Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Signatory Vintage 2008/2016

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Aftappet til FC Whisky

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er en skotsk whisky på 60,3% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der ligger i Highland regionen. Whiskyen har lagret på et second-fill sherry butt fad nummer #212, og er en delvis aftapning på i alt 240 flasker. Whiskyen er aftappet til FC Whisky af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “The Un-chillfiltered Colletion”. Råpritten er destilleret den 27/8-2008, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 26/10-2016, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og som navnet på serien antyder, så er den heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #446

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old

Næse:

Man mødes først af blød og sødmefuld røg. når der duftes til whiskyen. Det minder om røgen fra sød æbletobak til piben. Langsomt kommer noter af tørrede frugter frem i glasset, hvor rosiner træder tydeligt frem. Der kommer en duft af ristede valnødder frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder. Kombinationen leder tankerne i retning af gammelt læder. De 60,3% vol alkohol mærkes i næsen, og vand kan med fordel tilsættes. Vandet trækker en let syrlig note frem, der minder lidt om grapefrugter.

Edradour Ballechin 2008 - Sample

Edradour Ballechin 2008 – Sample

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen, og ganske som i duften, kan vand med fordel tilsættes for at nedtone spritten lidt. De mørke noter er også ganske tydelige i smagen. Igen er det rosiner der er tydeligst. Der kommer en anelse bitterhed frem, som den man kender fra umodne nødder. Efter et par nip til drammen fornemmes lejlighedsvist lidt syrlige noter af citrus i baggrunden. Hele smagen pakkes ind i et tydelig lag af sødmefuld røg. Der mærkes kortvarigt en smule kanel på tungen, når whiskyen drikkes.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Først dominerer sødmen fra rosinerne stadig. Dette aftager gradvist, og en let bitterhed kommer frem. Der smages en smule egetræ og vanilje. Fornemmelsen af noget jordslået, som også var at finde i duften, kommer en anelse frem i eftersmagen. Der mærkes stadig et fint lag af sødmefuld røg i munden. Kombinationen leder igen tankerne i retning af sød pibetobak og gammelt læder. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med lidt mokka og kanel i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i kroppen.

Hvad siger producenten:

A 2008 vintage from Edradour Ballechin – Heavily Peated and Specially Selected For Denmark 2016”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med kraftig smag, og masser af power, så er dette den rette dram at vælge. Man kan købe en flaske for lige under 800,- kroner. Der er mange flasker at vælge imellem i dette prisleje. I dette tilfælde får man en naturlig præsentation, uden kølefiltrering og uden kunstig farve, der er aftappet ved fadstyrke. Samtidg skal man tænke på at Signatory Vintage ejer destilleriet, hvilket giver dem rig mulighed for, at vælge de helt rigtige fad til disse “uafhængige aftapninger” af Edradour whisky. Det giver dem en glimrende lejlighed til at fremstå bedst muligt, hvilket de også gør i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er, at Signatory Vintage endnu en gang viser, at de er fantastiske som uafhængig aftapper af deres egen whisky.

4/5 (1)