Gate Nº3/2023 – Park Bench Afternoon

Gate Nº3/2023 – Imperial Stout

Gate Nº3/2023 er en Imperial Stout på 10,5% vol. Øllen er fremstillet på det polske bryggeri Browar Maltgarden. Denne Hazelnut Cream Imperial Stout går også under navnet Park Bench Afternoon. Øllen har lagret i 25 måneder på aflagte bourbon fad fra Heaven Hill Distillery. Denne aftapning er en Limited Edition, der er sendt på markedet i 2023.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #487

Anmeldelse af Gate Nº3/2023

Næse:

Vaniljesødme kommer op fra glasset som det første. Der følges hurtigt med en tydelig duft af hasselnødder. Langsomt men sikkert kommer en duft af mørk chokolade mere og mere frem. Kombinationen leder tankerne i retning af det, man kender fra smørepålægget Nutella. Et strejf af sød lakrids anes i baggrunden, hvilket bliver tydeligere, efter der også er smagt på øllen. De 10,5% Vol. alkohol er ikke at finde i næsen.

Gate Nº3/2023

Gate Nº3/2023

Palette:

Som i duften er vanilje og hasselnødder også det første der smages, hvor det også her giver associationer til Nutella. Der følges op med et strejf af alkohol, der dog hurtigt nedtones af sødme fra malten. Mørk chokolade og sød lakrids smager fint igennem. I baggrunden kommer en let bitter note af egetræ frem efter et par mundfulde af denne fadlagrede øl.

Afslutning:

Der er medium afslutning på øllen. Sødme fra malten og vaniljen ligger som et fint lag i munden. En tiltagende bitterhed forstærker fornemmelsen af hasselnødder og mørk chokolade. Alkoholen er ikke at finde i afslutningen, men man fornemmer, at det er med til at løfte smagsoplevelsen. Man sider tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist chokoladekuglen Ferrero Rocher.

Hvad siger producenten:

“Discover Gate Numbers by Maltgarden, a limited series of beers aged in wooden barrels of fine spirits,”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Hvis man kan lide kraftige øl og pastry stouts, så er dette et godt køb. Vi har ikke fat i en let-løbs øl, der passer i sommervarmen, men nærmere en øl, der fortjener tid i glasset, og bedst nydes en vinteraften foran brændeovnen. Man kan købe en dåse med 33 cl. for cirka 90,- kroner. For det beløb får man en øl, der har modnet i mere end to år på  ex-borbon fad, og en dejlig øloplevelse, der varer ved længe. Konklusionen på denne anmeldelse af Browar Maltgarden Gate Nº3/2023 Park Bench Afternoon er, at vi her har fat i en af de helt store øloplevelser, der nærmest opleves som Ferrero Rocher på dåse.

Cassian Sunset – Brewer’s Reserve

Cassian Sunset – Bourbon Barrel

Cassian Sunset er en Imperial Stout på 11,7% vol. Øllen kommer fra det amrikanske bryggeri Central Waters Brewing i Wisconsin. Øllen har modnet i aflagte tønder, der tidligere har indeholdt bourbon. Under lagringen er der tilsat kaffe, vanilje og kanel. Det vides ikke hvor længe øllen har modnet på disse fad, og det fremgår heller ikke, fra hvilket destilleri de aflagte fad kommer.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #472

Anmeldelse af Cassian Sunset

Næse:

Det første der rammer næsen er sødme. Der duftes sødme fra både malten, men også fra vaniljen der er tilsat. Langsomt men sikkert kommer en duft af kaffe og kanel mere frem. Begge dele også tilsat under modningen af øllen. Det giver en smule tørhed i den ellers sødmefulde duft. Det fornemmes på duften at øllen har lagret, da der er et strejf af hengemthed, der leder tankerne i retning af fugtig kælder eller loftsrum. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Cassian Sunset

Cassian Sunset

Palette:

Vanilje smages som det første, ganske som det også er tilfældet i duften. Der følges op med tydelig maltsødme, hvor der er kraftig påvirkning fra de hårdt ristede malte, der er brugt i brygningen. Efter et par mundfulde kommer smagen af kanel og kaffe mere frem, men det er stadig ikke så dominerende som vaniljen. Der gradvist en smule tørhed frem på tungen, og der er momentvis lidt mynte at smage. Det er ikke noget jeg tidligere har oplevet i en øl, men jeg har oplevet det i en del whisky, så det må næsten komme fra lagringen på de aflagte fad. Det mærkes at det der en øl på 11,7% Vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Sødmen fra vaniljen og malten ligger som et fint tyndt lag i munden. Der mærkes stadig lidt stærk kanel på tungen, men smagen af mynte stadig lejlighedsvist kommer frem. En smule bitterhed kommer frem fra baggrunden, og med sig har det smagen fra de tilsatte kaffebønner. I kombination giver det en fornemmelse af mørk chokolade i munden. Man efterlades med et strejf af lakrids og kakao, inden munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

A bourbon barrel aged imperial stout with local Emy J’s coffee, whole vanilla beans, and cinnamon. The flavor profile of this wonderful beer boasts a lush mouthfeel, with just the right amount of creamy spice character to meld with the rich malt and barrel-aged profile.

