Macallan Gold Double Cask – Lagret på ex-sherry fad
Macallan Gold Double Cask er en whisky på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet af The Macallan Distillery, der er er et af de skotske destillerier i Speyside distriktet. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-sherry fad, fremstillet af både amerikansk og europæisk egetræ. Det fremgår ikke af indpakningen, hvor længe denne modning har varet, da den kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og er fremstillet med brug af kølefiltrering.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #410
Anmeldelse af Macallan Gold Double Cask
Næse:
Der duftes først en let syrlighed, som fra umodne grønne æbler. Syrligheden ændrer gradvist mere karakter, og bliver mere som den man kender fra citrusfrugter. Der duftes sødmefuld grapefrugter, med et strejf af citroner. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter, kommer en let duft af vanilje og karamel frem fra baggrunden. Ligeledes anes nyslået græs og ingefær i duften. De 40% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.
Palette:
Syrligheden, der også var at finde i duften, rammer også munden som det første. Der smages tydelig søde grapefrugter og appelsiner, med et strejf af citron og umodne æbler i baggrunden. Efter et par nip af denne whisky kommer vanilje- og karamelsødme mere frem. Ligeledes anes efterhånden også en smule bitterhed. Momentvis opleves lidt stærk ingefær på tungen, men det er dog hurtigt væk igen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på denne whisky. Modsat i duften og smagen, så er er eftersmagen tydelig præget af vanilje og karamel. De syrlige noter fra citrusfrugterne er trukket et stykke i baggrunden. Smagen af egetræ er også tydeligere i afslutningen, og med sig er en let bitterhed, der forstærkes hen mod slutningen. Momentvis anes et strejf af kanel i smagen, inden munden slutteligt tørrer helt ud. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist lidt for umoden grapefrugt.
Hvad siger producenten:
“The Macallan Double Cask Gold forms part of our Double Cask range which marries the classic Macallan style and the unmistakable sweetness of American oak. Light citrus notes and boiled sweets that dominate the palate before giving way to cinnamon, ginger and toasted apples.”
Konklusion:
Dette er en nogenlunde whisky. Kan man lide klassisk Speyside whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen, så er dette et godt valg. Den er let at gå til, og alle kan være med. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. Konkurrencen i dette prisleje er hård, og jeg ville personlig selv kigge andre steder, efter en dram med lidt mere tyngde. Når det er sagt, så er det stadig en fin hverdagsdram, eller en dram du sidder og drikker i godt selskab, hvor du ikke sidder og fordyber dig i drammen. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan Gold Double Cask er, at det er en fin dram som hverdags whisky, eller til nybegynderen på whisky rejsen.