I’ve Got Friends In the Music Business B.A. Blend – Bourbon, rom og Speyside
I’ve Got Friends In the Music Business B.A. Blend er en Imperial Mexican Stout på 14% vol. Den er brygget på det hollandske bryggeri Brouwerij Frontaal. Øllen har lagret på en blend af ex-bourbon fad, ex-rom fad og fad der har indeholdt Speyside whisky. Det fremgår dog ikke fra hvilke destillerier fadene kommer fra . Lagringen har varet i 12 måndeder inden øllen er aftappet. Denne udgave er fra Batch #3.
Besøg bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #392
Anmeldelse af I’ve Got Friends In the Music Business B.A. Blend
Næse:
Tyk og fyldig sødme fra mørk sukker rammer næsen som det første. De mørke hårdt ristede malte kommer tydelig frem. Det giver noter af både mørk chokolade og mælkechokolade. I baggrunden opfanges vanilje og let sødlig frugtighed, der godt kan minde lidt om det der findes i den del Speyside whisky. Alkoholen mærkes i næsen, men den er ikke sprittet.
Palette:
De mørke ristede malte smages som det første. Der er tydelige brændte noter. Sukkersødmen fra den mørke sukker følger hurtigt op, og tager efterfølgende næsten helt over i smagen. I baggrunden anes svagt et strejf af vanilje. Både mørk chokolade og mælkechokolade er også at finde i smagen. Efter et par slurke af øllen kommer noter at sød lakrids frem, og det bliver gradvist mere og mere tydeligt. En let bitterhed ligger i baggrunden, og giver momenrvis en lidt tør fornemmelse på tungen. De 14% Vol alkohol er tydelige i smagen, og kan lejlighedsvist virke lige i overkanten.
Afslutning:
Der er en lang afslutning på denne øl. Sødmen fra sukker, vanilje og sød lakrids ligger som et fint lag i hele munden. Momentvis opleves stadig lidt bitterhed på tungen, der leglighedsvist giver en lidt tør fornemmelse i munden. En oplevelse man også sagtens kan finde i meget whisky. Munden tørrer efterhånden helt ud, og man efterlades med et minde om mørk chokolade og et strejf af kaffe, og lidt varme fra alkoholen
Hvad siger producenten:
“Imperial Mexican Stout aged on bourbon, rum and Speyside barrels for 12 months.”
Konklusion
Dette er en glimrende øl. Der er tydelig påvirkning fra de tre typer fad, den har lagret i 12 måneder på. Der er mørk sukker, som jeg tidligere har smag i rom. Der er frugtige noter, som man kan finde i Speyside whisky. Der er vanilje, som man kender det fra bourbon. Det giver en glimrende kombination af de tre typer af fad. Normalt er en højere alkohol procent med til at løfte smagsoplevelsen i både øl og whisky. I dette tilfælde er alkoholen dog lige fremtrædende nok i smagen. På trods af mørke og kraftige noter, så virker øllen lidt for tynd i sit udtryk, til helt at kunne bære 14% Vol alkohol. Man kan køne en dåse på 33 cl. for 60,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Brouwerij Frontaal I’ve Got Friends In the Music Business B.A. Blend Batch #3 er, at det er en fin øl, der formår at trække noter fra alle tre typer fad.