Konklusion

Dette er en god øl. Som gammel håndbrygger har jeg selv tilført sjove ting og sager under brygningen af mine øl. Jeg har blandt andet også brygget med kanel, vanilje og kaffe. Jeg har dog aldrig ladet øllen modne med det, da jeg altid har kommet det i under mæskningen. Jeg må sige at alle tre tilsætninger virkelig kommer til sin ret i denne øl, og jeg vil overveje om jeg selv skal prøve det, næste gang jeg brygger øl. Samtidig er det ganske interessant med smagen af mynte, der en gang i mellem kommer frem i smagen og eftersmagen. Jeg har aldrig tidligere oplevet det i en fadlagret øl, men derimod ofte i whisky. Med en prissætning på cirka 65,- kroner får man en ganske fin oplevelse med denne øl. Konklusionen på denne anmeldelse af Cassian Sunset er, at der her er fuld valuta for pengene, da både de tilsatte smagsstoffer og fadlagringen går op i en højere enhed.

Malus Pater – Quadrupel

Malus Pater – Egetræslagret Bourbon & Rom

Malus Pater er en Quadrupel på 10% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri Beerhere, der ligger på Bornholm. Denne øl har lagret på egetræ, der tidligere har indeholdt bourbon og rom. Det vides ikke hvor længe øllen har modnet, og heller ikke i hvilket forhold af de to typer fad. Øllen er ikke filtreret eller pasteuriseret inden aftapning.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #463

Anmeldelse af Malus Pater

Næse:

En tydelig sødme fra malten duftes som det første. Der følges hurtigt op med noter af karamel og vanilje. Efter nogle minutter i glasset kommer et strejf af egetræ momentvis frem i duften. Når man også har smagt på øllen, så opfanges en let syrlighed og bitterhed i baggrunden, hvilket sagtens kan stamme fra humlen, men også fra de aflagte fad. Det fornemmes i næsen at øllen er på 10% Vol alkohol, og den kan forekomme en anelse sprittet i duften. Det aftager dog efter noget tid i glasset.

Malus Pater

Malus Pater

Palette:

Ganske som i duften, er sødmen fra malten også det første som smages. Der smages tydeligt karamel, mens smagen af vanilje er lidt mere tilbagetrukket. En let syrlighed og bitterhed kommer hurtigt frem. Det kan skyldes humlen, men det er også noter, der findes i noget whisky, så det kan også komme fra de aflagte rom og bourbon fad. Ganske som i duften, så er alkoholen også tydelig i smagen, dog uden den virker decideret sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på øllen. Sødmen aftager gradvist og blive mere tilbagetrukket end den er både i duften og smagen. Der er dog stadig en tydelig smag af karamel i munden. Bitterheden tiltager en smule, og giver en fornemmelse i munden, som når man har spist mørk chokolade. Munden tørrer gradvist helt ud, mens man sidder tilbage med en fornemmelse af sødet frugt-te i munden.

Hvad siger producenten:

“På Trappist-munkeklostrene bryggede man under fasten ekstra stærk og nærende ale for at holde sulten stangen. De liflige dråber på tom mave kombineret med megen lediggang førte af og til at mindre standhaftige medlemmer af ordenen hengav sig til mere korporlige excesser – munke der gik under betegnelsen “Malus Pater”, den dårlige fader. Med denne trappistinspirerede ale har du nu muligheden for at give dig tilsvarende hen, og husk: Gud ser alt, men han sladrer ikke.”

Konklusion

Dette er en fornuftig øl. Særligt finder jeg det interessant, at der forsøges med fadpåvirkning på en quadrupel, i stedet for de sædvanlige sorte stouts og imperial stouts. En øl med så højt alkoholindhold som denne, kan sagtens klare noget ekstra modning med påvirkning fra gamle fad. Det er med til at tilføje lidt mere rundhed og en ekstra dimension til øllet. Man kan købe en flaske på 33 cl. for cirka 45,- kroner. Med denne prissætning er den faktisk i den billige ende, af øl med fadlagring. Er man ikke til de helt tunge øl, så er dette et godt bud på en øl, hvor de fleste kan være med. Det gælder både smagsmæssigt og prismæssigt. Konklusionen på denne anmeldelse af Malus Pater er, at det er en fin øl, hvor øltypen quadrupel tydeligt viser, at den også egner sig fantastisk til fadlagring.