Thy Whisky Spelt-Rye – Rye Whisky

Thy Whisky Spelt-Rye – Core Expression (reklame)

Thy Whisky Spelt-Rye er en dansk rug whisky på 48,5% Vol. Whiskyen produceres af det danske destilleri Thy Whisky. Destilaltet er brændt på maltet rug, spelt og byg. Den har lagret på nye egetræsfad, inden den er aftappet uden aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside ses, præcist hvilke fad whiskyen har lagret på, og hvornår de er påfyldt. Ligeledes ligger også andre relevante informationer, der tilgås med en QR kode på de nye flasker. Aftapningen er frigivet under lanceringen af de tre nye udtryk fra destilleriet; Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Flaskerne har desuden fået nyt udseende og indeholder 70 cl. Der er sendt 2900 flasker af denne første omgang Core Expression af whiskyen på markedet.

Smagsprøven, i denne anmeldelse, er med i smagesættet, som destilleriet solgte på sin hjemmeside, i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Destilleriet har sendt mig sættet, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #471

Anmeldelse af Thy Whisky Spelt-Rye

Næse:

Sødme fra vanilje og lys karamel rammer næsen som det første, når man første gang dufter til drammen. Friske krydderurter dom mynte og timian følger hurtigt efter. Efter whiskyen har stået lidt tid i glasset, kommer noter af brød og honning frem. Man aner fjernt lidt frugtige noter fra bananer og modne ferskner. Efter også at have smagt på indholdet i glasset, opfanges lejlighedsvist lidt lakridsrod i næsen. De 48,5% Vol er ikke tydelige.

Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression - Sample

Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression – Sample

Palette:

Lige som i duften, er det sød vanilje og lys karamel, der først smages i denne rye whisky. Der mærkes hurtigt lidt stærk kanel og muskatnød på tungen, der dog aftager hurtigt igen. Der gives nu plads til lidt søde tropiske frugter som modne ferskner og mango. Efter et par nip til drammen kommer en let bitterhed frem, der med sig har et strejf af chokolade og lakridsrod. Momentvis opleves også her lidt mynte, der også var at finde i duften. Alkoholen er ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der er stadig tydelig sødme fra vanilje og modne tropiske frugter. Efter hånden som sødmen aftager, bliver bitterheden gradvist mere og mere tydelig. Smagen fra lakridsrod er mere markant i eftersmagen, end den er i duften og smagen, og forstærkes af den tiltagen bitterhed.  Også i afslutningen kommer lidt mynte med mellemrum frem. Man sidder tilbage med en let tørhed i munden, med et minde om hjemmebagt rugbrød, egetræ, kanel og muskatnød, mens man mærker en smule varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Vores nordiske bud på en rye whisky lavet på maltet spelt, rug og byg. Forskellige kornsorter, som indgår som en naturlig del af vores økologiske sædskifte. Inspireret af den danske kærlighed til rugen og rugbrødet og de gamle hvedesorter. Spelt-Rye viser hvordan en nænsom udvælgelse af kornsorter, vores eget malteri og eksperimenter med nye mashbills kan skabe en helt ny smagsprofil til vores whisky.Efter lagring på nye egetræsfade er Spelt-Rye en fyldig og frugtig, krydret og floral whisky med en fin fadbalance. Aromaer af fyldig vanilje, rosé peber, flødekaramel, citrus og lyngblomster.”

Konklusion:

Dette er fin rye whisky. Hvis man kan lide de ofte krydrede noter, der typisk er at finde i whisky lavet på rug, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Med en prissætning på 599,- for en flaske på 70 cl., så er den fuldt ud konkurrencedygtig med rye whisky fra både internationale destillerier, men i særdeleshed også fra de danske destillerier. Når man er en whisky nørd som jeg, så er det også dejligt med fuld gennemsigtighed i produktionen, via QR koden på flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky Spelt-Rye Core Expression er, at det er en dejlig rye whisky, der sagtens kan blande sig i det gode selskab.

