Aberlour 1989 30 Year Old – The Perfect Fifth 1989/2020

Aberlour 1989 30 Year Old – Perfect Equilibrium (reklame)

Aberlour 1989 30 Year Old er en single malt whisky på 51,5% Vol. Den kommer fra Aberlour Distillery, der ligger i Speyside området i Skotland. Denne single cask whisky har lagret på et enkelt ex-bourbon fad nummer #11050. Råspritten er fremstillet og påfyldt fadet den 20/10-1989, og whiskyen er senere aftappet 15/6-2020, med en aldersangivelse på 30 år. Den uafhængige aftapper The Perfect Fifth har aftappet i alt 241 flasker fra fadet, og har desuden doneret denne sample til anmeldelse på bloggen. Whiskyen er del i aftapparens serie “Perfect Equilibrium”. Whiskyen er fremstillet uden kunstig farve, uden brug af kølefiltrering og ved cask strength.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #332

Anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft af modne frugter. Søde røde æbler og honningmeloner kommer først. Der følges op med solmodne appelsiner og klementiner. Efter nogle minutter i glasset kommer vanilje og karamel frem. Ligeledes kommer en fin duft af marcipan gradvist mere og mere frem. Når man også har smagt på drammen opfanges også en anelse krydderurter, hvor mynte er ganske tydelig. Man mærker ikke de 51,5% Vol alkohol i næsen.

Aberlour 1989 30 Year Old - Sample

Aberlour 1989 30 Year Old – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så mødes smagsløgene også af tydelig frugt. Der smages tydelig honningmelon, hvor modne æbler er lidt mere tilbagetrukket. Efter et par nip til drammen bliver modne sødmefulde appelsiner mere og mere tydelige i smagen i denne Speyside whisky. Efterhånden kommer krydderurter som timian og mynte frem fra baggrunden, mens noter af vanilje og karamel giver ekstra sødme. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men whiskyen virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Vanilje og karamel dominerer i afslutningen. Søde appelsiner og honningmeloner kommer momentvis frem, mens lidt frisk mynte mærkes på tungespidsen. Tydelig smag af egetræ kommer frem, og dominerer efterhånden afslutning. Der kommer samtidig en let note af marcipan, der også var at finde i duften. Man efterlades med lidt tørhed og bitterhed i munden, mens alkoholen giver en smule varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“A truly Speyside whisky, this release embodies all of the luxurious, sweet rich fruitiness which has made it the number one whisky in France. A slow distillation process, in a classic design of pot still, results in a calm, sweet and warming character.”

Konklusion:

Det er en glimrende whisky. Der er godt samspil mellem noter af sødmefuld frugt, friske krydderurter, karamel og vanilje. Det giver en ganske god kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en af de 241 flasker for lige godt og vel 15.500,- kroner. Derfor er ej selvfølgelig glad for at få doneret denne smagsprøve til anmeldelse, da jeg ikke ellers har mulighed for at smage whisky i dette prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberlour 1989 30 Year Old er, at det en meget fin whisky, men det kræver en god tegnebog, at købe en hel flaske.

4/5 (1)