Billy Brooks – American Outlaws

Billy Brooks – Bourbon Barrel Aged Double Mash Oat Imperial Stout

Billy Brooks er en fadlagret Double Mash Oat Imperial Stout på 12,8% vol. Øllen er brygget på det danske bryggeri Amager Bryghus. Øllen har lagret på Bourbon Special Reserve fad i 15 måneder inden aftapning. Det fremgår ikke på flasken, fra hvilket af de amerikanske destillerier disse fad kommer. Internettet fortæller, at det er fra Woodford Reserve Distillery.  Aftapningen er med i bryggeriets serie af fadlagrede øl kaldet “American Outlaws”. Den er flasket uden brug af filtrering og pasteurisering. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2352.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #478

Anmeldelse af Billy Brooks

Næse:

Duften af mørk og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset som det første. En let syrlig note, kommer kortvarigt frem, for hurtigt at forsvinde igen. Gradvist kommer en snert af lakrids og mørk chokolade frem. Dette forstærkes efter også at have smagt på øllen. Momentvis fanges næsten en duft, som det man kender fra mynte. En duft der også kan være at finde i whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Billy Brooks

Billy Brooks

Palette:

Smagen af mørk chokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Gradvist tager vaniljesødme mere og mere over, for til sidst at dominere. Efter et par slurke af øllen kommer et strejf af lakrids frem fra baggrunden, og det giver associationer til lakridsstangen “politistav” man kunne købe dengang jeg var barn. De 12,8% Vol er tydeligere i smagen, og uden at være sprittet, er det med til at løfte øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne fadlagrede øl. Smagen fra lakrids er stadig tydelig i munden. Ligeledes er der også stadig tydelig smag af sød vanilje, Efterhånden som sødmen aftager, kommer en smule bitterhed mere frem. Bitterheden er igen med til at give en smag af mørk chokolade. Munden tørrer til sidst helt ud, mens man sidder tilbage med et minde om lakrids-politistaven fra gamle dage.

Hvad siger producenten:

“Born in Ohio around 1832, Brooks moved west when he grew up and became a succesful buffalo hunter, so much that he earned the nickname “Buffalo Bill” – not to be confused with the other Buffalo Bill, William Cody. When his hunting days were over around 1870 he started working as a stage coach driver for the Southwestern Stage Company vetween Wichita, Kansas and Fort Sill, Oklahoma.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Hvis man kan lide mørke øl, med kraftig smag, så er dette et godt bud på en god øl. Den kan købes for cirka 170 kroner, hvis man stadig kan finde dem på hylderne. Det mest interessante for mig var smagen af den gamle lakridsstang “Politistav”, og det vækkede gode minder til barndommen. Det er en øl, der fortjener tid til fordybelse, og der går mange timer inden man er igennem flasken. Alternativt kan den naturligvis også deles med gode venner, da det trods alt er en flaske på 75 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Billy Brooks, American Outlaws, er, at det er en dejlig øl, der bringer gode minder om en svunden tid.

Big Bourbon Barrel Aged Stout – 2021 Edition

Big Bourbon Barrel Aged Stout – Imperial Stout

Big Bourbon Barrel Aged Stout er en Imperial Stout på 13,5% vol. Øllen er fremstillet på det svenske bryggeri Stigbergets Bryggeri. Denne Imperial Stout har lagret i et år på aflagte bourbon fad fra de tre amerikanske destillerier, Jim Beam, Woodford Reserve og King’s Country. Øllen i denne anmeldelse er fra deres 2021 udgave af øllen.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #475

Anmeldelse af Big Bourbon Barrel Aged Stout

Næse:

Tydelig sødme rammer næsen først. Der er sødme fra karamel og vanilje. Hurtigt kommer en duft af hengemthed, som man kender det fra gammel loftsrum, frem i glasset. I baggrunden ligger noter af mørk chokolade med et strejf af kokos. Efter nogle minutter i glasset kommer en anelse sød finsk lakrids frem. Man fornemmer at der er et højt indhold af alkohol, der giver øllen et næsten vinøs udtryk.

Big Bourbon Barrel Aged Stout

Big Bourbon Barrel Aged Stout

Palette:

Ganske som i duften, så er sødmen fra karamel og vanilje også det første, der smages i denne fadlagrede øl. Der følges hurtigt op med en smag af mærk chokolade. I kombination med sødmen ledes tankerne i retning af varm kakao. Efter et par mundfulde kommer smagen af sød lakrids mere og mere frem. I baggrunden ligger en smule bitterhed, der giver associationer til kaffe. Ligeledes opfanges lejlighedsvist en smule syrlighed, der sagtens kan komme fra humlen, men også fra lagringen i de aflagte ex-bourbon fad. De 13,5% Vol alkohol er med til at bære smagen i øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Munden er belagt med et fint lag af vanilje- og karamelsødme. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og forstærker fornemmelsen af mørk chokolade, med et strejf af kaffe. Der kan svagt anes et strejf af egetræ. Munden tørrer slutteligt mere og mere ud, og man sidder tilbage med en fornemmelse af gammel engelsk lakrids i munden, mens man mærker varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Imperial Stout aged on Bourbon barrels. Matured for a year on Jim Beam, Woodford Reserve and King’s Country distillery barrels, for an imperial stout emboldened with the deep, rich flavours of a bourbon. Intensely sweet, with a low roasted bitterness, rich aromas of oak, vanilla, brown sugar, molasses and more.”

