North British 22 Year Old – Dimensions

North British 22 Year Old – Single Grain fra Duncan Taylor

North British 22 Year Old er en skotsk whisky på 55,8% vol. Whiskyen er fremstillet af North British Distillery, der et af de skotske destillerier, der ligger i Lowland området. Der produceres kun grain whisky på destilleriet, så denne aftapning er en single grain whisky. Den uafhængige aftapper Duncan Taylor, har sendt denne flaske på markedet, som en del af deres serie “Dimensions”, der alle er fadstyrke og single cask aftapninger. Whiskyen kommer fra fad nummer #57077. Den blev destilleret i september 1991, og hældt på flaske i november 2013. Det fremgår af etiketten, at den er 22 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer også uden kunstig farve. Der er sendt 182 flasker i handlen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #119

Anmeldelse af North British 22 Year Old

Næse:

Det første som rammer næsen, fra denne single grain whisky, er en let frugtig duft. Man rammes også af en fin sødme. Kombinationen af frugt og sødme, skulle man tro gav en frugtsødme, men det minder faktisk mere om sødmen, som man kender fra frugt bolcher. Det er altså nærmere sukkersødme med en smule kunstig frugtduft. Efter nogle minutter i glasset, fremkommer langsom en fin duft af vanilje og mælkechokolade. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

North British 22 Year Old - Sample

North British 22 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er væsentligt mere markant i smagen, og der er gevinst ved et tilføje lidt vand til drammen. Smagen af frugt bolcher er også tydelig i paletten. Igen er det kunstig frugt og sukkersødme, som man kender det fra let brændt sukker. Mælkechokolade og vanilje træder også her langsomt frem, efter et par mundfulde af denne Lowland whisky. I baggrunden fornemmes lidt egetræ og en snert af mint.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er præget af en fin varme fra de 55,8% vol alkohol. Selvom man nedvander en anelse, fornemmes alkoholen stadig som en varme i munden. Sukkersødmen i begyndelsen erstattes hurtigt af tydelig karamel og vanilje. Der mærkes en smule prikken på tungen fra lidt peber. Afslutningen bliver en smule mere mørk til sidst, og der er lidt bitterhed og næsten kaffenote. Tungen tørrer til sidst ud i smag af egetræ.

Konklusion:

Dette er ganske god single grain whisky. Whiskyen har virkelig noget at byde på, og det er faktisk lige ved, at man helt glemmer, at det ikke er single malt whisky man drikker. Jeg har tidligere smagt enkelte grain whiskyer, og ikke mange af dem har haft meget at byde på i oplevelsen. Det har denne dram derimod. Hvis man er heldig at finde en af de få flasker på auktion, så kan den erhverves for mellem 1250,- og 1500,- kroner. Det er trods alt mange penge, og man kan nok få bedre whisky i det prisleje, men oplevelsen er stadig yderst fornuftig. Konklusionen på denne anmeldelse af North British 22 Year Old er, at dette destilleri sagtens kan lave whisky, som ikke behøver, at blive brugt i middelmådige blends fra Diageo og Edrington Group.

4/5 (1)