Thy Whisky No. 14 – Bøg

Thy Whisky No. 14 – Bøgerøget whisky

Thy Whisky No. 14 er en dansk single malt whisky på 57,4% Vol. Whiskyen er fremstillet af Thy Whisky, og destilleret af Nordisk Brænderi. Whiskyen er lagret på ex-oloroso sherryfad. Råspritten er fremstillet fra april til december 2017 på pale malt og bøgerøget malt begge fra kornsorten Odyssey byg. Whiskyen er hældt på flasker i marts 2021, og kommer med en aldersangivelse på 3 år. Whiskyen aftappes uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Whiskyen er desuden økologisk certificeret. Der er sendt 1627 flasker på markedet. Denne aftapning var del af en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana, hvor Andreas fra Thy Whisky fortalte om destilleriets aftapninger.

Besøg: Producentens hjemmeside og destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #412

Anmeldelse af Thy Whisky No. 14

Næse:

En let røg rammer næsen som det første. Det er ikke rød som man kender det fra Islay, men mere er en let sødmefuld røg, som man kender det fra røget kød og fisk. En let dufte af sødmefulde tørrede frugter kommer frem. Der duftes svesker og abrikoser. I baggrunden anes svagt lidt noter af friske let syrlige æbler og vindruer. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer en duft af egetræ og mynte gradvist mere frem. De 57.4% Vol alkohol opfanges i duften, dog uden whiskyen fremtræder sprittet.

Thy Whisky No. 14 - Sample

Thy Whisky No. 14 – Sample

Palette:

Den sødmefulde røg er også det første. der rammer smagsløgene. Sammen med tydeligt egetræ, forstærkes fornemmelsen af røget kød og fisk, der også var markant i duften. De friske og lidt syrlige æbler og vindruer er tydeligere i smagen end i duften. Sammen med lidt krydderurter som mynte og timian, giver det et næsten frisk pust i munden. Efter et par nip til denne danske whisky, bliver de tungere nuancer fra abrikoser og svesker gradvist mere og mere tydelig. Alkoholen er tydelig, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, der blot forstærker de søde tørrede frugter.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Svesker og abrikoser smager stadigt igennem. En markant smag af egetræ er til stede i afslutningen. Med sig har det en let bitter note, der lægger sig på tungen. Kombinationen leder tankerne i retning af mokka og mørk chokolade. Momentvis opfanges stadig sødmefuld røg, men den er nu næsten væk. Der mærkes en let varme i mund og svælg fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Unik single malt whisky røget på bøgetræ. Vores bud på en røget whisky, som viderefører den lange nordiske tradition om røgning. Vores forrige røgede whisky, No. 9 – Bøg, blev kåret til Europas Bedste Whisky i The Whisky Bible 2020 med ordene “…one of the most complete, complex and compelling whiskies I have tasted this year. A Danish masterpiece“. Nu har vi endelig efterfølgeren klar. Denne gang med et endnu tydeligere aftryk af bøgerøg kombineret med sødmen og den lange eftersmag fra de friske sherryfade. Whiskyen er tappet tæt ved fadstyrken, hvor bøgerøgen folder sig allermest ud, og sherryfadenes aftryk er intenst, men balanceret med både dyb sødme, noter af æble og friske frugter og en snert af egetræ fra de gamle tønder.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er ganske spændende indtryk i både duft og smag. Kan man lide dansk lokal håndværk, hvor producenten ikke er bange for at lege med klassisk dansk bøgerøg, så er dette et godt bud på en fin whisky. Nuvel, man får også lov at give cirka 1000,- kroner for 50 cl. Selvfølgelig skal et ret nystartet destilleri, med stort hype omkring sig, også have lov at tage en god pris. Flaskerne ryger hurtigt af hylderne alligevel. Med den prissætning, så er der også mange gode alternativer, hvis man kigger efter eksempelvis skotsk whisky, men det er naturligvis op til den enkelte at vurdere. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 14 Bøg er, at dette en en god dansk whisky, der har meget at byde på i både duft og smag.

4/5 (1)