Imperial Barrel-Aged Jule Porter – Imperial BA Spiced Porter

Imperial Barrel-Aged Jule Porter – Lagret på Stauning whisky fad

Imperial Barrel-Aged Jule Porter er en krydret porter på 10,3% vol. Den er brygget på det danske bryggeri Fanø Bryghus. Der er tilsat kanel og kaffe under fremstillingen af øllen. Den har lagret i fire måndeder på aflagte fra Stauning Whisky Distillery, inden den er hældt på flaske. Øllen har en bitterhed på 36 IBU. Denne flaske er fra deres 2020 release.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #399

Anmeldelse af Imperial Barrel-Aged Jule Porter

Næse:

Sødme fra mørk karamel og chokolade kommer op fra glasset som det første. Langsomt bliver en tydelig duft af lakrids efterhånden tydeligere, og det forstærkes efter at have smagt på øllen. En let syrlig note opfanges igennem de ellers kraftige mørke noter. Det kan være humlen, der lige får lov at kigge frem. Når øllen har stået i glasset i noget tid, kommer lidt vanilje og kaffe noter momentvis frem. Det mærkes på duften, at det er en fadlagret øl med høl alkoholstyrke, uden den dorg forekommer sprittet.

Imperial Barrel-Aged Jule Porter

Imperial Barrel-Aged Jule Porter

Palette:

Ganske som i duften rammes munden også først af en kraftig sødme. Smagen af sød lakrids er tydeligst, mens karamel og mørk chokolade ligger bagved. Efter at have smagt på øllen et par gange, fremkommer en let bitterhed i munden. Sammen med et strejf af vanilje, ledes tankerne i retning at noter, der også kan opfanges i meget whisky. De 10,3% Vol Alkohol er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Sødmen fra lakrids, chokolade og karamel har lagt sig som et fint lag i munden. En let bitterhed mærkes stadig på tungen, og giver en smule tørhed til eftersmagen. I baggrunden opfanges momentvis lidt citrus, der minder om det, man kender fra grapefrugt. Det er først i eftersmagen, at den tilsatte kanel anes en smule i baggrunden. Man efterlades med et minde om kaffe og lakrids, mens munden gradvist tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

A man, once with twinkling eyes and a snow-white beard becomes exhausted and tarnished with the ashes and soot of a million fireplaces, cookies and milk.”

Konklusion

Dette er en god øl. Kan man lide de tunge og kraftige øltyper, så er dette et godt bud på en glimrende øl. Særligt finder jeg de lette citrusnoter, der lejlighedsvist dukker op, ganske interessante. Hvordan brygmesteren får disse nuancer til at trænge igennem det ellers tunge og kraftige udtryk, er intet mindre end imponerende. Noter, der også kendes fra whisky, kommer også frem i øllen. Ligeledes fremtræder den ganske rund og blød i sit udtryk, så der er ikke tvivl om, at den har haft god gavn af de 4 måneders lagring, på det fad, der tidligere har indeholdt dansk whisky fra Stauning. Man kan købe en øl på 50 cl. for 90,- kroner. I dette prisleje findes mange fadlagrede øl, og denne klarer sig fint i flokken. Konklusionen på denne anmeldelse af Fanø Bryghus Imperial Barrel-Aged Jule Porter er, at dette en en god øl med en ganske interessant kompleksitet.