Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

3/5 (1)

Laphroaig PX Cask – Triple Matured

Laphroaig PX Cask – trippel modnet sherry whisky med røg

Laphroaig PX Cask er en whisky på 48% vol. Laphroaig Distillery er et af de skotske destillerier på Islay, så whiskyen er derfor en Islay single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er trippel modnet. Først er den modnet på ex-bourbon fad. Herefter foregår modningen på quarter cask fad, og slutteligt, som navnet antyder, er den lagret på Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #159

Anmeldelse af Laphroaig PX Cask

Næse:

Intens røg! Duften er tydeligt præget af røg, når man første gang stikker næsen i denne whisky. Det er den typiske medicinske fornemmelse af røg, der er klassisk for Laphroaig whisky. Når det kraftige røg-slør har lagt sig, og næsen vender sig til det, så fremkommer en god sødme og fylde fra Pedro Ximenez (PX) fadet. Det giver noter af sød frugt og karamel. I baggrunden kan man svagt fornemme en lille tilstedeværelse af noget som minder om lakrids. Når flasken har været åbnet i nogle måneder, minder duften lidt om den man kender fra plaster til at putte på et sår. De 48% vol. alkohol er ikke markant på nogen måde i denne Islay whisky.

Laphroaig PX Cask

Laphroaig PX Cask

Palette:

Smagen er i sagens natur også præget af kraftig røg i starten. Røgen erstattes dog hurtigt af sødme som fra moden frugt. Indflydelsen fra sherryen fadet er også tydeligt. Der er også klar påvirkning fra egetræet, der kan give et lidt tørt indtryk i whiskyen. Den lille snert af lakrids, der var i næsen, er mere markant i smagen. Det hele toppes af med fine tone af peber og vanilje. Kombinationen af disse smagsindtryk giver et generelt fyldigt indtryk i munden. Paletten er heller ikke præget af den relativt høje alkohol procent.

Afslutning:

Der er en god og lang eftersmag på denne whisky. Også eftersmagen er i starten præget af røg. Det erstattes efterhånden af indflydelsen fra fadene. I starten er der god sødme og frugt fra sherryen. Dette går stille og roligt over i en tørhed fra egetræet. Lakridsen på tungen er mere tydelig i afslutningen end den var i både duften og smagen. Denne tørre fornemmelse og smagen af lakrids kan lede tankerne hen på den fornemmelse man har, når man tygger i et stykke lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“The first maturation of this special expression is in ex-bourbon barrels, followed by transfer to quarter casks. The third maturation is in large European oak ‘PX’ casks, which originally contained rare Pedro Ximénez sherry. The result is a complex Laphroaig, with the character of each type of barrel detectable in the final flavours, including a gentle but unmistakeable sweetness.”

Konklusion:

Laphroaig PX Cask er en god whisky. Den giver en spændende og relativt kompleks oplevelse, hvor man både kommer igennem røg, sherry-sødme, krydderier og lakrids. Den er helt klar værd at stifte bekendtskab med. Man kan købe en flaske på en liter for lige omkring 700,- kroner. Det syntes jeg er en ret høj pris for en whisky uden aldersangivelse. Man kan få mange gode whiskyer når man vil smide dette beløb i en flaske. Den sælges også i lufthavne, hvor man kan være heldig at finde den til omkring 500,- kroner, hvilket er et mere fornuftigt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Laphroaig PX Cask er, at det er en god whisky, og med lufthavnspriser får man virkelig valuta for pengene.

4/5 (1)

Ardmore Traditional Peated – svagt røget Highland whisky

Ardmore Traditional Peated – en Travel Exclusive

Ardmore Traditional Peated er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery er beliggende i det skotske højland, og whiskyen betragtes derfor som en Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen er lagret i ex-bourbon fad og quarter cask fad for hurtigere modning. Den er endvidere uden aldersangivelse, og den er kølefiltreret. Ardmore Traditional Peated er en såkaldt “Travel Exclusive” flasket specielt med henblik på salg i lufthavne.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #47

Anmeldelse af Ardmore Traditional Peated

Næse:

Man rammes straks af røg i næsen. Dog ikke så kraftigt som man kender det fra eksempelvis Islay whisky. Det minder mere om en let tilstedeværelse af et bål i nærheden. På trods af de kun 40% Vol forekommer aromaen lidt sprittet. Når man først er igennem røg og sprit, så opfanger man vanilje, en let frugtsødme og en snert af krydderier. Man opfanger en lille smule karamel-sødme efter et stykke tid i glaset.

Ardmore Traditional Peated

Ardmore Traditional Peated

Palette:

Paletten er også præget af denne lette røg, som man kender fra bålet i haven. Igen fremkommer tydelige toner af krydderier, når man kommer igennem det trods alt relativt lette røgslør. Man kan tydeligt smage vanilje og krydderier, som man kender det fra egetræ, og som oftest er fremkommer hurtigere, når whiskyen lagres i quarter casks, som i dette tilfælde. Der er også her en let frugtsødme og antydning af karamel. Den forekommer dog lidt tynd i smagen.

Afslutning:

Der er ikke den helt store afslutning på denne dram. Man opfanger dog de samme noter og nuancer som både i næsen og paletten. Det drejer sig om let røg, krydderier, vanilje, og en smule karamel lignende sødme. Det hele klinger dog hurtigt af, og går over i en fornemmelse af tørhed i munden. Det indbyder dog til at man lige tager en mundfuld mere.

Hvad siger producenten:

“A Travel Retail exclusive, The Ardmore® Tradition is a taste of history itself, journeying back to a time when most Highland distilleries dried their barley with the sweet smoke of local Highland peat. Double matured in oak barrels then smaller Quarter Casks, The Ardmore® Tradition is a full and rich liquid, with unique Highland peat smoke flavours.”

Konklusion:

Ardmore Traditional Peated i denne “Travel Exclusive” udgave er ikke specielt imponerende. Den mangler noget bund, fylde og styrke før den virkelig kunne blive god. Den er til gengæld en god whisky, at sidde og drikke en hel aften, hvor man stille og roligt sidder og sipper af glasset, og når det er tømt, så hælder man en ny dram op. Når det er sagt, så er prisen på omkring 300,- kroner for en liter i lufthavnen, hele oplevelsen værd. Her får man trods alt en relativt god “value for money” i denne whisky. Interessant nok forsvinder røgen en smule, når flasken har været åbnet i noget tid, hvorefter karamel og frugtsødme træder mere frem. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Traditional Peated er, at det er en lidt tynd og mangelfuld whisky, men til prisen er den faktisk ganske fornuftig.

2/5 (1)