Ballantine’s Finest Blended Scotch Whisky – med whisky fra Speyside
Ballantine’s Finest er en skotsk blended whisky på 40% Vol. George Ballantine and Son er beliggende i Dumbarton i Skotland. Ballantine’s producerer primært blended whisky, hvor Ballantine’s Finest er deres bedst sælgende. Producenten har dog også lanceret single malt whisky. De har smidt de tre vigtigste single malt whiskyer fra Ballantine’s Finest på gaden. Serien hedder “Ballantine’s Series” og består af Miltonduff 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old og Glenburgie 15 Year Old, der alle indgår i denne flaske, og alle er destillerier fra Speyside regionen. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen. Da jeg har smagt alle tre aftapninger blev denne flaske købt af “akademiske årsager”. Denne blend er uden aldersangivelse.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #252
Anmeldelse af Ballantine’s Finest
Næse:
Man dufter først en smule egetræ i aromaen. Langsomt kommer en lille smule moden frugt frem. Det er duften af røde æbler som er tydeligst, med lidt pære i baggrunden. Man mærker en anelse mint i duften. De 40% vol er ikke at mærke i duften. Den fremtræder ret blød og uden bid af nogen slags.
Palette:
Man smager også en smule søde frugter, når man nipper til denne dram. Som i duften, så mærker man også i smagen en smule mint. I baggrunden fornemmes svagt lidt vanilje. Der er en let smag af plastik over drammen. Det giver en lidt mærkelig fornemmelse i munden. Alkoholen viser sig heller ikke i smagen. Den virker næsten tynd og vandet.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på denne whisky. Smagen af plastik, som også var at finde i paletten, er dominerende i begyndelsen. Dette aftager dog hurtigt, og man sidder med en let frugtsødme tilbage. Man fornemmer svagt en lille snert af vanilje i baggrunden. Ligeledes er der en let varme i munden fra spritten, men ikke noget som er med til at give et ekstra spark.
Hvad siger producenten:
“Slightly sweet with a touch of vanilla. Perfect for mixing to start the night. The first ever Ballantine’s recipe. Start the night with a whisky that stayed true to it’s original recipa since 1910.”
Konklusion:
Dette er den billige metervare blended whisky. Der er ikke den store oplevelse at komme efter. Man kan købe en flaske på tilbud til lige omkring 100,- kroner. Hvis man er på et stramt budget, så ville jeg nok stadig vælge at spare lidt mere sammen, og købe en flaske til omkring 200,- kroner. Der er et fornuftigt udvalg af bedre blends og single malt whisky i det prisleje. Har men nu købt en flaske, så kan man jo bruge den til drinks, grønlandsk kaffe eller whiskysovs. Her egner den sig sikkert glimrende. Jeg fik styret min nysgerrighed, og “akademiske interesse”. Man godt fornemme, at der er brugt noget fra de tre destillerier i “Ballantine’s Series”. Der er en del kendetegn fra Speyside whisky i dette blend. Der er noter af sød frugt til stede, som peger lidt i den retning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ballantine’s Finest er, at det ikke er den store nydelse, og den bør nok bruges til alt andet, end at blive drukket rent.