3/5 (1)

Thy Whisky Bøg – Single Malt Whisky

Thy Whisky Bøg – Core Expression (reklame)

Thy Whisky Bøg er en dansk single malt whisky på 50% Vol. Whiskyen kommer fra det danske destilleri Thy Whisky. Spritten er fremstillet af bøgerøget malt fra kornsorten Odyssey Byg. Den har lagret på en kombination af sherryfad, der tidligere har indeholdt Oloroso og PX sherry. Det fremgår ikke af flasken, hvor længe denne økologiske whisky har modnet på disse fad, da aftapningen kommer uden aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside fremgår det dog præcist, hvilke fad whiskyen har lagret på, og hvornår de er påfyldt, samt anden relevant information om whiskyen. Dette tilgås med en QR kode på de nye flasker. Flasken er sendt på markedet i forbindelse med lanceringen af nyt udseende på flaskerne, og en ny opdeling af aftapninger fra destilleriet i Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Der er sendt 3100 flasker på markedet i denne første omgang Core Expression af aftapningen.

Denne sample er med i smagesættet som destilleriet sælger på sin hjemmeside i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Smagningen foregår på engelsk online via Thy Whisky’s hjemmeside, YouTube og Facebook den 31. Maj 2024 kl. 20.00. Smagesættet indeholder syv samples af whisky, et smageglas, en pipette og tre samples af malt. Destilleriet har stillet sættet til rådighed for mig, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #462

Anmeldelse af Thy Whisky Bøg

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset først. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Kombinationen mellem røg og maltsødme leder tankerne i retning af det, man kender i skinke eller nogle former for spegepølse. Efter nogle minutter i glasset opfanges lidt krydderurter som mynte og timian i duften. Efter også at have smagt på denne whisky, opfanges noter af honning, mens lidt sødme fra tørrede abrikoser trænger sig på. Et strejf at egetræ opfanges momentvis o baggrunden. Alkoholen mærkes ikke i duften

Thy Whisky Bøg Core Expression - Sample

Thy Whisky Bøg Core Expression – Sample

Palette:

Røgen smages, ganske som i duften, også som det første, når whiskyen rammer smagsløgene. Malt- og honningsødme kommer hurtigt frem i smags profilen. Efter et par nip til drammen kommer sødme fra tørrede abrikoser og rosiner en anelse frem. Et strejf af ingefær giver sammen med de 50% vol alkohol en smule prikken på tungen, dog for hurtigt at forsvinde igen. I baggrunden smages lejlighedsvist lidt tropiske frugter som modne ferskner, mango og passionsfrugter.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra malten, honningen og de tørrede abrikoser dominerer stadig. Langsomt kommer en smule bitterhed gradvist mere og mere frem, for til sidst at dominere eftersmagen. Med sig har det noter af egetræ, lidt mørk chokolade og hårdt ristede kaffebønner. Mynte og timian, der også var til stede i duften, kommer også frem i afslutningen. Munden tørrer slutteligt helt ud, mens man mærker varme fra alkoholen, mens lidt røg ligger i det fjerne.

Hvad siger producenten:

“Bøg har fået sit navn og smag fra den ærkedanske bøgerøg. Den er inspireret af duften af lejrbål og røgerierne langs Thy’s smukke vindblæste kyst.Bøg er skabt af økologisk byg fra markerne omkring os. Maltet og røget på vores tromlemalteri, med røg fra bøgetræ. Nænsomt enkeltdestilleret for at bevare de maltede og fyldige røgnoter og lagret på gamle sherryfade.Denne whisky er varm og røget med en blid sødme af bagte frugter, maltfylde og en dyb frugtig sødme af tørrede frugter fra lagringen på oloroso og PX sherryfade. “

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let røget whisky, hvor røgen ikke er for dominerende, så er dette et godt bud på et fint køb. Samtidig giver bøgerøgen en profil, der ikke findes i andet whisky jeg har smagt. Man kan købe en flaske på 70 cl. til 699,- kroner. Med denne prissætning at aftapning ganske konkurrencedygtig med whisky fra andre af de danske destillerier, særligt set i forhold til de gamle aftapninger på 50 cl til omkring 1000,- kroner flasken. Ligeledes er det dejligt forfriskende, at al information om aftapningen er tilgængelig igennem en QR kode på flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky Bøg Core Expression, er at whiskyen er god, og det er virkelig positivt, at destilleriet nu kommer på banen med aftapninger, hvor fleres pengepunge kan være med.

