Kilkerran Work In Progress 1 – Bourbon og Sherry
Kilkerran Work In Progress 1 (Kilkerran WIP 1), er en skotsk whisky på 46% Vol fra det genåbnede Glengyle Distillery. Destilleriet er beliggende i Campbeltown regionen, så whiskyen er at betragte som en Campbeltown single malt whisky. Denne whisky er uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2004 og flasket i 2009, hvilket giver 5 år. Whiskyen er ikke kølefiltreret, der er ikke tilsat farve, og den har lagret på first fill ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Der er udgivet 9000 flasker af denne whisky, og min har flaske kode 09/268.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #17
Anmeldelse af Kilkerran Work In Progress 1
Næse:
Første indtryk i næsen er en relativt sprittet whisky. Den forekommer dog stadig meget mild, uden at udfordre sanserne på indtryk. Man fornemmer noter af vanilje og en smule karamel. Efter lidt tid i glasset, og en smule tilvending i næsen, så opfanger man en antydning af noget, som minder om mælkechokolade. Man kan svagt ane en smule røg, men ikke på nogen måde et kraftigt udtryk.
Palette:
Man opfanger straks røg i smagen, hvilket faktisk er lidt overraskende med den svage røg i duften. Det er ikke en kraftig røg, som man kender fra Islay single malt whisky, men en fin afdæmpet let-røget smag. Smagen forekommer også en anelse sprittet, men den åbner lidt op med en smule tilsat vand. Man smager nu nødder og en antydning af chokolade. Den giver en lidt olie-agtig fornemmelse i munden. Smagen er ikke specielt sød, men man kan godt mærke honning i paletten
Afslutning:
Kilkerran WIP 1 har ikke nogen lang afslutning. Man fornemmer en let brændende fornemmelse fra alkoholen. Når denne fornemmelse har fortaget sig smager man noter af vanilje. Man opfanger en form for syrlighed og bitterhed, der leder tankerne hen på revet citron- eller appelsinskal, som man kender det fra desserter. Også i eftersmagen har man en fornemmelse af olie, men med et frisk pift af græs og let salt. Der er en smule restsødme efter lidt tid, og et par mundfulde.
Hvad siger producenten:
“An initial burst of perfume leads you into a sweet, fruity and eventually spicy aroma. Cloves, more fruits sweetness. Still a Work in Progress, this whisky is already lively, zesty and full of flavour. The sweetness lasts all the way to the finish as vanilla flavours linger on your tongue.”
Konklusion:
Man fornemmer tydeligt at dette er en ung whisky. Den mangler noget modenhed fra flere år på fad. Når det så er sagt, så er det faktisk en ganske fin whisky, som har en del at byde på. Ikke fordi den er specielt kompleks, men den kombinerer nogle typisk tunge nuancer, fra røg og olie, med friske nuancer fra citrus og græs, hvilket har en god virkning. Flasken koster normalt 1200-1400 kr., men jeg var heldig at finde den til 425,- kr. Dette er ikke kun utroligt heldigt, men også en mere fornuftig og rimelig pris for en NAS whisky, som Kilkerran Work In Progress 1 trods alt er.