Skonnert – brygget med malt og whisky fra Stauning Distillery
Skonnert 8° 12,7′ Ø er en skibsøl fra bryggeriet Mylius-Erichsen Bryghus beliggende på havnen i Hvide Sande i det vestlige Jylland. Øllen har en alkoholstyrke på 8,13% Vol – samme længdegrad hvor Bramsejlerskonnerten ligger ved kaj i Hvide Sande. Øllen er kommet til verden i samarbejde med Stauning Whisky Distillery. Øllen er nok mest kendt for at følge med det yderst begrænsede oplag af whisky, Stauning Skonnert 56° 01′ N, som kun blev udgivet i 314 eksemplarer. Whiskyen sejlede rundt i længere tid surret fast i skonnerten “Maja”.
Besøg bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #38
Anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø
Næse:
Øllen har generelt en ganske svag aroma. Når jeg tænker skibsøl, så tænker jeg røg, hvilket der absolut ikke er noget af i næsen. Af erfaring ved jeg dog at røgen ofte aftager med tiden i flaskerne, og bliver erstattet af en lidt mere sødlig duft, som også er til stede i øllen. Så måske kan fraværet af røg skyldes at øllen efterhånden har lidt alder på bagen. Man fornemmer ikke noget særligt humleduft i øllen. De relativt høje 8,13% vol alkohol er heller ikke specielt fremtrædende. Whiskyen fra Stauning er heller ikke til stede i duften.
Palette:
I smagen er røgen til gengæld til stede. Ikke voldsomt meget, men dog tydeligt, og i fremtrædende grad. Der er en god sødme i øllen. En sødme som ofte fremkommer når røgøl har fået lidt alder på sig. Det giver en god dybde og kompleksitet, med dette lidt “hengemte” udtryk. Man fornemmer også en svag varme og fylde fra alkoholen. Der er ikke umiddelbar bitterhed fra humle. Hvis man konecentrerer sig, så kan man måske ane en lille snert whisky i smagen.
Afslutning:
Eftersmagen er præget af en smule røg, men ikke voldsomt. Der er en god rest sødme, der ligger et fint lag i munden. Dette medvirker til at afslutningen bliver god og længerevarende. Man fornemmer en smule tilstedeværelse af whisky. Ikke så meget smagen af whisky, men mere fornemmelsen af egetræ, og den tørhed det godt kan give i munden.
Hvad siger producenten:
“Potent skibsøl, brygget med blandt andet malt, som er tørret, maltet og røget på Stauning Whisky, samt whisky produceret samme sted. Skonnert er udviklet i samrarbejde med Stauning Whisky, Bramselskonnerten og HKT.”
Konklusion
Det er ikke tit man ser røgøl i Danmark. Derfor er det dejligt med en dansk røgøl, for dem er der langt imellem på hylderne med specialøl. Øllen er som sådan ganske glimrende, og kom som sådan godt måle sig med de tyske rauchbier fra området omkring Bamberg. Øllen er købt for 35,- kroner på Stauning Whisky Festival 2018 i destilleri-shoppen, og det mener jeg bestemt, at den er værd. Ikke fordi øllen som sådan er enestående, men mere fordi det er specielt med en dansk øl med røg. Konklusionen på denne anmeldelse af Skonnert 8° 12,7′ Ø er at det er en glimrende øl, der sagtens kan måle sig med originalerne fra Bamberg.