Konklusion

Dette er en god øl. Hvis man tror svenske øl altid er på højde med den legendarisk ringe Pripps Blå, eller andet svensk metervare øl, så bør man prøve denne aftapning. Den viser med al tydelighed, at svenskerne sagtens kan lave ganske glimrende øl. Øllen er købt på vores sommerferie 2023 i Õlstudion i Göteborg. Denne del af Systembolaget, har flere hundrede forskellige øl, og mange af dem er svenske og af høj kvalitet. Jeg gav 70,- SEK, eller hvad der svarer til cirka 45,- DKK, for denne øl, hvilket er yderst konkurrencedygtigt på både pris og kvalitet. Konklusionen på denne anmeldelse af Stigbergets Big Bourbon Barrel Aged Stout er, at dette dejlige bryg med al tydelighed viser, at svenskerne sagtens kan brygge dejligt øl.

Cassian Sunset – Brewer’s Reserve

Cassian Sunset – Bourbon Barrel

Cassian Sunset er en Imperial Stout på 11,7% vol. Øllen kommer fra det amrikanske bryggeri Central Waters Brewing i Wisconsin. Øllen har modnet i aflagte tønder, der tidligere har indeholdt bourbon. Under lagringen er der tilsat kaffe, vanilje og kanel. Det vides ikke hvor længe øllen har modnet på disse fad, og det fremgår heller ikke, fra hvilket destilleri de aflagte fad kommer.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #472

Anmeldelse af Cassian Sunset

Næse:

Det første der rammer næsen er sødme. Der duftes sødme fra både malten, men også fra vaniljen der er tilsat. Langsomt men sikkert kommer en duft af kaffe og kanel mere frem. Begge dele også tilsat under modningen af øllen. Det giver en smule tørhed i den ellers sødmefulde duft. Det fornemmes på duften at øllen har lagret, da der er et strejf af hengemthed, der leder tankerne i retning af fugtig kælder eller loftsrum. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Cassian Sunset

Cassian Sunset

Palette:

Vanilje smages som det første, ganske som det også er tilfældet i duften. Der følges op med tydelig maltsødme, hvor der er kraftig påvirkning fra de hårdt ristede malte, der er brugt i brygningen. Efter et par mundfulde kommer smagen af kanel og kaffe mere frem, men det er stadig ikke så dominerende som vaniljen. Der gradvist en smule tørhed frem på tungen, og der er momentvis lidt mynte at smage. Det er ikke noget jeg tidligere har oplevet i en øl, men jeg har oplevet det i en del whisky, så det må næsten komme fra lagringen på de aflagte fad. Det mærkes at det der en øl på 11,7% Vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Sødmen fra vaniljen og malten ligger som et fint tyndt lag i munden. Der mærkes stadig lidt stærk kanel på tungen, men smagen af mynte stadig lejlighedsvist kommer frem. En smule bitterhed kommer frem fra baggrunden, og med sig har det smagen fra de tilsatte kaffebønner. I kombination giver det en fornemmelse af mørk chokolade i munden. Man efterlades med et strejf af lakrids og kakao, inden munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

A bourbon barrel aged imperial stout with local Emy J’s coffee, whole vanilla beans, and cinnamon. The flavor profile of this wonderful beer boasts a lush mouthfeel, with just the right amount of creamy spice character to meld with the rich malt and barrel-aged profile.

Konklusion

Dette er en god øl. Som gammel håndbrygger har jeg selv tilført sjove ting og sager under brygningen af mine øl. Jeg har blandt andet også brygget med kanel, vanilje og kaffe. Jeg har dog aldrig ladet øllen modne med det, da jeg altid har kommet det i under mæskningen. Jeg må sige at alle tre tilsætninger virkelig kommer til sin ret i denne øl, og jeg vil overveje om jeg selv skal prøve det, næste gang jeg brygger øl. Samtidig er det ganske interessant med smagen af mynte, der en gang i mellem kommer frem i smagen og eftersmagen. Jeg har aldrig tidligere oplevet det i en fadlagret øl, men derimod ofte i whisky. Med en prissætning på cirka 65,- kroner får man en ganske fin oplevelse med denne øl. Konklusionen på denne anmeldelse af Cassian Sunset er, at der her er fuld valuta for pengene, da både de tilsatte smagsstoffer og fadlagringen går op i en højere enhed.