Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha – Signatory Vintage 2014/2019

Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha – Aftappet for whisky.dk (reklame)

Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha er en skotsk whisky på 60.6%. Whiskyen er fremstillet på Bunnahabhain Distillery, der ligger på øen Islay. Ex-bourbon fad nummer #10592 blev fyldt 10/10-2014, for senere at blive hældt på flaske den 1/2-2019 ved cask strength. Det betyder at denne aftapning er 4 år gammel. Aftapningen blev lanceret i forbindelse med  Whiskymessen 2019, sammen med Mortlach 10 Year Old Omega. Sammen udgør de serien Alpha & Omega. Der er frigivet 281 flasker på markedet. Der er ikke brugt kunstig farve i whiskyen, og den er ikke kølefiltreret. Jeg har fået denne sample sponsoreret til anmeldelse her på bloggen fra whisky.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #197

Anmeldelse af Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha

Næse:

Røg er det første som næsen rammes af, når den kommer i nærheden af glasset. Det er en røg, som er typisk for klassisk røget whisky fra Islay. Der duftes aske og bål. De 60.6% vol alkohol er tydelilge igennem røgen, og vand kan med fordel tilsættes, for at reducere fadstyrken en anelse. Lidt vand lukker op for en let note af citrusfrugter. Langsomt kommer lidt maltsødme frem i glasset. Efter at have smagt på drammen kommer egetræ og vanilje mere frem i duften.

Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha - Sample

Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha – Sample

Palette:

Røgen er også det dominerende, man først møder i smagen. Igen er det tydelige noter som kendes fra bål og aske. Alkoholen tager også godt ved i smagen, og også her gavner lidt vand. Sammen med alkoholen følges hurtigt op med stærk peber på tungen. Efter et par nip til denne whisky bliver vanilje og egetræ efterhånden mere og mere tydelig. Der er en smule bitter note på tungespidsen, hvor mint også momentvis mærkes. Ligeledes fornemmes lidt citrusfrugter i baggrunden, der bliver tydeligere jo længere drammen står i glasset.. Maltsødmen, der var at finde i næsen, er ikke umiddelbart tilstede i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er også præget af røgen, som også var meget dominerende i både duft og smag. Efterhånden bliver vanilje og egetræ tydeligere. Sammen med lidt prikken på tungen fra stærk peber, bliver en fornemmelse af egetræ meget markant hen imod afslutningen. Man efterlades med en smag af vanilje, og et fjernt minde om lejr-bål, imens munden tørrer mere og mere ud. Der mærkes varme fra alkoholen i mund og svælg, mens maltsødmen momentvis dukker op.

Hvad siger producenten:

“A heavily peated whisky from Bunnahabhain. A cracking smoky dram, bottled by Signatory at cask strength at 4 years old – Distilled: 20/10/2014 – Bottled: 01/02/2019, matured in cask #10592 and only 281 bottles – exclusively to Whisky.dk – Un-chillfiltered & Natural Colour”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Hvis man kan lide røg, så er dette en whisky, som man helt sikkert bør smage. Røgen er nemlig det bærende element igennem hele oplevelsen. Ligeledes er egetræ en vigtig komponent i helhedsbilledet. Andre aromaer og smagsnuancer er trykket væsentligt i baggrunden. Der er ikke voldsom kompleksitet, men den er mere “lige på og rå” i hele sin fremtoning. Man kan købe en flaske for 599,-. Jeg var heldig at få denne sample af Ulrik i forbindelse med mit besøg hos whisky.dk butikken i Sjølund. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Staoisha 4 Year Old Alpha er, at det nok kræver man er et peat-head, før man vil finde den rigtig interessant.

3/5 (1)