4/5 (1)

Fary Lochan 2017 3 Year Old – Private Cask 2017/2021

Fary Lochan 2017 3 Year Old – Ex-bourbon og ex-PX fad

Fary Lochan 2017 3 Year Old er en dansk whisky på 60,32% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Fary Lochan Destilleri A/S. En række 8 liters fad er sat til salg på destilleriet. De påfyldes 3 år gammel whisky, hvor råspritten er påyldt et ex-bourbon den 8. august 2017, og efter 3 år flyttes til de små private fad den 28. september 2020. Dette 8 liters fad har tidligere indeholdt PX-sherry. Whiskyen har fået en afslutning i fadet til den 15. februar 2021, hvor whiskyen er aftappet til Kasper Madsen ved fuld fadstyrke. Whiskyen er fremstillet uden brug af kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under aftapningen. Jeg har anmeldt flaske #4 af de i alt 13 flasker der kom fra 8 liters fadet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #459

Anmeldelse af Fary Lochan 2017 3 Year Old

Næse:

En tydelig sødme kommer på fra glasset. Der modne ferskner og pærer. Sammen med sødme fra vanilje giver det associationer til det man kender fra frugtbolsjer. I baggrunden duftes lidt friske krydderurter som mynte og timian. Efter nogle minutter i glasset kommer et strejf af egetræ en smule frem. Ligeledes bliver en duft fra tørrede abrikoser også mere tydelig. De 60,32% Vol alkohol mærkes i næsen, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Med vand forstærkes vaniljen og abrikoserne i duften.

Fary Lochan 2017 3 Year Old

Fary Lochan 2017 3 Year Old

Palette:

Sødmen fra tørrede abrikoser og vanilje smages som det første. Sammen med et strejf at modne ferskner og honningmelon, ledes tankerne, ganske som i duften, også her i retning at det, man finder i frugtbolsjer. Egetræ er en del tydeligere i smagen end i duften, og med sig har det en smule bitterhed, der bliver mere markant efter et par nip til denne danske whisky. Der mærkes stærk kanel på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Alkoholen er tydelig i smagen, men lidt vand nedtoner fint spritten. Det giver plads til lidt mynte, der momentvis kommer frem.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen ligger stadig som et tyndt lag i munden. Bitterheden og smagen af egetræ er tydeligere i afslutningen. Sammen med sødmen tænkes nu på mælkechokolade. Mynte er mere markant i eftersmagen, end den var i smagen. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man sidder tilbage med varme i kroppen, og et minde som når man har drukket kraftigt sødet kaffe, eller har spist maltbolsjer.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Har man mod på at prøve dansk whisky, og måske endda fra små private casks som her, så er dette et godt sted at starte. Det er ganske imponerende hvor meget disse små fad kan give til en whisky på så kort tid. Der er flere af de danske destillerier der lejlighedsvist har udbudt nogle små fad i salg. Alternativt er det muligt at finde flasker til salg på nettet. Jeg fandt whiskyen på en dansk salgside på internettet til 575,-. Jeg tog kontakt til sælger, og vi blev enige om at bytte med en flaske Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso., fra mit eget private 8 liters fad. Konklusionen på denne anmeldelse af Fary Lochan 2017 3 Year Old er, at det er fin whisky, der giver mod på at prøve mere fra de hurtigt modnede små fad.

3.33/5 (3)