Contrapuntal complementarities – SMWS 52.39

Old Pulteney 2013 7 Year Old – SMWS 52.39

Contrapuntal complementarities SMWS 52.39 er en whisky på 57,9% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Pulteney Distillery i Highland distriktet. Whiskyen er sat til salg til den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society’s medlemmer. Råspritten er brændt den 27/8-2013. Herefter har denne single cask aftapning lagret i 7 år på et enkelt first fill ex-bourbon fad, inden den er aftappet ved fuld fadstyrke. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og den er ikke tilsat farve. Aftapningen har et outturn på 257 flasker.

Flasken blev købt i min sommerferie 2021, hvor min kone og jeg kørte igennem Vejle. Jeg besluttede mig for, at vi skulle ind og se butikken i Torvehallerne, når vi nu var på de kanter. Jeg manglede en flaske i smagsprofilen “Young & Spritely”, for at have flasker fra dem alle. Jeg spurgte, om han ikke tilfældigvis havde nogen på lager, og han kom derefter med denne aftapning, som jeg kunne få lov at købe.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #429

Anmeldelse af SMWS 52.39

Næse:

En let duft af umodne frugter og bær kommer op af glasset som det første. Der duftes grønne pærer og stikkelsbær. Langsomt men sikkert kommer en duft af citrusfrugter og nyslået græs mere frem. Der duftes citroner og grapefrugter, der giver et let syrligt indtryk i næsen. Når man har smagt på drammen opfanges også vanilje og karamel i duften, mens lidt hasselnødder momentvis dukker op. Dette forstærkes med et par dråber vand. Man mærker at det er whisky med højt indhold af alkohol, men den er ikke decideret sprittet i næsen.

Contrapuntal complementarities 52.39

Contrapuntal complementarities 52.39

Palette:

De 57,9% Vol alkohol er mere tydelige i smagen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand til drammen. Der gives nu plads til tydelige noter af karamel, vanilje og chokolade i denne Highland whisky. Sammen med en smule bitterhed ledes tankerne i retning af hasselnødder og valnødder. Ganske som i duften, så er syrlige og umodne frugter, som pærer og grape, også at finde i smagen. Momentvis opleves stærk wasabi på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. Ligeledes fremkommer et strejf af mynte lejlighedsvist i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Syrligheden fra citroner og grape mærkes i mundhulen. Samtidig ligger et fint lag af karamel og vanilje på tungen. Sødmen er mere markant i eftersmagen, end den har været i både duft og smag. Efterhånden som dette aftager, bliver en let bitterhed mere og mere tydelig. Efterhånden som man kommer ned igennem flasken, fremkommer en let strejf af kokos momentvis i eftersmagen. Man efterlades med en fornemmelse i munden som når man har drukket citron-the, der er sødet lidt for meget, og har trukket lidt for længe,

Hvad siger producenten:

“The nose was a pool-side feast of scallops fried in butter, aged prosciutto, olives and salted cashews, followed by crème caramel and lemon tart served on wood. The palate’s alluring sweetness balanced citric astringency – rose Turkish Delight and Ruffle bars (dark chocolate, raspberry and coconut) against stewed plums, with perfumed tobacco, wasabi and waxed wood to finish. The reduced nose continued this duality – vanilla custard and sweetie cigarettes counterpointing limoncello, tart toffee apple and miso soup. In reduction, the palate became juicy and easy drinking – sugared almonds, raspberry ripple and jelly babies, with fruit skins and tannic oak swirling in the finish.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en whisky, der ikke stiller de store krav til kompleksitet, men stadig tilbyder nok dybde til at man godt kan fordybe sig i den, så er dette et godt valg. Man kan købe en af de kun 257 flasker for 575,-. For de penge får man, som sædvanligt med aftapninger fra The Scotch Malt Whisky Society, en whisky uden kunstig farve, der er aftappet ved fuld fadstyrke og uden brug af kølefiltrering. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Pulteney 2013 7 Year Old, Contrapuntal complementarities, SMWS 52.39 er, at armene ikke kommer helt op, men det dog stadig er en god gedigen whisky oplevelse.

2/5 (1)

Old Pulteney 12 Year Old – en letsaltet nydelse

Old Pulteney 12 Year Old – en god dram til fornuftig pris

Old Pulteney 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Pulteney Distillery er et af nordligst beliggende skotske destillerier på fastlandet. Destilleriet ligger i Highland regionen, hvilket også gør whiskyen til en Highland single malt whisky. Pulteney Distillery er ejet af Inver House Distillers. Whiskyen har lagret 12 år på ex-bourbon fad og den er kølefiltreret. Det er værd at bemærke, at denne whisky har vundet flere guld- og sølvmedaljer ved internationale mesterskaber, som blandt andet International Wine and Spirit Competition 2017.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #115

Anmeldelse af Old Pulteney 12 Year Old

Næse:

Man dufter først søde frugter, når man stikker næsen i denne dram. Aromaen er hen i retning af modne pærer og ferskner. Efter lidt tid i glasset ændrer den karakter hen i retning af søde appelsiner, modne bananer og honning. Der er en let aroma af egetræ, og man mærker en fornemmelse af salt i næsen. I baggrunden mærkes en smule vanilje. Alkoholen på de 40% vol. er ikke at mærke i næsen.

Old Pulteney 12 Year Old

Old Pulteney 12 Year Old

Palette:

Paletten er lidt mere barsk end næsen. Man smager straks stærke krydderier som peber og kanel i denne whisky. Der er et næsten chili-agtig brænd på tungespidsen. Når smagsløgene har vænnet sig til det lidt barske førstehåndsindtryk, så fremkommer en god honningsødme. De modne appelsiner, man lige anede i duften, er tydeligere i smagen. Der ligger en saltet fornemmelse over hele udtrykket, og alkoholen er også her meget neutral. Oplevelsen bliver mere afdæmpet når flasken har været åbnet i noget tid.

Afslutning:

Der er en relativ kort afslutning på whiskyen. Også her er den næsten overmodne appelsin tydelig. Fornemmelsen af salt er mere markant i eftersmagen. Man fornemmer lidt nødder i baggrunden. Sammen med saltet giver det næsten en følelse, som når man har spist saltede peanuts. Slutteligt tørrer munden lidt ud, og man sidder tilbage med lidt vanilje, karamel og chokolade i munden.

Hvad siger producenten:

“Matured wholly in air-dried, hand-selected ex-bourbon casks the ‘unashamedly excellent’ Old Pultene 12 years old is the definitive expression in the Old Pulteney family. Traditionally crafted using techniques that other distillers have long abandoned, this winner of numerous gold medals at the most prestigious internationla competitions is a high water-mark of quality spirits.

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, der har en del at byde på. Ligeså blød den er i næsen, ligeså kraftfuld er den i paletten. Det giver en god harmoni, når man drikker whiskyen. Hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med det såkaldte “maritime udtryk”, hvor salt og hav er tydeligt, så er dette et godt sted at starte. Det er værd at bemærke, at den bløder en del op i smagen, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Ligeledes aftager det salte udtryk også en anelse nogle måneder efter åbningen. Man kan købe en flaske for omkring 300,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 250,- kroner, og så bør man helt sikkert købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Pulteney 12 Year Old er, at det er en glimrende saltet maritim whisky.

4.5/5 (2)