Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso – Whiskyblog.dk 2018/2021

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso – Private Cask

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso er en dansk whisky på 64% Vol. Trolden Distillery & Bryghus har fremstillet råspritten til et Private Cask, der senere er aftappet til Whiskyblog.dk. Et virgin oak fad er først påfyldt oloroso sherry, som er i tønden i lidt over tre måneder. Herefter er der den 4/12 2018 påfyldt råsprit på 63% Vol. Efter lidt over 3 år er whiskyen den 6/12 2021 aftappet ved fuld fadstyrke. Der er i alt aftappet 11 flasker fra 8 liters fadet. Whiskyen er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Flaske #2 er anmeldt nedenfor.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #415

Anmeldelse af Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af egetræ. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Efterhånden bliver bliver duften fra mørke tørrede frugter gradvist tydeligere. Der duftes svesker, rosiner og abrikoser. Tankerne ledes i retning af læder og sød pibetobak. En snert af kaffe og vanilje anes svagt i baggrunden. De 64% Vol alkohol er tydelige, dog uden at den virker sprittet, men lidt vand kan med fordel tilsættes.

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Palette:

Mørke tørrede frugter smages som det første. Ganske som i duften er der svesker, rosiner og abrikoser i smagen. Der følges hurtigt op med tydelig fornemmelse alkohol, der nedtones fin med et par dråber vand. Med lidt vand kommer noter af kaffe og vanilje tydeligere frem. Der mærkes momentvis lidt stærk kanel og peber på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Efter et par nip til denne danske whisky, bliver egetræ gradvist mere markant, og med sig har det en let bitter note i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Kaffe, egetræ og vanilje er en del tydeligere i eftersmagen end det var smagen. Der er stadig kraftig sødme fra svesker, rosiner og abrikoser, der har lagt sig som et fint lag i munden. Sammen med en let bitterhed ledes tankerne i retning af det man kender valnødder. Alkoholen giver tydelig varme i mund og svælg, og man sidder tilbage med en fornemmelse af gammel læder-saddel i munden, mens den gradvist tørrer mere og mere ud.

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide sherry præget whisky, så er dette et ganske fint bud på et godt køb. Nuvel, nu er jeg selvfølgelig også præget af, at jeg har et særligt forhold til min egen private aftapning af whisky. Hele processen fra køb til aftapning af private cask har været det hele værd, og der er tilmed kommet et ganske godt resultat ud af det. Jeg har fået en dansk single cask whisky, der aftappet ved fuld fadstyrke uden brug af farve og kølefiltrering. Vigtigst af alt har jeg fået en fantastisk oplevelse og en god historie at fortælle. Konklusionen på denne anmeldelse af Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso er, at jeg er yderst tilfreds med resultat, af omkring tre års ventetid.

3/5 (1)