyldt med interessante kontraster. Man har den gode bund af sødme, som på nærmest finurlig vis går hånd i hånd med en form for syrlighed. Denne kontrast er nærmest fascinerende. Samtidig giver fornemmelsen af olie og salt, i forening med krydderier og vanilje, en god kompleksitet til whiskyen. Men for at nyde denne dram så er det vigtigt at give, både drammen og nyderen, tid. Drammen skal have tid til at stå i glasset, og lukke op for alle de fine nuancer. Nyderen skal have tid til at komme igennem røgsløret, for at opfange alle disse fine nuancer, som drammen åbner op for. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Ten er, at det er en super god whisky, der vel nærmest definerer Islay regionen, for det den er mest kendt for, nemlig røg og kompleksitet!

4.38/5 (8)