Wild Turkey Rare Breed – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Wild Turkey Rare Breed – Barrel Proof

Wild Turkey Rare Breed er en amerikansk straight bourbon whiskey på 58,4% Vol., hvilket svarer til 116,8 proof. Den produceres af Wild Turkey Distilling Company, der ligger i Kentucky. Det fremgår ikke på flasken, hvor længe denne bourbon har lagret. Som alle andre amerikanske bourbons har den lagret nye egetræsfad. Whiskeyen er aftappet ved barrel proof, eller fadstyrke om man vil, uden at den er nedvandet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #364

Anmeldelse af Wild Turkey Rare Breed

Næse:

Der kommer først en rydelig duft af egetræ op fra glasset. Sødme fra karamel og brun sukker følger hurtigt efter. Gradvist aftager duften af egetræ, og ændrer en smule karakter, og minder mere om den man kender fra hasselnødder. Når drammen har stået lidt tid i glasset, fremkommer noter af modne pærer og kirsebær. I baggrunden anes lidt cacao og chokolade. De 58,4% Vol alkohol mærkes i næsen, men den virker ikke på nogen måde sprittet.

Wild Turkey Rare Breed

Wild Turkey Rare Breed

Palette:

Munden fyldes først med tydelig sødme fra karamel og brun sukker. En smag af søde pærer og modne kirsebær kommer efter. Ligeledes kommer stærke krydderier også hurtigt frem. Der smages stærk ingefær, kanel og sort peber, der giver varme og en prikkende fornemmelse på tungen. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Med vand fremkommer en tydeligere smag af hasselnødder, og sødmen træder lidt mere i baggrunden, og tager mere karakter af honningsødme.

Afslutning:

Der er lang afslutning på denne amerikanske bourbon. Lidt bitre noter af hasselnødder og og brændt egetræ dominerer i begyndelsen, men aftager gradvist. Sødmen tager igen over, og der smages karamel og lys chokolade. En note af vanilje bliver fterhånden mere markant, mens der momentvis kommer lidt stærk ingefær og kanel frem. Man efterlades med varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

The true, bold spirit of Wild Turkey has been captured in this authentic barrel proof whiskey, creating one of the finest bourbons in the world. Uncut with water, Rare Breed is an uncompromised Kentucky bourbon with tones of sweet tobacco and hints of orange and mint, making it a remarkably smooth whiskey legend.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende bourbon. Kan man lide klassiske noter af brun sukker, karamel og egetræ i sin bourbon, så er de at finde i denne dram. Samtidig findes også stærke krydderier og frugtsødme, der tilføjer ekstra kompleksitet i oplevelsen. At den samtidig er aftappet ved cask strength, er blot med til at give oplevelsen et ekstra løft. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner. I dette prisleje er den ganske konkurrencedygtig med eksempelvis skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Wild Turkey Rare Breed er, at man får en ganske god bourbon oplevelse, uden at tegnebogen bliver tømt.

4/5 (1)

Wild Turkey 101 – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Wild Turkey 101 – 101 proof eller 50,5%

Wild Turkey 101 er en amerikansk straight bourbon whiskey på 50,5% Vol. Bourbonen er fremstillet af Wild Turkey Distilling Company, der ligger i Lawrenceburg, Kentucky. En bourbon skal minimum lagre i 2 år inden den må kaldes for bourbon. Det udmeldes ikke hvor længe denne har lagret. Denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey har lagret på nye egetræsfad af amerikansk hvid eg. Navnet henviser til alkoholstyrken i drammen – 101 proof svarer til 50,5% Vol. Denne sample fik jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #99

Anmeldelse af Wild Turkey 101

Næse:

Man dufter straks den høje alkoholprocent sammen med tydelig egetræ. Man kan med fordel afdæmpe alkoholprocenten på 50,5% vol med et par dråber vand. Når spritten er nedtonet lidt, så bliver egetræ tydeligere. Det lukker også op for de lidt finere nuancer, hvor vanilje og kanel er de mest markante. Når næsen har tilpasset sig, så fremkommer en let sødme i næsen. Samtidig fornemmes en smule syrlighed i baggrunden. Det kan minde lidt om duften af et nymalet hus – på den gode måde.

Wild Turkey 101 - Sample

Wild Turkey 101 – Sample

Palette:

Smagen er også først præget af alkohol, som igen er bedst tjent med at blive dæmpet med lidt vand. Herefter er det stærke krydderier fra nye egetræsfad som er mest markant. Der smages kanel, muskatnød og vanilje. Der er en let klassisk bourbon-sødme i smagen. Efter et par mundfulde træder syrligheden, som også var at finde i duften, frem fra baggrunden, og bliver næsten som appelsin. Der fremkommer også lidt bitterhed samt svage nuancer af nødder.

Afslutning:

Der er en medium lang afslutning på denne bourbon. Stærke krydderier som kanel og peber er tydelige på tungen. Syrligheden er markant tydeligere i eftersmagen, og den giver en næsten citrus-agtig fornemmelse i munden. Alkoholen efterlader en god varme i mund og krop. Slutteligt aftager smagen i en let bitterhed, hvor man sidder tilbage med en smule sødme og vanilje i munden, inden den til sidst tørrer ud.

Hvad siger producenten:

For more than 60 years, legendary Master Distiller Jimmy Russell has been crafting Wild Turkey 101 the right way. With a high rye content, this iconic bourbon is perfectly aged in American White Oak barrels with the deepest char for more character.”

Konklusion:

Dette er en glimrende bourbon. Den giver både en god oplevelse i aroma, smag og eftersmag. Jeg har efterhånden smagt en del bourbon, og det er ikke alle som falder i min smag. Denne adskiller sig dog fra de fleste andre jeg har smagt. Den har ikke i samme grad den kraftige sødme, som eller ofte er at finde i amerikansk bourbon. Det klæder den godt, og den bliver ikke kvalmende på samme måde, som jeg ellers har oplevet. Man kan købe en flaske for lige omkring 250,- kroner,. Hvis man er træt af kedelig og stereotyp bourbon, så bør man gøre sig selv den tjeneste, at prøve denne glimrende variant. Konklusionen på denne anmeldelse af Wild Turkey 101 er, at den fremstår som en positiv overraskelse, for en som normalt ikke er glad for bourbon.

3/5 (1)