Torabhaig 2017 – The Legacy Series

Torabhaig 2017 – The Inaugural Release Smoke & Brine

Torabhaig 2017 er en whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Torabhaig Distillery på Isle of Skye. Dette er den såkaldte “Inaugural Release”, hvilket vil sige den første officielle aftapning fra destilleriet. Den Whiskyen er destilleret og hældt på first fill ex-bourbon fad i begyndelsen af 2017. Den er efterfølgende aftappet i 2020 og 2021. Denne udgivelse er taget fra i alt 100 fad, og det har resulteret i 32.000 flasker. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, men er altså tre år gammel. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #284

Anmeldelse af Torabhaig 2017

Næse:

Næsen rammes først af en let røg, som man kender det fra kul i bålet, efter en nat med regn. Der følges op med sødme fra vanilje. Langsomt kommer lidt søde æbler og pærer frem i glasset. Efter nogle minutter i glasset kommer en anelse maritime og mineralske noter frem i glasset. Der duftes hav, salt og lidt flintesten. Efter der er smagt på drammen findes også lidt nyslået græs, og en fjern fornemmelse af citrus i duften. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Torabhaig 2017

Torabhaig 2017

Palette:

Sødmen fra vaniljen smages som det første. Der følges hurtigt efter med røgen fra de våde kul, som også var tilstede i næsen. De mineralske og maritime noter er væsentligt tydeligere i smagen end i duften, og der er en klar fornemmelse af salt på læberne og kalk og flintesten i munden. Syrlige citrusfrugter ligger fint i baggrunden, mens de søde pærer momentvis kigger frem. Der kan fjernt anes lidt egetræ, karamel og mælkechokolade. Efter et par nip til drammen bliver sort peber tydelig på tungen. De 46% Vol. alkohol er tydeligere i smagen, men det er ikke nødvendigt at nedvande, da whiskyen ikke fremtræder sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Den lette aske-agtige røg ligger som et fint lag i munden. Salt, kridt og flintesten mærkes stadig på læber og tunge. Der opleves kortvarigt stadig lidt stærk peber på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Der opleves lidt mynte på tungespidsen, som nærmest tilføjer et frisk pust. Citrusfrugter og lidt søde pærer ligger fint i baggrunden. Man efterlades med sødme fra vanilje, karamel og mælkechokolade, mens en let smag af egetræ og lidt lakridsrod lige anes,

Hvad siger producenten:

“Heavily peated single malt whisky made with Concerto malted barley with an in-grain phenols content of 55-60 PPM. Fermented with Pinnacle MG+ yeast and aged solely in first-fill bourbon barrels. Bottled at 46% with no chill-filtration or colouring, and a residual phenols level of 16 PPM,”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Der vises gode takter, når man tager i betragtning, at den kun lige er tre år gammel. Der står “Smoke & Brine” på flasken, og det må man sige den lever op til. Det hele pakkes fint ind i meget sødme fra både vanilje og frugt, hvilket meget fint skjuler, at det er en ung whisky vi har med at gøre. Man kan købe en flaske for 560,- kroner. I det prisleje kan man få meget god whisky, og denne aftapning har svært ved at konkurrere med flere af dem. Prisen retfærdiggøres nok mest, fordi dette er den første aftapning, hvor nyhedens interesse altid er stor. Når det er sagt, så er det stadig et ganske godt bud på et destilleri, hvor det er værd at følge med i udviklingen. Den har de basale duft- og smagsprofiler, som falder i min smag, og jeg er glad for at have haft den i min whiskysamling fra begyndelsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Torabhaig 2017 er, at det et godt bud på en røget og maritim whisky, og det er ikke sidste gang, jeg smider penge efter dette nye destilleri.

4/5 (3)