Glen Scotia 15 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Glen Scotia 15 Year Old – Ex-bourbon fad

Glen Scotia 15 Year Old er skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra Glen Scotia Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Campbeltown området. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ. Denne lagring har varet i mindst 15 år, som det også fremgår på flasken. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #377

Anmeldelse af Glen Scotia 15 Year Old

Næse:

Sødme fra lys karamel rammer næsen som det første. Sødmen fra tørrede frugter er ligeledes hurtigt fremme i glasset. Der duftes dadler og tørrede figner. I baggrunden duftes sødme og lidt syrlighed, som den man kender i både søde appelsiner og moden ananas. Der anes en let mineralsk note, der leder tankerne i retning af flintesten, der slås mod hinanden. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en lidt jordslået duft, som den man kender fra en fugtig kælder et et gammelt loftsrum. De 46% Vol. alkohol mærkes ikke i duften.

Glen Scotia 15 Year Old - Miniature

Glen Scotia 15 Year Old – Miniature

Palette:

De søde tørrede frugter rammer smagsløgene først. Igen er det dadler og figner, men også lidt tørrede abrikoser. Syrligheden i i appelsinen og ananassen er mere markant i smagen, end hvad duften umiddelbart gav udtryk for. Der mærkes stærk ingefær og kanel på tungen, der giver varme og en lidt prikkende følelse. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky fremkommer egetræ også i smagen, og medbringer lidt bitterhed og tørhed. Noterne af karamel, som mødte næsen først, kommer nu også frem i smagen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Den stærke ingefær og kanel mærkes stadig på tungen, og aftager langsomt. Bitterheden er tydeligere i eftersmagen, og tankerne ledes i retning af mandler. I baggrunden smages stadig lidt appelsin og ananas. De tørrede frugter kommer momentvis frem i afslutningen, men er ikke så tydelige som i smagen. Man efterlades med en smag af karamel, lidt bitter kaffe og mørk chokolade, mens munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“The whisky has been gently matured in our finest American oak barrels before bottling. The signature nose has hints of vanilla oak, interwoven with the subtle notes of sea spray and spicy aromatic fruits.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Der er fint samspil mellem sødme, syrlighed og bitterhed, der tilbyder en ganske fin kompleksitet. Dette er en whisky som man sagtens kan bruge en del tid med i glasset, og det kunne være interessant at følge en hel flaskes liv. Man kan købe en flaske for cirka 550,- kroner. Hvis man som jeg er glad for Campbeltown whisky, så bør man helt sikkert prøve at købe denne. En prissætning i dette niveau for en aftapning med aldersangivelse på 15 år, er et yderst rimeligt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Scotia 15 Year Old, er at det er fornuftig whisky til en fornuftig pris, og som Campbeltown fan er det et “must”.

4/5 (1)