Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused – øl tilsat whisky fra eget destilleri
Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er en belgisk strong ale på 11,7% Vol fra Brouwerij Het Anker beliggende i Mechelen i Belgien. Øllen er tilsat bryggeriets egen single malt whisky. Det er en Limited Edition brygget for at fejre Kejser Karl den 5. (Charles Quint). Den er vinder af World Beer Awards 2015 i kategorien “Belgian Style Strong”.
Besøg: Bryggeriets hjemmeside
Anmeldelse #19
Anmeldelse af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused
Næse:
Man opfanger straks whisky i næsen, når man dufter til denne øl. Duften af whisky underbygges af en markant fornemmelse af tilstedeværelse af alkohol. Når næsen trænger igennem det umiddelbare indtryk, så fornemmer man en tydelig tone af malt og kraftig sødme, hvilket er typisk for de kraftige belgiske ales. Duften leder tanken hen på tørret frugt som eksempelvis svesker. Man aner også noter af nødder. Der er dog ingen duft af humle overhovedet i øllen.
Palette:
Det første smagsindtryk er en tydelig tilstedeværelse af alkohol, der næsten kan virke lidt for sprittet, men et fint udtryk for de 11,7% vol denne øl trods alt også har. Det er dog kun den første mundfuld, der giver dette indtryk. Herefter kommer man ind til en fantastisk maltfylde og maltsødme, der virkelig fylder meget i denne øl. Også i smagen fornemmer man svesker og nødder. Man aner også en snert af whisky i baggrunden. Også i smagen er humlen fraværende.
Afslutning:
Øllen har en god og lang eftersmag. Som i paletten er det også her maltsødmen, som er dominerende. Smagsnuancerne henleder tankerne på mørk chokolade, nødder og svesker. Efter lidt tid tørrer munden en smule ud, hvilket egentlig bare giver lyst til en tår mere. Der er heller ikke den mindste antydning af humle i eftersmagen. Hvis man virkelig koncentrerer sig, og abstrahere lidt fra sødme-belægningen i munden, så kan man faktisk godt ane en tilstedeværelse af noget, som minder lidt om whisky.
Hvad siger producenten:
“This exceptional ale ages well, developing a refined complexity and intense aromas. With powerful notes of roasted malts, caramel and plums, its surprisingly soft and fruity aroma combines a warm roundness with a refreshing taste. An imperial brew to cherish and enjoy in moderation.”
Konklusion:
Stor, kraftig og voluminøs. Disse ord beskriver meget godt denne øl. Hvis man godt kan lide belgiske strong ales, så har den virkelig noget at byde på. Vi har her en øl, der er helt oppe i toppen blandt de bedste indenfor kategorien. Hvis man kun er til de lette, eller måske humlede øl, så skal man holde sig væk. Har man derimod lyst til en øl, der kan vare en hel aften, eller en øl man kan dele med et par venner, så er Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer lige sagen. For en gangs skyld er dette faktisk en øl, der slår sig op på at være “whisky infused”, som også har antydninger af whisky i øllen. Ikke fordi whiskyen er tydelig, men den er til stede for at forstærke indtrykket i en i forvejen meget kraftig øl. Prisen på omkring 100,- kroner for 75 cl. virker fornuftig, da vi kan sammenligne med en god vin. Konklusionen på anmeldelsen af Gouden Carolus Cuvée Van De Keizer Whisky Infused er, at det er en vinder-øl, som virkelig har noget at byde på.