Dark Sky – egetræ og whisky

Dark Sky – Belgisk stout

Dark Sky er en belgisk inspireret stout på 9% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri Bryghuset Møn. Dette bryg har lagret med egetræ og whisky, inden den er aftappet ufiltreret og upasteuriseret. Det fremgår ikke, hvor længe den har lagret, inden den er aftappet, og ej heller hvilken whisky der er brugt.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #380

Anmeldelse af Dark Sky

Næse:

Sødmen fra mørkristet malt rammer næsen som det første. Langsomt men sikkert kommer en duft af chokolade og kakao mere frem i glasset. En let duft af vanilje ligger i baggrunden. Når man har smagt på øllen kommer sød lakrids og en smule kokos også frem i duften. Alkoholen er ikke tydelig i duften, men det fornemmes dog, at vi er oppe i procenterne.

Dark Sky

Dark Sky

Palette:

Sød lakrids smages som det første, når man smager på øllen. Ganske som i duften følger en let tilstedeværelse af kokos med. Sødmen fra hårdt ristet malt følger efter. Sammen med et strejf af egetræ tilføjer det en smule tørhed til en i forvejen meget sød øl. Efter et par slurke kommer kaffe og mørk chokolade gradvist mere frem, og tilføjer en lidt bitter fornemmelse i munden. Alkoholen er tydeligt til stede, men den dominerer ikke smagsoplevelsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Bitterheden og tørheden dominerer i eftersmagen. Kaffe og mørk chokolade ligger først i munden, og erstattes gradvist af en smag af lakrids. Tørheden og smagen af lakrids leder tankerne i retning af det man kender fra lakridsrod. Momentvis opleves stadig et strejf af kokos.

Hvad siger producenten:

Mørket som natten over Møn har inspireret til denne belgiske stout. Øllen er lagret med egetræ og whisky, som giver en fantastisk smagsoplevelse. En meget kraftig øl som bør deles mellem venner.”

Konklusion

Dette er en ganske fornuftig øl. Der er fin samspil mellem kraftig sødme, der efterhånden mere går over i tørhed og bitterhed. Det giver en god kompleksitet, og en ganske interessant oplevelse. Whisky er som sådan ikke at smage, men egetræ mærkes momentvis. Der er dog ganske mange noter tilstede i øllen, som jeg også har fundet i whisky. Øllen blev købt, da konen og jeg var på mini-ferie med en overnatning i Odense og en overnatning i Århus for 35,- kroner. Prisen er sammenlignelig med mange “supermarkeds-specialøl”, og da er denne aftapning bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Bryghuset Møn Dark Sky er, at det er stabil duft- og smagsoplevelse, der slår de fleste “specialøl” i prislejet.