Sall Whisky Inaugural Release – Den første aftapning
Sall Whisky Inaugural Release er en single malt whisky på 52,2% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne aftapning er den første officielle aftapning fra destilleriet, og den er frigivet den 1/2-2023. Denne første aftapning er fremstillet af korn fra destilleriets egne marker. Den har modnet i 3 år på ex-bourbon fad, men kommer uden aldersangivelse på flasken. Whiskyen er desuden økologisk, Der er frigivet 1295 flasker i denne første aftapning. Det er en sample fra aftapningen, der er anmeldt her.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #439
Anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release
Næse:
Der kommer først sødme fra malten frem fra glasset. Der følges op med en let sødme fra vanilje og karamel. Bagved ligger en fin duft fra nyslået græs og hø. Der anes lidt syrlighed fra citrusfrugter, som citron. Sammen med sødmen kan det også minde lidt om det syrlighed, der kendes fra modne mandariner og klementiner. Momentvis opfanges lidt krydderurter som timian og mynte i næsen. Alkoholen mærkes i næsen, og drammen kan nedvandes efter personligt behov, hvilket også er med til at fremhæve duften af citrusfrugter.
Palette:
De 52,2% Vol. alkohol kommer frem i smagen som det første, og der kan med fordel tilsættes et par dråber vand. Der mærkes med det samme krydderier som sort peber og lidt chilifrugt på tungen. Dette aftager hurtigt, og sødme fra karamel og vanilje kommer hurtigt efter. Ganske som i smagen, ligger nyslået græs og citrusfrugter fint i baggrunden. Efter et par nip af denne danske whisky, kommer en smule bitterhed efterhånden frem. Med sig har det et strejf af egetræ.
Afslutning:
Der er en kort afslutning på drammen. Egetræ og bitterhed er mere fremtrædende i eftersmagen. Ganske som i både duften og smagen ligger et strejf af citrusfrugter i baggrunden. Momentvis kommer krydderurter som timian og mynte momentvis frem i eftersmagen, som man også oplever det i næsen. Munden tørrer slutteligt ud, og man sidder tilbage med lidt peber på tungen, med et fjernt minde om vanilje og karamel.
Hvad siger producenten:
“Skabt af egne hænder med Lars’ økologiske Evergreen vårbyg. Sået og høstet fra den jyske muld på Lars’ marker Mosevang og Stadsgaard. Mæsket ved håndkraft og fermenteret i 120 til 168 timer. Dobbeltdestilleret langsomt i direct fired kobber pot stills. Modnet i tre år i omhyggeligt udvalgte ex-bourbon barrels.”
Konklusion:
Dette er et ganske fin whisky. Hvis man har lyst til at bevæge sig ud i whisky fra et af de mindre og nye danske destillerier, så er dette et glimrende eksempel på sådan en aftapning. Forventer man stor kompleksitet og dybde, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en af de 1295 flasker for 1395,- kroner. Jeg har fået flasken i 50 års fødselsdagsgave af min kone. Jeg fik flaskenummer #0738, hvilket ikke kan passe meget bedre i den anledning, da jeg er fra ’73 og født den 8/8. Jeg har købt andel i et fad med deres Sall Whisky’s røgede råsprit, og det bliver spændende, hvordan den falder ud på et tidspunkt. Konklusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Inaugural Release er, at det er en fin første aftapning, og jeg ser frem til at følge destilleriet fremadrettet.