Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – ex-sherry og ex-bourbon fad

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra Springbank Distillery i den skotske Campbeltown region. Den har modnet på 65% ex-sherry fad, 35% ex-bourbon fad i 21 år, som det også fremgår af etiketten på flasken. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Flasken har kode 23/218 og er aftappet den 18. oktober 2023 som en “Limited Release”. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt med alle destilleriets 2023 aftapninger. Denne sample er fra dette sæt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #489

Anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023

Næse:

Tydelig røg kommer op fra glasset først. Dette aftager gradvist når drammen har stået i glasset i nogle minutter. Efterfølgende kommer en tydelig note af egetræ mere frem, der tilfører en let bitterhed som det man kender fra hasselnødder.. Der duftes friske krydderurter som mynte og timian. Bagved anes lidt søde tropiske frugter som ananas og fersken. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 - sample

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – sample

Palette:

Der er mere kraft i de 46% vol alkohol i smagen, men den virker dog ikke sprittet. Der er tydelig stærk peber og kanel på tungen, der sammen med alkoholen giver tydelig varme i munden som det første. Der gives dog hurtigt plads karamel- og sirupssødme. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky kommer de tropiske frugter, der også var at finde i duften, en anelse mere frem fra baggrunden. Der smages søde ferskner og ananas. Der anes et let lag af røg over hele smagsindtrykket, men det er meget tilbagetrukket.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Der anes stadig sødme fra sirup, karamel og søde frugter i munden. Der er en tiltagen bitterhed i afslutningen, og der smages mandler og hasselnødder. I kombination med sødmen giver det associationer til marcipan. Maritime og mineralske noter kommer sluttelig frem, og giver en fornemmelse af flintesten, hav og salt på læberne. Sammen med et strejf af røg giver det en tør afslutning.

Hvad siger producenten:

“Nose: There is a savoury note in the introduction to this dram, along with hints of hazelnut and blackcurrants. Palate: Syrupy sweet yet delicate on the papalte, there are notes of fizzy cola bottles and cigar box smoke. Finish: A characteristically Longrow finish reminiscent of single beaches, flint and seaweed.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, og Springbank i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Der er god kompleksitet og fine oplevelser for alle sanserne. Når det er sagt, så koster en flaske omkring 3500,- kroner. Med denne prissætning kan der findes meget andet god whisky. Personligt ville jeg nok foretrække at købe 3 – 4 flasker andet whisky. Jeg er dog ganske tilfreds med at have smagt denne sample, for der er så absolut ikke noget galt med whiskyen. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er, at det er en dejlig whisky, men det får man i den grad også lov at betale for.

4/5 (1)