Pittyvaich 29 Year Old – Rare by Nature (reklame)
Pittyvaich 29 Year Old er en skotsk whisky på 51.4% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature“, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection”. Whiskyen er fremstillet på det nu lukkede Pittyvaich Distillery, som lå i Speyside området. Whiskyen har dobbelt-modnet 29 år på ex-PX og ex-Oloroso sherry fad. Råspritten blev fremstillet i 1989. Det er desuden værd at bemærke, at whiskyen er aftappet ved fadstyrke, som også de andre udgivelser i denne serie. Der er sendt 4.976 flasker, af denne aftapning, på verdensmarkedet. Jeg var heldig at få denne sample sponsoreret til anmeldelse her på whiskyblog.dk.
Besøg: Producentens hjemmeside
Anmeldelse #125
Anmeldelse af Pittyvaich 29 Year Old
Næse:
Man dufter straks modne frugter som det første, når næsen sættes hen til glasset. Det er en tydelig aroma af solmodne æbler. Efter nogle minutter i glasset ændrer aromaen karakter, og drejer langsomt men sikkert, over i en duft af tørrede frugter som abrikoser og rosiner. I baggrunden fornemmes svagt en let note af citrusfrugter som appelsin og moden og sød grapefrugt. Man fornemmer lidt de 51.4% vol alkohol i næsen, men der er ikke dominerende. Når man tilsætter et par dråber vand til denne single malt whisky, så åbnes op for en smule karamel- og blomsteraroma.
Palette:
Alkoholen er mere markant i paletten end i næsen. En lille smule vand tager toppen af alkoholen, og man smager bedre, hvad drammen har at byde på. De tørrede frugter er tydelige i smagen. Igen er det abrikoser og rosiner som kommer frem. Der er en let prikken på tungen af noget som minder lidt om frisk ingefær. Der er tydelig smag af karamel, som lægger sig fint i munden, og giver en blød og indbydende fornemmelse i munden. Efter et par nip til drammen kommer en fin smag af blomster-the, og der mærkes en smule bitterhed på tunge. Det minder lidt om blomster-the, som har trukket en smule for længe med the-posen i koppen.
Afslutning:
Der er en medium afslutning på denne Speyside whisky. Smagen af lidt stærk ingefær er tydelig i begyndelsen, og det giver en let prikken på tungen. Det aftager dog hurtigt, og smagen af karamel kommer tydeligt frem. Også i eftersmagen har man en fornemmelse af frugt-the og bitterhed, som når theen har trukket en smule for længe. Appelsin og moden grapefrugt, som også var i duften, kommer ligeledes frem i afslutningen. På samme måde kigger de tørrede frugter også kortvarigt forbi i afslutningen. Man sidder tilbage med en fin varme fra alkoholen.
Hvad siger producenten:
“A 1989 ghost, double matured in Pedro Ximenez & Oloroso sherry seasoned casks”
Konklusion:
Dette er en god whisky. Der er en utrolig spænende kombination af modne friske frugter, tørrede frugter og modne citrusfrugter. Det hele pakkes flot ind i en oplevelse af karamel. Frisk ingefær og en fin bitterhed fra overtrukket the, er med til at give drammen lidt mere kant, og vise lidt tænder på en god måde. Hvis man skal have fat i en af de kun 4976 udgivne flasker, så skal man slippe omkring 3000,- kroner. Det er mange penge for en flaske whisky. Når det er sagt, så køber man samtidig et samlerobjekt fra et lukket skotsk destilleri. Det kan muligvis retfærdiggøre den høje pris. Jeg fik denne sample foræret til anmeldelse her på bloggen. Jeg havde næppe selv købt en flaske til den pris, så det var en kærkommen måde, hvorpå jeg kunne få smagt denne glimrende whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Pittyvaich 29 Year Old er, at den i sagens natur er “Rare by Nature”. når den kommer fra et lukket destilleri, men det er også en glimrende whisky.