Compass Box The Story of the Spaniard – Blended Malt Scotch Whisky

Compass Box The Story of the Spaniard – Spanish Wine Casks

Compass Box The Story of the Spaniard er en skotsk blended malt whisky på 43% Vol. Den er sendt på markedet af blenderen Compass Box Whisky. Whiskyen har modnet på et mix af ex-sherry fad, ex-bourbon fad og ex-vin fad fra Spanien. Der er blandet whisky fra ukendte Highland destillerier i, mens størstedelen blandt andet andet kommer fra Teaninich Distillery, Deanston Distillery, og Glen Elgin Distillery i denne aftapning. Omkring 50% af blended kommer fra ex-sherry fad, 25% fra ex-vin fad og 25% fra ex-bourbon fad. Det vides ikke hvor længe whiskyen fra de forskellige destillerier har modnet på fadene, da flasken kommer uden aldersangivelse. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering og den har kode TS2018-A.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #480

Anmeldelse af Compass Box The Story of the Spaniard

Næse:

Man dufter først sødmefulde tørrede frugter, når glasset sættes op til næsen. Der er tydelige abrikoser og rosiner. En let syrlig note kommer gradvist mere frem i glasset. Det er en duft som minder lidt om umodne vindruer. Der følges op med lidt søde bær som solbær og skovbær. Kombinationen mellem sødme og syrlighed giver et lidt vinøst udtryk. Efter nogle minutter i glasset kommer en duft af mælkechokolade, sød karamel og hasselnødder frem fra baggrunden. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i næsen.

Compass Box The Story of the Spaniard - Sample

Compass Box The Story of the Spaniard – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er de søde og tørrede frugter som rammer smagsløgene først. Der smages rosiner og abrikoser. Der følges hurtigt op med søde skovbær og solbær, I baggrunden opfanges en let syrlig note, der leder tankerne i retning af umoden frugt. Efter et par nip til denne blended malt whisky, bliver mælkechokolade, vanilje og karamel gradvist tydeligere. En let bitterhed ligger i baggrunden, og minder om det der findes i hasselnødder. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Sødmen har lagt sig som et fint lag i munden. Syrligheden, der også var at finde i både duft og smag, er en kende mere tydelig i eftersmagen. Sammen med lidt bitterhed minder det om umodne stikkelsbær og revet skal fra citron. Momentvis mærkes lidt prikken fra stærk kanel på tungen, men det er hurtigt væk igen. Man efterlades med en lidt tør fornemmelse i munden, og et minde om mælkechokolade, karamel og hasselnødder.

Hvad siger Producenten:

“The name is a nod to our founder’s chance encounter with a man in the South of Spain, where he was introduced to Sherry for the first time. Years later, John was reacquainted with Sherry through whiskies aged in former Sherry casks, known for the rich, deep flavours they provide. It’s a style of whisky John has been drawn to ever since.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig blended malt whisky. Kan man lide en dram med tydelig indflydelse fra ex-sherry fad, så er dette et godt bud på en whisky. Den er ikke voldsomt kompliceret at drikke, og der er ikke stor kompleksitet. Det er en whisky, hvor de fleste kan være med. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. I dette prisleje er konkurrencen hård. Personligt vil jeg nok se i retning af en single malt whisky for pengene, men der er også blended, der klarer sig bedre. Ud fra den betragtning er jeg som sådan glad for, at det blot er en whisky sample jeg har byttet mig til, og ikke en hel flaske jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Compass Box The Story of the Spaniard er, at det er fornuftig dram, men der findes bedre blended malt og single malt på markedet for pengene.

3/5 (1)