Ben Nevis 10 Year Old – den klassiske fra destilleriet
Ben Nevis 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Ben Nevis Distillery, som er et af Skotlands destillerer i Highland regionen. Denne whisky har lagret på traditionelle ex-bourbon egetræsfad og ex-sherry fad. Whiskyen er en af destilleriets hjørnestens produkter, og en af de få single malts der udgives. Whiskyen har lagret mindst 10 år på disse fad, og er desuden kølefiltreret, men kommer uden tilsat farve. Whiskyen har vundet flere internationale priser.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #172
Anmeldelse af Ben Nevis 10 Year Old
Næse:
Det er en afdæmpet oplevelse når næsen sættes til glasset første gang. Der er er ikke noget som åbenlyst kommer ud af glasset, det skulle da lige være lidt alkohol. Lidt vand og nogle minutter i glasset åbner til gengæld op for et væld af duftindtryk. Nu duftes søde appelsiner og rosiner. Man fornemmer også en smule moden frugt. Efterhånden kommer en snert vanilje frem, og duften ændrer en smule karakter, så man nu dufter tydeligt mandel. Efter lang tid i glasset mærkes en smule mint.
Palette:
Der er først en del sprit i smagen, så lidt vand gør drammen en tjeneste, hvorved de 46% vol alkohol formindskes en anelse. Herefter kommer tydelig smag af sød frugt og søde appelsiner. Efter et par nip af glasset kommer smagen af mandel, som også var at finde i duften, også frem i paletten. Man fornemmer også vanilje og lidt kaffe. Man har næsten en fornemmelse af marcipan i munden. Der mærkes en let bitterhed som den man kender fra mørk chokolade.
Afslutning:
Der er en afslutning af medium længde i denne whisky. Eftersmagen er præget af varme fra alkoholen. Der er nu lidt stærke krydderier at mærke i munden. Smagen af vanilje og mandel klinger stille og roligt af. Efter nogle minutter sider man med en fornemmelse som når man har spist en sød appelsin. Der er en god sødme og syrlighed på en gang. Slutteligt klinger oplevelsen af i en let bitter note på tungen, og en smule honning bagerst i munden..
Hvad siger producenten:
“A Period of 10 years of maturing in oak casks stored in our warehouses nestled at the foot of the mountain ensues before we consider the fine whisky to be ready for drinking by the discerning.”
Konklusion:
Dette er virkelig en spænende dram. Der er god kompleksitet mellem syrlighed og sødme. Samtidig er der godt bid i alkoholen, og fine nuancer af stærke krydderier og vanilje. Det giver et godt samspil af smagsoplevelser. Dette er desværre en miniature flaske, for jeg tror at denne dram ville være fin at følge igennem en hel flaskes levetid, hvor man virkelig kan bruge tid på at lære den at kende. Noget som sølle 5 cl. desværre ikke kan opfylde. Jeg købte denne miniature flaske til 59,- kroner, og man kan erhverve en hel flaske for under 500,- kroner, og denne Highland single malt whisky er alle pengene værd. Jeg er meget imponeret over det udbytte den har fået af 10 år på fad. Konklusionen på denne anmeldelse af Ben Nevis 10 Year Old er, at det er en utrolig spændende og kompleks 10 årig Highland whisky.