Lagavulin 10 Year Old – Islay Single Malt Scotch Whisky

Lagavulin 10 Year Old – Travel Exclusive

Lagavulin 10 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet af Lagavulin Distillery på Islay. Whiskyen har modnet på en kombination af genbrugte og first fill ex-bourbon fad. Den har lagret i 10 år på disse fad. Denne flaske er sendt på markedet til rejsende, som en såkaldt “Travel Exclusive”. Whiskyen er kølefiltreret og farven er kunstigt justeret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #470

Anmeldelse af Lagavulin 10 Year Old

Næse:

Det første som kommer op fra glasset er en tydelig duft af røg. Det er røg som man kender det fra et nystartet bål, inden det er kommet rigtig i gang. Når næsen lige har vænnet sig til røgen, kommer lettere noter mere frem i glasset. Der duftes noter af citrusfrugter og sødmefuld blomsterhonning. I baggrunden anes en let maritim og mineralsk noter, der giver associationer til hav og strand. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Lagavulin 10 Year Old

Lagavulin 10 Year Old

Palette:

Røgen er, ganske som i duften, også det første der smages. Det er en tør og askelignende smag af røg. Der følges hurtigt op med sødme fra honning, mens en smag fra citrusfrugter følger efter. Der smages citroner og limefrugter. De maritime og mineralske  noter er tydeligere i smagen, end de er i duften. Der fornemmes lidt salt på tungen, og et strejf af flintesten på tungen. Efter et par nip til denne Islay whisky, kommer lidt bitterhed gradvist mere frem. De 43% Vol. alkohol er heller ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Noterne fra citrusfrugterne er mere markant i eftersmagen. Sammen med en tiltagende bitterhed, ledes tankerne i retning af det, man kender fra revet skal fra en citron. Der mærkes stadig lidt salt og flintesten på læberne og tungen. Momentvis opleves lidt stærk peber også på tungen, men det forsvinder dog hurtig igen. Man sidder tilbage med en let smag af røg, karamel og citrusfrugter i munden.

Hvad siger producenten:

Full of classic Lagavulin character, this 10 year old fom American Oak shows the signature intensity and smokiness, while selected first-fill ex-Bourbon casks add a creamy-smooth subtlety and a hint of spiciness.

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Hvis man kan lide whisky fra de skotske destillerier på Islay, med de klassiske noter fra røg og hav, så er dette et godt bud på en fin flaske. Jeg købte denne flaske for lige under 500,- i Dansk Vinlager i Tyskland. I danmark ligger den oftest med en pris over 650,- kroner, hvis man er heldig at finde den til salg. Når man er glad for whisky fra netop dette destilleri, så er det selvfølgelig en flaske der skal prøves. Hvis man sammenligner med den klassiske malt på 16 år, eller den 8 årige 200 års jubilæums flaske, så er dette klart den svageste af de tre aftapninger. Med en næsten identisk prissætning af de tre flasker, så virker de to andre umiddelbart som bedre køb. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 10 Year Old er, at som fan af destilleriet er whiskyen fin, men samlet set er den det svageste udspil, af de tre familiemedlemmer på henholdsvis 8, 10 og 16 år.

3/5 (1)

Lagavulin 8 Year Old – Limited 200th Anniversary Edition

Lagavulin 8 Year Old – Destilleriets 200 års fødselsdag

Lagavulin 8 Year Old er en whisky på 48% Vol. Whiskyen er produceret på Islay, og den er flasket på det skotske destilleri Lagavulin Distillery. Distilleriet er ejet af Diageo, og denne dram er udgivet i anledning af fejringen af destilleriets 200 års fødselsdag. Hensigten med denne whisky er at ramme så tæt på den oplevelse som whisky skribenten Alfred Barnard kaldte “Exceptionally fine” i 1886. Jeg var heldig at se et “ja tak” tilbud i den lokale SuperBrugsen til 249,- kr. Der var tre flasker til salg, og jeg var den eneste der havde sagt “ja tak”. Jeg tilbød at købe alle tre flasker for 650,- kr., og det accepterede brugsuddeleren. Whiskyen har lagret 8 år på genfyldte ex-bourbon fad af amerikansk eg,  og den er ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #287

Anmeldelse af Lagavulin 8 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af kraftig røg, når glasset nærmer sig. Det er rød som den man kender fra et bål eller en pejs. Når næsen har tilvænnet sig røgen, så kommer en let syrlig, næsten vinøs note frem. Det minder lidt om hengemt syrlig citrusfrugt. Der er en smule mineralsk udtryk i næsen, næsten saltet til tider. Der kommer fterhånden en smule vanilje og karamel frem fra baggrunden. De 48% vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Lagavulin 8 Year Old

Lagavulin 8 Year Old

Palette:

Røgen er det første som man rammes af, når der smages på denne Islay single malt whisky. Også her er det røg som den man kender fra et bål eller en pejs. Sødme er herefter tydelig. Det er en honningsødme, der fint følges op af sødme fra karamel. Der smages vanilje i baggrunden. Efter et par nip til glasset, fremkommer citrusnoter, som også var i duften. Der smages citron og lime. Der er en maltsødme og snert af lakrids, der en gang imellem kigger frem fra baggrunden. Ligeledes er den maritime note og letsaltede smag også at finde. Alkoholen gør sig ikke bemærket i smagen.

