Ardmore 2009 12 Year Old – Ex-oloroso sherry fad
Ardmore 2009 12 Year Old er en skotsk whisky på 56,3% Vol. Whiskyen kommer fra Ardmore Distillery i Highland regionen. Råspritten er destilleret og hældt på fad den 15/1-2009. Herefter har denne single cask aftapning først modnet i et puncheon fad, hvoraf størstedelen er blev aftappet. 50 liter af dette fad fik herefter lov til at lagre yderligere fra den 26/10-2021 på et first fill Oloroso octave fad nummer 2643B. Whiskyen er aftappet den 4/5-2022 af Fadandel.dk, med en aldersangivelse på 12 år. Der er aftappet 67 flasker uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #474
Anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old
Næse:
En let rød kommer frem fra glasset først. Det er en lidt tør røg, som man kan opleve det i aske i brændeovnen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer et let medicinsk udtryk ind over whiskyen, hvor der er en let duft af gammel lærredsplaster. En oplevelse man også ofte finder i whisky fra Islay. Bagved ligger en let duft af søde appelsiner og modne mangofrugter. Dette forstærkes i duften efter at have smagt på whiskyen. Svagt anes lidt mørk chokolade i baggrunden. De 56,3% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.
Palette:
Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand. Med vand kommer de solmodne appelsiner og mangofrugter hurtigt frem i smagen. Der smages lidt mørk chokolade og valnødder i baggrunden, der dog hurtigt er væk. Momentvis opleves lidt stærk ingefær og mynte på tungen. Smagsoplevelsen er pakket ind i en let askelignende røg, der har et medicinsk strejf.
Afslutning:
Der er medium eftersmag på whiskyen. Røgen ligger som et fint lag i hele munden. De solmodne frugter er mere tilbagetrukne i eftersmagen, og opleves kun fjernt. Der er tydelig mynte på tungen, mens bitterheden gradvist tiltager. Efterhånden som bitterheden tiltager, forstærkes fornemmelsen af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med en smule tørhed i munden, og med et minde om overtrukket mynte-te.
Hvad siger producenten:
“Denne 12 års Ardmore har fået en 6 måneder finish, på et 1st Fill Oloroso Octave fad, inden vi har fået den aftappet, ved en fadstyrke på 56,3%. Selve whiskyen, kommer fra en af vores tidligere fadandele (#041 – Ardmore Puncheon), som vi aftappede i 2021. Ved aftapningen af Puncheon fad, påfyldte vi dette 1st Fill Oloroso Octave fad, med ca. 50L, for at give den en god sherry finish.”
Konklusion:
Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med røg, hvor det ikke er den altoverskyggende profil, så er dette et godt bud på en flaske. Særligt interessant er kombinationen mellem let røg, og den tydelige mynte der opleves i eftersmagen. Det giver drammen et næsten frisk udtryk. Man kan købe en flaske for 765,- kroner hos Fadandel.dk, og det skulle jeg nok have gjort i stedet for blot en sample. Med denne prissætning er drammen ganske konkurrencedygtig i både smag og pris, med andre tilsvarende uafhgængige aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old er, at det er en dejlig whisky, hvor jeg godt ville have haft en hel flaske.