Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish – Sinclair Series

Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish – ex-bourbon og ex-vin fad

Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish er en whisky på 46,3% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Tobermory Distillery på Isle of Mull. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad, og afslutningsvis lagret på spanske ex-vin fad, der tidligere har indeholdt Rioja vin. Det fremgår ikke hvor længe den lagringen har varet, da flasken kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er den første i en serie af aftapninger, som destilleriet kalder “Sinclair Series”  Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #322

Anmeldelse af Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish

Næse:

Der duftes først røg, når glasset kommer op til næsen. Det er en røg som den man finder i tørre stykker kul, inden de smides på grillen. Der følges hurtigt op med sødme fra modne bær. Der duftes søde jordbær, hindbær og skovbær, og der anes lidt vindruer i baggrunden. Når glasset har stået i nogle minutter kommer lidt vanilje og egetræ frem, og man fornemmer lidt lakridsrod. Ligeledes kommer et let maritimt indtryk frem i drammen. Alkoholen mærkes ikke i duften.

Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish

Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen end i duften. Sammen med stærk peber og kanel giver den et kraftigt første indtryk i munden. Efter et par nip til drammen er munden tilpasset, men lidt vand kan også nedtone det. Der følges hurtigt op med sødmefuld røg, som man kender fra grillet kød. De maritime noter er mere markante i smagen, og der er en tydelig saltet note på tunge og læber. De søde bær kommer frem igennem røgen, og der smages hindbær og skovbær. Der kommer gradvist en lidt bitter note frem, som minder om den, man kender fra lakridsrod og mørk kakaopulver.

Afslutning:

Der er en medium eftersmag på denne Island whisky. Røgen og maritime noter dominerer i begyndelsen. Momentvis kigger de søde bær lidt frem, mens en let syrlighed for første gang kommer frem. Smagen af vanilje, karamel og egetræ bliver gradvist tydeligere. Ligeledes tiltager bitterheden også, mens der smages lakridsrod og mørk chokolade. Man efterlades med en tør og lidt saltet smag i munden, og tankerne går i retning af salt-karamel, mens varmen fra alkoholen mærkes i munden.

Hvad siger producenten:

“This first expression in our Sinclair Series is inspired by the Spanish galleon which sank off the harbour of Tobermory more than 400 years ago. Believed to have been laden with jewels, we have finished our smoky Ledaig signature expression in hand selected Rioja casks in honour of the Spanish treasure buried deep off our shoreline. Made with heavily peated barley before being matured in ex-bourbon casks, and finished in hand-selected Spanish Rioja casks, this single malt contains powerful flavours of smoke, spice, grape and sweet berries, with a lingering saltiness.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide røg og maritime noter, så er dette et godt bud på en god whisky. Samtidig tilføjer søde bær, lakridsrod og kakao lidt mere tyngde i drammen. Det hele løftes op af de 46,3% vol alkohol, uden den dog bliver voldsomt kompleks. Jeg var heldig at finde aftapningen i udlandet til 250,-, så jeg købte to flasker. Selvom dette er en whisky uden aldersangivelse, så må det siges at være en skarp pris for denne oplevelse. Har man mulighed for, at finde denne første aftapning i “Sinclair Series”, så bør man gøre sig selv den tjeneste, at købe en flaske eller to af denne whisky fra Skotland. Konklusionen på denne anmeldelse af Tobermory Ledaig Rioja Cask Finish er, at whiskyen er god, og hvis dette niveau holdes, så skal jeg klart have de næste aftapninger i Sinclair Series.

4/5 (1)