Stauning KAOS June 2018 – dansk trippel malt whisky

Stauning KAOS June 2018 – tre typer whisky i en

Stauning KAOS June 2018 er en dansk whisky på 46,8% Vol. Denne whisky er fra Stauning Whisky Distillery. Whiskyen er destilleret i 2014 og 2015. Den er flasket  i juni 2018 – i alt ca. 2400 flasker, hvoraf de 600 sælges på webshoppen og de resterende 1800 er sendt ud til forhandlerne. Den blev sat til salg for 595,- kr, og sendt på markedet den 20. juli 2018 klokken 13.00. Whiskyen er lagret på first fill Maker’s Mark ex-bourbon fad og Virgin Missouri White Oak fad. Whiskyen består af en blanding af Stauning Traditional, Stauning Peated og Stauning Young Rye. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. På basis af ovenstående fremgår det, at den har ligget mellem 3 og 4 år til lagring.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #54

Anmeldelse af Stauning KAOS June 2018

Næse:

Man fanger straks at denne whisky indeholder røg. Ikke voldsomt meget, men stadig nok til, at det er tydeligt som det første der rammer næsen. Yderligere opfanger man fine mørke noter fra chokolade og rugbrød. Noter som man kan genkende, hvis man har stiftet bekendtskab med Stauning Young Rye. Når whiskyen har stået lidt i glasset kan man ane lette noter af krydderi, hvor kanel er mest dominerende, med svage antydninger af peber. Selvom det generelle udtryk virker lidt tungt, så er der alligevel lette antydninger af umoden frugt i baggrunden.

Stauning KAOS, June 2018

Stauning KAOS, June 2018

Palette:

Røgen er det første som rammer, men som i næsen er den ikke overvældende. Der overtages hurtigt af smagsnuancer, man kender fra chokolade og rugbrød. Også paletten indeholder en del krydderi. Her opfanges peber tydeligt, men også kanel og vanilje kommer frem. Som i aromaen, så er det generelle udtryk ret tungt, men der ligger alligevel en undertone af noget friskhed. Her smages frisk frugt, med en lille bi-smag af metal, som kan skyldes, at whiskyen er ret ung. Man mærker ikke, at whiskyen trods alt indeholder 46,8% Vol alkohol. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så træder de lettere smagsnoter bedre frem.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne dram. Her er det endnu engang de mørke toner, der er dominerende. Man fornemmer chokolade, rugbrød og naturligvis røg. Man har en fin følelse på tungen af peber og kanel. Slutteligt tørrer tungen lidt ud, og noter af lakrids kommer frem. Man sidder lidt med en fornemmelse af at have spist lakridsrod. Bagved ligger en lille snert vanilje.

Hvad siger producenten:

“KAOS er ikke en blended whisky – den indeholder ikke noget grain whisky og alle komponenterne er destilleret på Stauning Whisky – man kunne kalde KAOS for en Triple Malt Whisky.”

Konklusion:

Denne whisky er lidt speciel. Man smager noget nyt, hver gang man tager en ny tår af glasset. En gang imellem finder man nye smagsoplevelser, og ved næste mundfuld smager man igen noget, man måske har prøvet tidligere. Smagen ændrer sig, og ikke mindst udvikler sig, for hver mundfuld man tager, hvilket faktisk er ret imponerende for en whisky uden aldersangivelse. Hvis man kender de tre whiskyer, som Stauning KAOS June 2018 er opblandet af, så må man nok konstatere, at Stauning Young Rye er den mest dominerende i udtrykket, dog fint toppet af med røg fra Stauning Peated. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning KAOS June 2018 er, at det er en utroligt spændene oplevelse, men prisen på 595,- og en af de bedre udgivelser fra destilleriet.

4/5 (1)