Afslutning:

Der er kort afslutning på denne whisky. Der smages stadig lidt citrusfrugter. Dette aftager hurtigt, og vanilje og karamel bliver tydeligere. For første gang mærkes lidt krydderier på tungen, og stærk peber giver en let prikkende fornemmelse. Smagen fra egetræ kommer efterhånden mere og mere frem. Der smages en smule mint på spidsen af tungen. Det hele er pakket ind i fin røg igennem hele afslutningen. Man efterlades med en smule mælkechokolade og søde appelsiner i munden.

Hvad siger producenten:

“This bicentenary limited edition is magnificently full-on in flavour – a celebration of the people and craft that make Lagavulin great.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, det skal der ikke herske tvivl om. Man kan godt smage at det er en ung og spændstig whisky, der har lidt spræl i sig. Det gør dog intet, for kombinationen af røg, citrusfrugt, vanilje og karamelsødme, der er pakket ind i et let maritimt udtryk, gør helhedsoplevelsen ganske god. Lagavulin 16 Year Old har langt mere bund og fylde, hvorimod denne dram virker mere frisk og frejdig. Whiskyen er nu blevet fast bestanddel af destilleriets sortiment, og den koster omkring 450,-. Det er næsten samme pris som den 16 årige storebror. Det er to forskellige typer af whisky, og de er begge gode, på hver sin måde. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 8 Year Old er, at den 16 årige storebror skal passe på, ikke at blive overhalet indenom, af den 8 årige lillebror.

4/5 (1)

Lagavulin 12 Year Old – 2020 Special Releases

Lagavulin 12 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Lagavulin 12 Year Old er en skotsk whisky på 56.4% Vol. Aftapningen er del i Diageo’s “2020 Special Releases” serie, der også går under navnet “Rare by Nature”. Whiskyen er produceret på Lagavulin Distillery på Islay. Råspritten er fremstillet i 2007, og har modnet i mindst 12 år på genbrugte amerikanske ex-bourbon fad. Som de andre flasker i denne serie, er whiskyen aftappet ved cask strength. Der er sendt et begrænset antal flasker på markedet af denne “Limited Edition”. Jeg har fået denne sample som et sponsorat til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #241

Anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af røg fra whiskyen. Det er en duft af røg, som den man finder i aske i bålet, når de sidste gløder er ved at forsvinde. Når man har tilvænnet næsen til aske-røgen, så kommer lettere nuancer frem. Der er fin duft af moden pære, der langsomt ændrer karakter til en syrligere frugt som grapefrugt. Der fremkommer efterhånden et strejf af tropiske frugter af ananas og umoden fersken. Der er en smule mineralsk note i duften. Alkoholen er ikke specielt tydelig, på trods af 56.4% Vol. Et par dråber vand gør duften en anelse sødere, og trækker lidt vanilje frem.

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases - Sample

Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases – Sample

Palette:

Frugtsødmen er tydelig i smagen, og der smages straks søde pærer og ferskner. Der følges hurtigt op med lidt bid i alkoholen, der dog fint nedtones med lidt vand. Frugtsødmen forstærkes med lidt vand i glasset. Ganske som i næsen trækkes vanilje også frem i paletten med lidt vand. Når man har smagt på drammen et par gange kommer syrlige noter af grapefrugt, og lidt umodne æbler frem fra baggrunden. Ligeledes bliver det mineralske og lidt saltede udtryk også gradvist mere markant i denne Islay whisky. Hele oplevelsen pakkes ind i et lag af aske-røg.

Afslutning:

Der er en lang eftersmag på denne dram. Det mineralske udtryk mærkes tydeligt i munden og på læberne. Der smages næsten salt og flintesten. Efterhånden tager sødmen over, og modne pærer og ferskner træder frem. Momentvis kigger en smule syrlighed frem på tungen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, men en smag af egetræ og vanilje kommer frem. Røgen ligger som et fint lag i munden i hele afslutningen, og man sidder tilbage med varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

This single vintage Lagavulin has been matured in traditional refill American oak casks selected to give a perfect expression of distillery character. Soaring in taste and intensity, the flavour is powerful and assertive yet subtly sweet.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide typisk Islay whisky, med røg og maritime noter, så er dette et godt bud på den rette whisky. Samtidig tilbydes fine nuancer af sødme og syrlighed, som tilbyder en fin dybde i drammen, uden den bliver alt for kompliceret. Når den samtidig er aftappet ved fuld fadstyrke, så løftes hele udtrykket lige en anelse op. Man kan købe en flaske for cirka 1200,- kroner. Det kræver nok at man er peat-head og Lagavulin fanboy for at finde det en passende pris. Jeg er tilfældigvis begge dele, og drammen falder i min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 12 Year Old 2020 Special Releases er, at det er den rette dram for alle, der elsker røget Islay Single Malt Whisky.

4/5 (1)