Aberfeldy 10 Year Old – Hidden Spirits 2009/2019

Aberfeldy 10 Year Old – Uafhængig single cask aftapning

Aberfeldy 10 Year Old er en single malt whisky på 51,9% vol. Aberfeldy Distillery er et af Skotlands destillerier i Highland regionen. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad i 10 år. Råspritten er fremstillet i 2009, og hældt på et enkelt fad, og senere aftappet i 2019. Fadet har kode #AB919, og det er derfor også en single cask aftapning. Den er aftappet af den italienske uafhængige aftapper Hidden Spirits.  Der er i alt sendt 171 flasker på markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #294

Anmeldelse af Aberfeldy 10 Year Old

Næse:

Duften af den høje alkoholprocent i denne uafhængige aftapning, er det første som rammer næseborene. Nogle minutter i glasset fjerner nedtoner fint spritten, og andre nuancer kommer frem. Der duftes nu frisk, næsten umoden frugt. Det er grønne æbler og lidt umodne vindruer som kommer frem. Langsomt begynder vanilje at blive tydeligere i aromaen. Ligeledes kommer en fin duft af nødder frem. Der duftes mandler og hasselnødder. I baggrunden duftes lidt friske krydderurter, samt en snert af mineraler. Lidt vand tilfører drammen en smule sødme i duften.

Aberfeldy 10 Year Old - Sample

Aberfeldy 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er også dominerende i starten, når der smages på denne Highland single malt whisky. Lidt vand i glasset tager det hårdeste brænd af alkoholen, og kan med fordel tilsættes. Der er stærke krydderier med det samme whiskyen puttes i munden. Der er stærk peber, wasabi og ingefær, som alle tilfører stærk krydret smag. Der er lidt brænd på tungen og i svælget. Efter et par nip fra drammen, og smagsløgene lige vænner sig til de stærke krydderier, så smages lidt frugtsødme fra ferskner og modne æbler. Der smages momentvis lidt grønne umodne æbler og krydderurter. Ligeledes kigger lidt mint frem ved lejlighed.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der mærkes stadig peber, wasabi og ingefær på tungen i et godt stykke tid. Dette aftager gradvist, og der fremkommer en fin smag af vanilje og mælkechokolade. Smagen af mint som kiggede frem i paletten, er mere tydelig i eftersmagen. Man mindes ligeledes også om de friske krydderurter. Som i duften, har eftersmagen også en smule mineralsk tilsnit, som tilføjer en let tørhed til oplevelsen. Man efterlades med god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig dram, uden den kommer helt op i de høje skylag. Kan man lide stærke krydderier som wasabi og måske endda chili, så er dette et godt bud på en interessant whisky. Det er netop i disse stærke krydderier, hvor den virkelig skiller sig ud fra mængden. Kan man lide røget whisky eller sherry lagret whisky, så skal mn gå uden op denne. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Jeg gav 20 kroner, hvilket må siges at være en særdeles skarp pris for en 3 cl. whisky sample. Jeg er godt tilfreds med at have smagt drammen, men er sådan set også godt tilfreds med, at jeg ikke smed penge efter en hel flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberfeldy 10 Year Old er, at kan man lide stærke krydderier som en bærende kraft, så er dette den helt rigtige whisky.

3/5 (1)

Aberfeldy 12 Year Old – Honning og appelsin

Aberfeldy 12 Year Old – brugt i Dewar’s blended

Aberfeldy 12 Year Old er en single malt whisky på 40% vol. Aberfeldy Distillery er et whisky destilleri i Skotland, som er beliggende i Highland området. Aberfeldy er ejet af Bacardi Limited, og whiskyen bruges som hovedbestandel i Dewar’s blended whisky. Ofte refereres der endda til destilleriet som “Dewar’s Aberfeldy”. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad, og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #87

Anmeldelse af Aberfeldy 12 Year Old

Næse:

Man dufter straks søde frugter som modne æble og pærer. Sødmen ændrer sig dog hurtig over i en mere honninglignende sødme. Efter lidt tid i glasset fremkommer en smule syrlighed. Det betyder af aromaen fra frugterne kommer til at minde lidt om ananas i sin fremtoning. I baggrunden fremkommer en snert af egetræ, og en smule vanilje dukker frem. Der er ingenting at mærke fra de 40% vol alkohol i aromaen.

Aberfeldy 12 Year Old - Sample

Aberfeldy 12 Year Old – Sample

Palette:

Ananas er tydeligere i smagen. Der er en fin balance mellem honningsødme og syrlighed, som næsten leder tankerne hen i retning af søde modne appelsiner. Efter et par mundfulde bliver smagen af egetræ tydeligere og tydeligere, og der kommer en fin smag af vanilje. Fra baggrunden kommer noter af karamel og mørk chokolade. Heller ikke i smagen mærken men alkoholen synderligt. Man fornemmer lidt prikken på tungen fra lidt stærk krydderi.

Afslutning:

Der er en medium lang eftersmag på drammen. Smagen af krydderi er tydeligere i afslutningen. Der er lidt prikken som fra stærk sort peber og kanel. Dette går dog hurtigt over i et mere sødmefyldt udtryk. Igen er balancen mellem syre og sødme hen i retning, af den, som man kender fra søde appelsiner. Fra baggrunden kommer efterhånden en smag af kaffe og karamel. Det hele slutter af i en smule vanilje på tungen, inden den tørrer ud i en let bitter note.

Hvad siger producenten:

“Aberfeldy 12 Years Old Whisky is mellowed for 12 Years in handmade oak casks, this smooth, sweet dram offers rich rewards for those who like to dig deeper. “

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky, hvis man ikke har prøvet single malt whisky tidligere. Den er ikke specielt kompleks, men tilbyder stadig ganske fine indtryk i både duft, smag og eftersmag. Hvis man er ny ud i den store verden af single malt whisky, så kan man sagtens starte her. Prisen på omkring 350,- kroner sprænger heller ikke budgettet, og den klarer sig fornuftigt sammenlignet med andre i prislejet. For den lidt mere avancerede whisky-nyder, så er dette en fin dram til hverdagen, eller til at introducere andre til whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberfeldy 12 Year Old er, at dette er en fin begynder whisky, der trods alt har lidt at byde på.

3/5 (1)