Opskrift på whiskykarameller – Jack Daniel’s brugt rigtigt

Opskrift på Jack D’s whiskykarameller

I anledning af jul plejer vi som regel at lave noget konfekt, og i år blev det whiskykarameller. Vi har valgt at lave whiskykaramellerne med Jack Daniel’s Old No. 7. Man kan sikkert bruge andre typer whisky også. Jeg er ikke så vild med Jack Daniel’s Old No. 7, så nu kan den da blive brugt til noget fornuftigt. Resultatet er blevet ganske fint, og karamellerne har fået en rigtig god smag. I starten smager de som almindelige flødekarameller, men i eftersmagen er der tydelige toner af Tennessee whiskey.

Jack D's whiskykarameller

Jack D’s whiskykarameller

Ingredienser

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 150 gram sukker
  • 100 gram smør
  • 4 spsk sirup
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 6-8 spsk Jack Daniel’s Old No. 7

Tilberedning

Først hældes alle ingredienserne sammen i en gryde. Denne blanding koges i cirka 15-20 minutter. Det er vigtigt at dette foregår under omrøring, da massen let brænder på. Når man rører rundt, og karamelmassen begynder at slippe bunden på gryden, så er den ved at være færdig. Man tjekker konsistensen ved at smide et par dråber på en kold ske, så massen hurtigt størkner. Størkner den ikke straks, så put skeen i køleskabet et minut eller to. Er konsistensen på den størknede karamelmasse for tynd, så forsættes kogningen indtil man rammer den ønskede konsistens på sin karamel på den kolde ske. Når karamelmassen har den ønskede konsistens, så hældes den i en varmefast form med bagepapir i. Formen skal have en sådan størrelse, at det lag af karamelmasse man hælder i, bliver cirka 1 cm tyk. Dette kan selvfølgelig varieres, hvis man ønsker tykkere eller tyndere karameller. Fadet køles af i køleskabet i 10 til 20 minutter.

Karamellerne udskæres slutteligt i passende firkanter når massen er størknet tilstrækkeligt. Det er vigtigt at massen ikke bliver alt for kold, inden man skærer sine whiskykarameller ud. Efter udskæring lægges de i en kagedåse med bagepapir imellem lagene. Dine whiskykarameller opbevares i køleskabet. Vi har med held forsøgt andre typer whisky i karamellerne. Blandt andet kan det også anbefales at bruge Talisker Skye, der giver en virkelig god smag til dine karameller med whisky.

Opskrift på whiskysauce – til den middelmådige whisky

Opskrift på whiskysauce

Whiskysauce, eller whiskysovs, som det hedder i Nordjylland, blev en mangelvare da Jensens Bøfhus startede sagen mod Jensen Fiskerestaurant. Sagen kostede mig nemlig muligheden for at købe Jensens whiskysauce. Der var mange folk, der valgte at boykotte kæden og deres produkter. Det var også gældende for mig. Ikke fordi jeg kom på deres restauranter, for dem kunne jeg ikke lide i forvejen, men jeg var utroilg glad for deres sauce. Derfor var der pludselig behov for at jeg kunne lave min egen, og det er nu lykkedes. Jeg mener faktisk den er en del bedre end det jeg tidligere rendte og købte!

Whiskysauce

Whiskysauce

 

Ingredienser

  • Brun farin
  • Heinz ketchup
  • Tørret rosmarin
  • Røget paprika
  • Chili-flager
  • Fløde
  • Whisky – se egnede typer nederst på siden

Tilberedning

Det er vigtigt at bruge sine smagsløg i fremstillingen af denne whiskysauce, og det er derfor svært at sætte præcise mål på, hvor meget der skal i af hver ingrediens. Man skal prøve sig lidt frem, til man rammer den sammensætning, der passer til en selv. Følgende er en “basis-udgave”, hvor man selv kan skrue op og ned for hver ingrediens, så man rammer præcis den whiskysauce man kan lide.

Først opvarmes 300 gram brun farin og 4 dl Heinz ketchup i en gryde under omrøring. Når substansen koger tilsættes 1 tsk chili-flager, 2 tsk røget paprika samt en god slat tørret rosmarin. Straks efter tilsættes 1/2 liter fløde. Saucen bringes til kogning under omrøring. Nu skal saucen smages til. Man skal være lidt forsigtig med mængden af chili-flager og røget paprika, men man kommer ofte for lidt tørret rosmarin i. Hvis saucen mangler noget at de tre tørre krydderier justeres smagen nu med disse. Slutteligt tilsættes den whisky man ønsker at benytte. Der tilsættes omkring 1/2 dl afhængig af whisky og den smag man ønsker. Lad saucen små-koge under omrøring til spritten er ude af whiskyen.

Whisky velegnet til whiskysauce

Jeg anbefaler, at man bruger whisky, som man ellers ikke vil få brugt. Ofte vil det være såkaldte slave-whisky, hvor vi er i den pris-billige afdeling. Jeg anbefaler blandt andet:

Dunstone

White Saddle

Opskrift på irsk kaffe – Irish Coffee

Opskrift på irsk kaffe, Irish Coffee

Irsk kaffe, eller Irish Coffee om man vil, er en god drik, der er nem at lave. Den kan benyttes som dessert eller blot til hygge foran fjernsynet.

Ingredienser

  • Brun farin
  • Kaffe
  • Fløde
  • Whiskey – se egnede typer nederst på siden
Irsk kaffe - Irish Coffee

Irsk kaffe – Irish Coffee

Tilberedning

Start med at sætte kaffemaskinen i gang. Der må gerne brygges en relativt stærk kaffe. Mens kaffen løber igennem kan man piske fløden til flødeskum. Stivheden på flødeskummen er alt efter smag, men personligt foretrækker jeg en ret stiv udgave, da flødeskummet så lægger sig ovenpå den irske kaffe.

Når kaffen og flødeskum er klar, så tages herefter dit glas, og der puttes brun farin i bunden. Jeg foretrækker to teskefuld, men dette kan varieres alt efter smag. Tilsæt herefter den whiskey du ønsker at benytte. Personligt syntes jeg 4 cl. passer fint, men her kan også justeres, alt efter den ønskede styrke, og hvilken whiskey man vælger. Nu røres brun farin og whiskey sammen. Tilsæt herfter dampende varm kaffe. Til sidst lægges en klat flødeskum på toppen af kaffen. Nu er den irske kaffe klar til servering. Irsk kaffe skal drikkes med sugerør, så man kan komme ned til de gode dråber i bunden af glasset. Man kan får særligt designede Irish Coffee glas, med indbygget sugerør i skeeen, og disse kan med fordel benyttes.

Whiskey velegnet til irsk kaffe

Jeg har med succes forsøgt at lave irsk kaffe med disse whiskyer.

Jameson Irish Whiskey

Tullamore Dew

White Saddle (Billig skotsk blended)