Royal Brackla 14 Year Old – Morrison & MacKay Strictly Limited Edition
Royal Brackla 14 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Highland destilleriet Royal Brackla. Den uafhængige aftapper Morrison & MacKay, har udgivet denne flaske, som en del af deres “Càrn Mòr” serie, som en stærkt begrænset udgave. Aftapningen kommer fra 2 hogshead fad. Den blev destilleret i 2001, og er senere aftappet i 2016. De 14 års lagring fremgår på flaskerne. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret, og kommer uden kunstig farve. Der er sendt 768 flasker fra fadene på markedet.
Besøg: Destilleriets hjemmeside
Anmeldelse #173
Anmeldelse af Royal Brackla 14 Year Old
Næse:
Man får først en let sprittet fornemmelse i næsen, fra de 46% vol alkohol. Dette forsvinder dog hurtigt, og whiskyen fremtræder ikke længere med tydelig alkohol aroma. Der fremkommer i stedet tydelig noter af søde æbler, der efterhånden drejer over i noget som minder om maltsødme. Efter nogle minutter i glasset kommer en let aroma fra nødder, og der mærkes lidt vanilje i baggrunden. Der er en smule syrlig note, som minder lidt om den man kender fra billig og sur hvidvin.
Palette:
Der er tydelig smag af søde frugter, når man tager første nip til whiskyen. Der smages modne æbler og pærer. Også i paletten ænder dette sig til en maltsødme, når man har smagt på drammen en par gange. Der er hurtigt en kraftig prikken på tungen fra stærke krydderier som peber og ingefær. Der fornemmes en let syrlighed og bitterhed i munden, som leder tankerne hen i retning af revet citron-skal. Når man har smagt på drammen et par gange, så bliver smagen af vanilje mere fremtrædende, og man fornemmer lidt chokolade i baggrunden. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i smagen.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Først mærkes prikken fra peber og ingefær, som også var at finde i paletten. Efter lidt tid bliver bitterheden og syrligheden tydeligere og mere fremtrædende. Efterhånden aftager dette i en smag af vanilje og mælkechokolade. Man sidder med en fornemmelse i munden, som når man har spist lakridsrod. Der er en smule tørhed til sidst, mens man mærker varme fra alkoholen. Man sidder tilbage med en let smag af egetræ i munden.
Hvad siger producenten:
“A strictly limited bottling of only 768 bottles from 2 casks”
Konklusion:
Whiskyen imponerer ikke specielt. Den er heller ikke specielt dårlig. Det er den bløde mellemvare. Den er ikke så kedelig, at man ikke gider drikke den, men den er heller ikke så god, at man lige vælger at hælde den i glasset en gang mere. Derfor er jeg sådan set tilfreds med, at det kun er en sample jeg har købt. Jeg gav omkring 40,- kroner for denne sample, hvilket cirka svarer til prisen på en special-øl. Hvis man kan finde en af de 768 flasker, så kan den erhverves for omkring 350,- kroner. For de penge får man en 14 års single malt whisky, som ikke er kølefiltreret. Når man tager det i betragtning, er den såmænd nok pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Royal Brackla 14 Year Old er, at den sagtens drikkes, men den skiller sig ikke ud fra mængden.