Glengoyne 18 Year Old – sherry, sherry og sherry
Glengoyne 18 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er destilleret på Glengoyne Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland regionen. Whiskyen har primært lagret på first fill ex-sherry fad. En lille del har også lagret i genbrugte ex-sherry fad. Whiskyen har lagret i 18 år på disse fad, inden den slutteligt er hældt på flaske. Denne dram er desuden kølefiltreret. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019, som en gratis smagsprøve.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #146
Anmeldelse af Glengoyne 18 Year Old
Næse:
Først får man en tydelig sherry-sødme i næsen. Det er de mørke frugter som rosiner, abrikoser, og meget modne kirsebær som dukker op. Efter lidt tid i glasset kommer en smule noter af modne røde æbler mere frem. Man fornemmer også lidt aroma som man kender fra honningmelon og bananer. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i næsen, og denne Highland single malt whisky fremstår rund, blød og indbydende.
Palette:
Alkoholen er mere markant i smagen, og den giver et fornuftigt spark på tungen. Dette justeres fint med et par dråber vand, hvis man syntes det er for dominerende. Igen er sherryen meget dominerende, hvor de mørker noter af tørre abrikoser og rosiner er tydelige. Efter et par smagsprøver fremkommer en svag tone af mandler, som kan lede tankerne hen på marcipan. På spidsen af tungen fornemmer man lidt stærke krydderier som muskatnød og kanel.
Afslutning:
Der er en god lang afslutning på whiskyen, der er præget af en god varme fra de 43% vol alkohol. Ikke at det brænder, men det giver en behagelig varm fornemmelse i munden. Egetræet er mere dominerende i eftersmagen. Der fremkommer en smule karamel og vanilje i baggrunden. Den bløde fornemmelse i aromaen og smagen, ændrer karakter over i et mere tørt udtryk. Der er en smule bitterhed som man kender fra skrællen på en citrusfrugt. Efter nogle minutter har man følelsen af mælkechokolade i munden.
Hvad siger producenten:
“Spicy vanilla fruit, ripe apples and a rich, luxurious mouthfeel. This is the result of eighteen long years and a generous proportion of first-fill sherry casks.”
Konklusion:
Dette er en god whisky som virkelig tilbyder meget. Man får meget sherry, men bagved gemmer sig mere end man ser ved første indtryk. Drammen fortjerner, at man bruger noget tid med den, og virkelig studerer alle de nuancer den tilbyder. En opgave som desværre er lidt svær med en sample på begrænset størrelse. Man kan købe en flaske for omkring 800,- kroner, og det er den bestemt værd. Jeg skal have købt en flaske ved lejlighed, for at følge udviklingen, og dykke dybere ned i dens mange nuancer. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne 18 Year Old er, at den bør være del i enhver whiskysamling.