Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage 2008/2015

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage fra Ardmore Distillery

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen en single cask aftapning lagret i ex-bourbon fad nummer #800083. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2008 og aftappet i 2015. Det betyder den 7 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage for den danske engros virksomhed Vinmonopolet. Aftapningen går under navnet “Vinmonopolet Distillery No. 21”. Der er aftappet 357 flasker, og jeg har fået flaske nummer #59. Den er desuden fremstillet uden kølefiltrering, og er ej heller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #195

Anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Næse:

Sødmefuld vanilje er det første som kommer op af glasset. Langsomt kommer også en duft af søde modne frugter. Der duftes røde æbler og pærer i whiskyen. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let mineralsk note, som leder tankerne hen på en maritim dram. Der anes også en lille snert af røg, men om det bare kommer fra det afsvedne fad, er svært at vurdere. Røgen bliver tydeligere i aromaen når flasken har været åbnet i noget tid. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Palette:

Frugtsømen er mere dominerende i paletten. Der smages søde pærer og solmodne røde æbler. Også i smagen er vanilje meget tydelig. Det lægger sig som et fint lag i munden. Den mineralske note fra duften, er også en smule til stede i smagen. Det giver en lidt kalket følelse i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Der anes også her en smule brændt smag i denne uafhængige aftapning, som giver en antydning af røg. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne frugter forsvinder ret hurtigt. Det gør smagen af vanilje mere tydelig i eftersmagen, og den hænger fint ved i oplevelsen. Det maritime og mineralske udtryk bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Man sidder slutteligt med en fornemmelse af kalk og en smule salt, så man efterlades med et lidt tørt udtryk i munden. Man sidder tilbage med et svagt minde om mælkechokolade og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger Vinmonopolet:

“Specialaftapningerne fra Distillery-serien er eksklusive whiskyer for enhver smag. Small batches og limited editions fra både de kendte destillerier og dem, man burde kende. Klassiske, tørvede Islays, fløjsbløde Speysides og eminente Highland whiskies. Serien præsenterer det ypperligste inden for Single Malt, nemlig Single Cask. Alle whiskyerne i serien er aftapninger af enkeltstående fade, nøje udvalgt af os, så aftapningen netop er noget helt specielt. Af hvert fad bliver der kun 300-350 flasker. Charmen ved dette er, at hver whisky er forskellig fra standardaftapningen og har derfor sin helt egen karakter, der enten kan fremhæve nogle elementer i standardaftapningen eller være milevidt herfra.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den har en del at byde på, uden det overhovedet bliver kompliceret. Man får masser af vaniljesødme, som går godt i spænd med det lidt tøre mineralske udtryk. Det giver en god kombination. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket nok lige er i overkanten, da der findes meget god whisky i det prisleje. Jeg var heldig at købe den, sammen med fire andre flasker single malt og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker, hvilket er en utrolig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 Signatory Vintage 2008/2015 er, at det er en hæderlig whisky, som ikke stiller de store krav til nyderen.

3/5 (1)