Cragganmore 20 Year Old – Rare by Nature (reklame)
Cragganmore 20 Year Old er en skotsk whisky på 55.8% Vol. Denne skotske single malt whisky, er med i Diageo’s “2020 Special Releases“, der også kaldes “Rare by Nature”. Whiskyen er fremstillet af Cragganmore Distillery i Speyside regionen. Spritten er brændt i 1999. Whiskyen har modnet 20 år på en kombination af genbrugte og ny-forkullede ex-bourbon fad. Som de andre udgivelser i denne serie, er hældt på flaske ved fuld fadstyrke, og sendt på markedet i begænset oplag. Denne sample har jeg fået sponsoret, så den kunne anmeldes på whiskyblog.dk.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #247
Anmeldelse af Cragganmore 20 Year Old
Næse:
Man dufter straks egetræ når glasset kommer til næsen. Hurtigt kommer mere frugt frem i duften. Der duftes nu modne pærer, honningmelon og mango. Langsomt kommer vanilje og en snert af mandel frem, der gradvist forstærkes, jo længere tid drammen står i glasset. Alkoholen mærkes i næsen, uden den fremtræder sprittet. Et par dråber vand forstærker frugtsødmen, og der kommer en let note af citrus frem fra baggrunden.
Palette:
Modne frugter rammer munden som det første, når der smages på whiskyen. Som i duften er der tydelig smag fra mango, honningmelon og modne pærer. Der smages også en del vanilje, der sammen med de modne pærer, leder tankerne i retning af dessert. Over hele smagsindtrykket fornemmes endvidere tydeligt egetræ, der giver en smule tørhed i munden. Alkoholen er tydelig, og lidt vand kan med fordel nedtone dette. Vand åbner også i smagen op for lette noter af citrus, og også en smule nyslået græs. Der mærkes momentvis lidt stærk ingefær på tungen.
Afslutning:
Der er en medium eftersmag på denne whisky. Eftersmagen er i begyndelsen præget af stærk ingefær og peber. Dette aftager gradvist, og egetræ bliver mere tydelig. Der opstår en let bitterhed, som minder om den man kender i umodne nødder. Lidt frisk mynte og græs-noter kommer frem fra baggrunden. Samtidig opfanges en lidt metallisk bi-smag. Sødmen, som har været tydelig i både duft og smag, er nærmes ikke at finde i eftersmagen. Man efterlades med tørhed i munden, mens varme fra alkoholen breder sig i brystet.
Hvad siger producenten:
“A Cragganmore of this age has never been released from the distillery, making this elusive malt a much-anticipated expression. In addition, sweet and mellow woody notes emerge from patient maturation over 20 years in refill casks.”
Konklusion:
Dette er en nogenlunde whisky, uden den imponerer specielt. Det mest interessante er kombinationen mellem frugtsødme og tørhed, der spiller godt op mod hinanden. Samtidig bæres det fint igennem med markant egetræ og højt indhold af alkohol. Man kan købe en flaske for lige under 1250,- kroner. For de penge kan man købe 3-4 flasker af den klassiske malt Cragganmore 12 Year Old. Nuvel, whiskyen er spændende, men prisen retfærdiggøres ikke helt i forhold til oplevelsen. For sådan et beløb er der andre flasker i “Rare by Nature” serien, som falder bedre i min smag, men det er naturligvis et spørgsmål om personlig præference. Sammenligner man med Cragganmore 12 Year Old 2019 Special Releases, der var 2019 seriens store positive overraskelse, så skuffer 2020 udgaven en anelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Cragganmore 20 Year Old 2020 Special Releases er, at man nok skal være stor tilhænger af mærket, før den bliver sådan rigtig interessant.