Ardmore 2002 17 Year Old – Hidden Spirits 2002/2019

Ardmore 2002 17 Year Old – Ex-bourbon single cask aftapning

Ardmore 2002 17 Year Old er en skotsk whisky på 52,7% Vol. Whiskyen er fremstillet på Ardmore Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Highland området. Råspritten er brændt i 2002, hvorefter den er hældt på et ex-bourbon fad med kode #AM219. Her har den lagret til den igen er aftappet i 2019. Dermed er whiskyen 17 år gammel, og den er desuden en single cask aftapningen. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Hidden Spirits. Der er aftappet i alt 226 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #434

Anmeldelse af Ardmore 2002 17 Year Old

Næse:

Man mødes først af en let røg i næsen. Der gives dog hurtigt plads til andre duft-indtryk, mens den lette røg stadig anes i baggrunden. Der kommer hurtigt duft af søde grapefrugter og søde æbler frem. Citrusindtrykket er dog dominerende af de to, særligt efter at have smagt på whiskyen. Egetræ kommer efterhånden mere frem i aromaen, mens vanilje også bliver tydeligere. Samtidig kommer malt og nyslået græs frem i duften. Man mærker ikke umiddelbart de 52,7% vol alkohol i næsen.

Ardmore 2002 17 Year Old - Sample

Ardmore 2002 17 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i paletten, og vand kan med fordel tilsættes efter personlig præference. Noterne er sødmefyldt grapefrugt er meget tydelige i smagen. Ligeledes smages også søde æbler med en snert af honning. Der smages kortvarigt lidt stærk ingefær på tungen. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, bliver vanilje og karamel mere og mere tydelig i paletten. Der fremkommer desuden et let mineralsk strejf henover smagen. Det hele pakkes ind i en let røg. Kombinationen mellem mineralitet og røg, leder tankerne i retning af visse Islay whiskyer.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Grapefrugt og let-syrlige noter mærkes i munden. Momentvis kigger den stærke ingefær, der også var til stede i paletten, også frem i afslutningen. Det mineralske udtryk forstærkes i eftersmagen, og giver en lidt saltet og tør fornemmelse i munden. Afslutningsvis bliver egetræ, vanilje og karamel mere dominerede. Man efterlades med et fint lag af røg i munden, og lidt noter af egetræ, mens varmen fra alkoholen breder sig i svælget.

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er gode og interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt finder jeg kombinationen mellem tydelig grapefrugt, røg og mineralitet interessant. Sammen med ingefær giver det drammen en næsten frisk smag. Hele oplevelsen løftes af god kraft i alkoholen. Man kan købe en flaske for cirka 800,- kroner.  Jeg var heldig at finde denne 3 cl. whisky sample på tilbud til 20,- kroner. Til den pris kan alle være med, og få lov at prøve denne glimrende dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2002 17 Year Old fra Hidden Spirits er, at dette er yderst interessant bekendtskab, som man bør prøve, hvis muligheden byder sig.

4/5 (1)

Cherry possets with fruit marshmallows – SMWS 9.200

Glen Grant 2003 17 Year Old – SMWS 9.200

Cherry possets with fruit marshmallows SMWS 9.200 er en whisky på 52,7% Vol. Den er fremstillet på det skotske destilleri Glen Grant Distillery i Speyside regionen. Whiskyen er flasket den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society. Denne whisky har lagret på et enkelt first fill ex-bourbon fad. Spiritussen er fremstillet den 11/09-2003, og senere aftappet ved fuld fadstyrke med en aldersangivelse på 17 år. Den blev oprindeligt aftappet til Spirit of Speyside Whisky Festival 2021, der grundet COVID-19 blev aflyst. Derfor blev den sat til almindeligt salg til klubbens medlemmer. Whiskyen kommer uden kunstigt farvestof, og er ikke aftappet med brug af kølefiltrering. Der er 223 flasker i dette outturn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #388

Anmeldelse af SMWS 9.200

Næse:

Sødmen fra modne æbler rammer næseborene som det første. Der følges hurtigt op med lidt syrlige noter, som man kender det fra umodne bær. Langsomt kommer lidt grønne urter frem i duften, hvor både timian og mynte er tydelig. Når man også har smagt på whiskyen, er vanilje og karamel også at finde i næsen. Man mærker ikke de 52,7% vol alkohol i duften.

Cherry possets with fruit marshmallows 9.200 - Sample

Cherry possets with fruit marshmallows 9.200 – Sample

Palette:

Sødmen fra vanilje, karamel og mælkechokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med syrlige noter, fra umodne æbler og bær. Der smages grønne, syrlige æbler. Sammen med en snert af bitterhed ledes tankerne i retning af det man kender fra umodne stikkelsbær. Efter et par nip til drammen kommer en anelse sødme fra røde æbler gradvist frem i denne Speyside whisky. Momentvis opfanges krydderurterne også i smagen, hvor særligt mynte er tydelig. Alkoholen er heller ikke markant i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Både sødme og syrlighed er stadig at mærke i munden. Det er en kombination af søde frugter og syrlige bær. Gradvist bliver karamel og vanilje tydeligere, får til sidst at dominere. Ligeledes forstærkes bitterheden også, og umodne stikkelsbær kommer igen frem i erindringen. Momentvis er lidt mynte at mærke på tungespidsen, inden munden slutteligt tørrer ud, mens varme fra alkoholen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“We imagined standing in the kitchen cooking sweet and sour cherries in a red wine sauce as a warm sea salt spray came through the open window. Hang on – was our neighbour cooking biriyani – chicken marinated in yogurt, chilli powder and garam masala layered with fragrant spiced basmati rice and caramelised onions? With a splash of water, the aroma of vanilla panna cotta and cherries poached in pastis next to Bircher muesli with apple juice, dried fruits, honey cinnamon and strawberries came to mind. On the palate deliciously sweet and creamy reminding us of lemon and cherry possets with fruit marshmallows, Chantilly cream and vanilla custard.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kombinationen mellem sødme, syrlighed og bitterhed fungerer ganske fornuftigt. Man kan som medlem af SMWS købe en af de kun 223 flasker for 975,- kroner. Til dette beløb lever den nok ikke helt op til forventningerne. I hvert fald ikke i forhold til mine smagsløg. Ud fra den betragtning er jeg som sådan glad for, at det kun er en sample jeg har købt, og ikke en hel flaske. Jeg vil personligt vælge at lægge mine penge et andet sted, og i dette prislejer er udvalget stort, med mange fine aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Grant 2003 17 Year Old, Cherry possets with fruit marshmallows, SMWS 9.200 er, at den som sådan er interessant nok, men ikke passer helt til mine præferencer for whisky.

3/5 (1)