Romantic Tiffany blue – SMWS 113.45

Braeval 2008 12 Year Old – SMWS 113.45

Romantic Tiffany blue SMWS 113.45 er en whisky på 62,8% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Braeval Distillery i Speyside regionen. Whiskyen er sendt på markedet til medlemmerne af The Scotch Malt Whisky Society, der er uafhængig aftapper. Råspritten er fremstillet den 23/7-2008. Denne single cask aftapning har lagret i 12 år på et enkelt first fill ex-bourbon fad, inden den er aftappet ved cask strength. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og den kommer uden tilsat farve. Aftapningen har et outturn på 215 flasker.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #394

Anmeldelse af SMWS 113.45

Næse:

Næsen rammes først af en let dufter af blomster og ny-slået græs. Der følges op med sødme fra honning. Der kommer efterhånden lidt friske krydderurter frem i glasset, hvor der duftes basilikum og mynte. Når drammen har stået i nogle minutter, kommer en anelse vanilje og karamel frem i duften. Ligeledes fornemmes fjernt en anelse egetræ. De 62,8% Vol alkohol mærkes i næsen, og en anelse vand kan med fordel tilsættes. Med vand i glasset kommer vanilje og karamel mere frem.

Romantic Tiffany blue 113.45 - Sample

Romantic Tiffany blue 113.45 – Sample

Palette:

Spritten er ganske tydelig i smagen, og også her kan vand tilsættes, for at nedtone det en anelse. Med vand gives fint plads til andre smagsnuancer. Der smages nu tydelig sødme fra vanilje og karamel. Der følges op med en let syrlig note fra citrusfrugter, mens lidt stærk ingefær prikker på tungen. Ganske som i duften smages også basilikum og mynte, hvor særligt mynte er tydelig på tungespidsen. Et strejf af egetræ tilføjer lidt bitterhed.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky fra Speyside distriktet. Sødmen fra vanilje og karamel smages stadig. Bitterheden fra egetræet tager hurtigt over, og giver en tydelig tørhed i munden. Kombinationen leder tankerne i retning af umodne hasselnødder. Momentvis mærkes stadig stærk ingefær og mynte på tungen. Man efterlades med varme i mund og svælg, mens en let honningsødme ligger i baggrunden.

Hvad siger producenten:

“After dinner we had a short stroll through the nearby pine grove before we returned to our luxurious accommodation. As we opened the door to our suite, we found a bunch of roses in a vase the bed turneddown and a chocolate lying on the soft fluffy pillow. We then ordered champagne, popped the cork, filled the flutes and enjoyed it with the chocolate – a caramel flavoured praline and caramelised hazelnut. Water added orange peel and cardamon, jelly babies and a honeysuckle sweetness on the nose while to taste; Tiffany blue macarons with orange blossom buttercream.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Som forventet i et first fill ex-bourbon fad, så er der gode noter af vanilje og karamel. Samtidig er der fin påvirkning fra egetræ, mens andre noter er mere diskrete i whiskyen. Denne whisky fra The Scotch Malt Whisky Society stiller ikke de store krav til nyderen, da der ikke er voldsom kompleksitet. Man kan købe en af de 215 flasker for 775,- kroner. Til denne pris vil jeg personligt kigge i en anden retning, efter en whisky, der passer bedre til mine personlige præferencer. Det kan være at den vil åbne mere op igennem en hel flaskes liv, og ikke kun en 2 cl. sample, som er anmeldt her. Konklusionen på Braeval 2008 12 Year Old, SMWS 113.45, Romantic Tiffany blue er, at det er en dram uden voldsom kompleksitet, der ikke falder helt i min smag.

2/5 (1)