Isfjord #2 – Dansk whisky med Grønlandsk vand
Isfjord #2 er en dansk single malt whisky på 42% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isfjord, der har en linje af spritusprodukter, som er fremstillet med vand fra den grønlandske indlandsis. Whiskyen er destilleret på det danske destilleri Braunstein Distiilery, Denne udgave har lagret på en kombination af nye amerikanske egetræsfad og ex-bourbon fad. Det oplyses, at den har lagret 8 til 9 år på disse fad, men whiskyen kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Når modningen er afsluttet nedvandes whiskyen med smeltet indlandsis til den når 42% Vol. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske #1328, med batch/date 01.18. Denne flaske købte jeg i lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland, da jeg var til lederseminar i min arbejdsplads hovedkvarter i Nuuk.
Besøg: Producentens hjemmeside
Anmeldelse #278
Anmeldelse af Isfjord #2
Næse:
Med det samme glasset kommer op til næsen duftes røg. Det er ikke kraftig røg som den, der findes i mange whiskyer fra Islay. Det er mere en røg, som man kender fra når der grilles hos naboen. Røgen lægger sig hurtigt i baggrunden, og giver plads til andre nuancer. Der duftes nu syrlig frugt, som umodne æbler, og en snert af citrus. Der fornemmes lidt mint i næsen. Langsomt kommer en smule vanilje frem. Alkoholen mærkes ikke i duften.
Palette:
Ganske som i aromaen mærkes en let røg i paletten. Det bliver aldrig dominerende, og der er stadig fint plads til andre indtryk. Igen mærkes syrlig frugt, som grønne æbler og en fornemmelse af citrus. Der er tydelig smag af egetræ, der giver en lidt bitter oplevelse i munden. Smagen af egetræ og røg fungerer i et godt samspil. Smagen af vanilje bliver tydeligere efter et par mundfulde af drammen. I paletten er der også mint, der særlig mærkes på tungespidsen. Heller ikke i smagen mærkes de 42% vol alkohol på denne danske whisky.
Afslutning:
Der er em kort afslutning på drammen. Egetræ er stadig tydelig, og der er en bitter note på tungen. Minten dukker momentvis op, og forsvinder igen hurtigt. Syrligheden fra næsen og paletten er næsten ikke til stede i eftersmagen. Der er kun svag syrlighed, og for første gang mærkes en smule sødme i munden. Der smages sød karamel og vanilje. Der er et let røgslør i hele munden.
Hvad siger producenten:
“When the whisky is ready after 8-9 years of maturing in the casks, we blend the cask strength whisky with the pure and exclusive water from the Greenland ice cap to an alcohol % of 42%. As applies to all Isfjord products, this pure and smooth water ensures a unique whisky.”
Konklusion:
Dette er en fornuftig whisky, uden den skiller sig specielt ud fra mængden. Sammenligner man med Isfjord #1, så er det en markant bedre dram, selvom jeg normalt er til røget whisky. Dog er den tydelige smag af egetræ og den lette røg, en ganske fortrinlig kombination. Der mangler dog lidt mere dybde i oplevelsen, inden det kommer helt op i niveau med Isfjord #1. Man kan købe en flaske i Danmark for cirka 700,- kroner. Jeg gav 450,- i Sønderstrømfjord lufthavn, hvilket er et mere rimeligt niveau.
Der er dog et minde ved denne flaske, som er interessant. Flasken er købt den 9. marts 2020, efter mange timers forsinkelse i lufthavnen i Sønderstrømfjord. Der var mistanke om tre COVID-19 tilfælde på det nordgående atlant-fly, som vi skulle returnere tilbage til Danmark med. Efter mange timers forsinkelse i Grønland, og 2 timers “overnatning” i Kastrup, flyver vi endelig hjem til Aalborg i løbet af tirsdag. Onsdag den 11. marts møder vi ind til kriseplanlægning for eventuel hjemsendelse i forbindelse med Corona pandemien. Samme aften afholdes det første pressemøde fra statsministeren vedrørende national lockdown fra den 13. marts. Torsdag den 12 marts møder vi op på job, og sender folk på hjemmearbejde. Resten er historie, der stadig er ved at blive skrevet. Konklusionen på denne anmeldelse af Isfjord #2 er, at udgave nummer #1 er bedre, og minderne om turen til Grønland, og en næsten uvirkelig hjemkomst til Danmark, er bedre end selve whiskyen.