Yule M%&?!&k – Bourbon Barrel Aged

Yule M%&?!&k – 2020 Edition

Yule M%&?!&k er en Imperial Milk Stout på 16,3% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri To Øl. Øllen kommer fra det belgiske bryggeri De Proef, så To Øl er fantom-bryggeri på denne aftapning. Efter brygningen har øllen modnet på ex-bourbon fad i To Øl’s lokaler. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Det er 2020 udgaven af øllen, der her er anmeldt.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #407

Anmeldelse af Yule M%&?!&k

Næse:

Maltsødme rammer næsen som det første, når øllen skænkes op. Der duftes tydelig mørk hårdt ristet malt. Der følges hurtigt op med tydelig sødme fra vanilje, som man også kan finde det i bourbon. Sammen med malten leder det tankerne i retning af mælkechokolade og varm kakao. Når øllen har stået i glasset i nogle minutter, fremkommer gradvist en let vinøs note, med et strejf af mørk fugtig kælder. De 16,3% vol alkohol mærkes i duften, men øllen fremtræder stadig blød og imødekommende.

Yule M%&?!&k

Yule M%&?!&k

Palette:

Sødmen er, ganske som i duften, også det første som smages. Der smages malt- og vaniljesødme. Noterne af mælkechokolade er kraftigere i smagen, end de var i duften. Efter et par mundfulde af øllen fremkommer en let syrlighed i baggrunden, der godt kan stamme fra humlen. En let bitterhed kommer også en anelse frem, og det kan sagtens komme fra de aflagte ex-bourbon fad, denne øl har lagret på. Det er tydeligt, at det er en øl med ret højt alkohol indhold, men den fremtræder ikke sprittet.

Afslutning:

Der er an lang afslutning på denne øl. Sødmen fra malten og vaniljen har lagt sig som et lag i hele mundhulen. Bitterheden, der kiggede en anelse frem i smagen, er en del tydeligere i eftersmagen, og det tilføjer en anelse tørhed til oplevelsen. En snert af egetræ fornemmes hen mod slutningen. Man efterlades med et minde om mælkechokolade og kaffe, mens alkoholen giver en anelse varme i svælget.

Hvad siger producenten:

X-mas is here and Santa has brought some of his evil black X-mas milk. Watch out for this vicious puppy. A supertanker Imperial Milk Stout aged in bourbon barrels”

Konklusion

Dette er en god øl. Kan man lide kraftige stouts, der kræver længe i glasset, så er dette et godt bud på en fin øl. Forventer man en mere klassisk juleøl, der passer godt til det kolde bord, så skal man nok se andre steder hen. Man kan købe en flaske for cirka 120,- kroner. For disse penge får man en god oplevelse, med en øl der kræver tid i glasset, og som fortjener fordybelse. Tørheden i afslutningen komplementerer fint en ellers sød, voluminøs og rund oplevelse, der sammen med tydelig påvirkning fra fadene gør øllen til en virkelig interessant fadlagret øl. Konklusionen på denne anmeldelse af Yule M%&?!&k er, at vi her har fat i en tung og lækker sag, der egner sig godt, til når man sidder foran pejsen en hel aften.

Jule Mælk – Islay Edition

Jule Mælk – modnet med Islay ege chips

Jule Mælk Islay Edition er en Imperial Milk Stout på 15% vol. fra bryggeriet To Øl, der er beliggende i København. Udgaven her er dog brygget som fantom-bryggeri hos bryggeriet De Proef i Belgien. Denne Imperial Milk Stout er efter brygningen modnet med ege chips fra Islay whiskyfad. Der er brugt flere malt typer, blandet andet chokolade, melanoidin og røgmalt. Endvidere er der brugt humlerne Admiral, Tettnanger og Tomahawk. Øllen har en IBU (International Bitter Units) på 104. Det er 2018 udgaven af øllen, der anmeldes i nedenstående.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #131

Anmeldelse af Jule Mælk Islay Edition

Næse:

Man får først et meget vinøst udtryk i næsen, hvor man fornemmer en let syrlighed. Dette er dog hurtigt væk, efter et minut i glasset. Herefter er det de mørke malttyper som træder frem. Man dufter noter af hårdt ristet kaffe og mørk chokolade. I baggrunden fornemmer man lidt vanilje og en smule sødme, der giver en god fylde. Man fornemmer ikke de imponerende 15% vol alkohol i duften.

Jule Mælk Islay Edition

Jule Mælk Islay Edition

Palette:

Man oplever først en stor fylde i munden, når man smager øllen. Herefter ruller de kraftige smagsnuancer igennem munden. Man smager kaffe og mørk chokolade som det første. Herefter overvældes man af en næsten overvældende sødme, som nærmes dækker munden med noter af mørk sirup. Efter et par mundfulde fornemmer man i baggrunden en lille smule vanilje, og en lille snert af noget røg, som sikkert stammer fra ege chipsene fra Islay. Imponerende nok kan man faktisk ane lidt bitterhed fra humlen, men der er selvfølgelig også voldsomme 104 IBU. Der er en god varme i munden fra alkoholen.

Afslutning:

Der er en god og lang eftersmag på øllen. Munden er dækket med den mørke sirup, som fint binder de andre smagsnuancer. Det er stadig kaffe og mørk chokolade som dominerer. Igen kigger humlen lige frem, og giver et lidt bitter, og næsten syrlig, fornemmelse på tungespidsen. Der er også lidt noter af vanilje og egetræ at spore i afslutningen. Alkoholen gør ikke sig specielt bemærket, når man tænker på, at den er 15% Vol.

Hvad siger producenten:

Our all time favourite imperial x-mas milk stout, Jule Mælk is back in a 2018 edition, matured with Islay Whisky oak chips.”

Konklusion

Det er en fantastisk øl. Man får hele pakken når man drikker denne øl. Den er god i både næsen, paletten og afslutningen. Øllen er meget voluminøs i sit udtryk, men det er jo også forventeligt med en imperial stout på 15% vol. To Øl formår at lave en blød øl, som ikke har det melede udtryk, som mange stouts med hårdt ristet malt, desværre godt kan have. Endvidere formår bryggeriet at få humlen til at gøre sig bemærket, hvilket nærmest er en umulig opgave i en imperial stout. Nu har øllen så også humle tilsat med en IBU på 104, hvilket ligger et pænt stykke over de fleste IPA, som ellers overlever på aroma og smag fra humlen. Man finder dog ikke smag af whisky i øllen, men vaniljen kigger fint frem. Øllen koster omkring 80,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Jule Mælk Islay Edition er, at det er en fantastisk øl, som er bedre end alt andet mælk jeg tidligere har smagt.