Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – Danish Single Malt Whisky

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – købt på destilleriet

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 er en dansk whisky på 58,3% Vol. Whiskyen er produceret på det danske destilleri Fary Lochan Destilleri A/S. Spritussen er fremstillet af brændenælderøget bygmalt. Whiskyen har først modnet på 2 first fill ex-bourbon fad i 5 år og 8 måneder. Efterfølgende har den fået en afslutning i et second fill ex-oloroso sherry fad i 1 år og 6 måneder. Flasken kommer uden aldersangivelse, men er altså 7 år og 4 månder gammel. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Der er aftappet i alt 386 flasker med 50 cl., og 1000 miniature flasker med 5 cl. De er frigivet til salg den 4. december 2020.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #403

Anmeldelse af Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1

Næse:

Næsen rammes først af friske syrlige frugter. Der duftes grønne æbler med et strejf af citrusfrugt i baggrunden. En fornemmelse af nyslået græs og hø kommer efterhånden mere og mere frem. Ligeledes kommer egetræ og anelse vanilje også gradvist en anelse mere frem, Bagved fornemmes et let strejf af røg, der aldrig bliver dominerende, Når man har smagt på drammen opfanges fjernt lidt rosiner og hasselnødder. Alkoholen mærkes i næsen, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Vandet fremhæver rosiner og hasselnødder en anelse.

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 - Miniature

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – Miniature

Palette:

De 58,3% Vol alkohol mærkes som det første, og med der kan med fordel tilsættes et par dråber. Tørrede frugter som rosiner og abrikoser smages som det første. Langsomt men sikkert kommer vanilje og egetræ mere frem. Samtidig pakkes hele oplevelsen ind i et let lag af røg. Kombinationen af søde tørrede frugter og let røg, leder tankerne i retning af røget bacon eller skinke. Efter et par nip til denne danske whisky, kommer de lette syrlige noter, der også var tilstede i duften, også en anelse frem i smagen. Der opfanges svagt lidt syrlige noter fra citrus og nyslået græs.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne single malt whisky. Sødmen fra de tørrede frugter ligger som et fint lag i munden. Lidt bitterhed fra egetræ kommer efterhånden frem. I kombination med den lette tilstedeværelse af røg, fremkommer noter, der minder om en blanding af frugt-the med tilsat lakridsrod. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk sort peber på tungen. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, mens varmen bredder sig i munden og svælget.

Hvad siger producenten:

Fed olieret sødme fra sherryfadet og tydelig karakteristisk Fary Lochan røg fra vores egen brændenælderøgede malt”

Konklusion:

Dette er en god whisky, med ganske fin kompleksitet. Særligt interessant er det, at de lette syrlige noter dominerer i duften, mens de tunge sødmefulde noter dominerer i smagen og eftersmagen, mens hele oplevelsen pakkes fint ind i et let strejf af røg. Den hører absolut til blandt noget af det bedre danske whisky jeg har smagt, og den kan sagtens klare sig i konkurrencen i både pris og kvalitet. Flasken blev købt, da jeg var på besøg hos Fary Lochan Destilleri A/S. Besøget var i forbindelse med aftapning af mit private cask hos Trolden Destilleri & Bryghus. Som en lille sidebemærkning, så er min råsprit hældt på fad præcis 2 år før denne flaske er frigivet til salg, nemlig den 4. december 2018. Whiskyen kan købes for  895,- for en flaske, og jeg gav 110,- kroner for denne miniature flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 er, at den tilhører eliten, af danske whiskyer jeg har smagt indtil nu.

4/5 (1)